9 dage

Jeg har ni dage tilbage på mit nuværende arbejde, inden jeg snupper et par dages ferie på hver side af en weekend, og har første dag på det der rigtige arbejde.

Jeg glæder mig helt vildt!

Det er også lidt sørgmodigt sådan at sige farvel til det sted, der med tålmodighed tog mig i hånden og ledte mig tilbage til et arbejdsmarked, som jeg i den grad følte mig ekskluderet fra. Der skete noget, da jeg en gang i januar kom til at kigge lidt for dybt ned i håbløshedens hul. Det gjorde ondt, og jeg blev bange. Bange for at jeg aldrig kom videre. Bange for at der ikke var en plads på arbejdsmarkedet til mig. I tvivl om, om jeg overhovedet havde noget fagligt at byde ind med. Så toppede jeg den med at gå til et gå-hjem-møde om stress – og mærkede alle stress-symptomerne sige hej. Det var en onsdag. Jeg græd, røg cigaretter og blev holdt lidt om af søde M.

Torsdag morgen hamrede jeg næven i bordet og sagde ‘fanme nej, om det skal få mig ned med nakken igen’. I den bevægelse skete der noget inden i mig. Jeg genvandt mit drive, min tro på det gode og jeg fandt mig selv igen.

Til alle jer, som havner herinde fordi I savner at høre om andres erfaringer med stress, så må jeg her trøste med, at der er en vej ud igen. Jeg troede ikke på det. Eller jeg troede jo godt på, at det nok skulle vende. Problemet er, hvordan man skal forholde sig til ventetiden. Jeg er ikke så god til at vente.

Stress bivirkninger

– dem har jeg heldigvis ikke særligt mange af længere. Min hukommelse driller mig lidt, og jeg har ikke samme drive, som jeg havde før min stress. Det sidste kan måske have noget at gøre med at have været ledig og sygemeldt i 1½ år, og jeg derfor er ude af træning med, hvad det vil sige at lave noget, og at andre skal bestemme, hvornår og hvordan det skal laves.

Til gengæld kan jeg sige, at der er mange, der havner på min blog, fordi de googler stress bivirkninger – det er ca. fem om ugen. Det tyder jo på, at de savner samme form for information, som jeg gjorde. Det er utroligt, at der ikke er flere, der har skrevet bøger om det…

Det jeg savnede mest var to ting:

1. At der var nogen, der kunne fortælle mig, hvornår og hvordan jeg vidste, at nu var jeg rask.
2. At få guidelines så jeg vidste, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive rask. Uanset hvad det krævede.

Det var først, da jeg kom i fingrene af Markman, at det virkelig rykkede. Jer, der kommer herind, fordi I googler stress bivirkninger, forsøg via jeres læge eller jobcenter at komme derind – de flyttede bjerge for mig. De kunne også besvare mine to spørgsmål.

1. Du ved, du er rask, når du er det. Det var et meget utilfredsstillende svar, dengang jeg fik det. Til gengæld gav det totalt meget mening, dengang jeg var ved at være rask – det vidste jeg bare, at jeg var. Altså der var selvfølgelig dage, hvor jeg ikke kunne så meget. Det kom tydeligst frem, når jeg var sammen med mange mennesker – også selvom det var gode venner. Pludselig fik jeg kvalme og fysisk utilfredshed – og så måtte jeg gå hjem. Jeg har været åben omkring min stress-diagnose helt fra starten, så der er ingen af mine venner, der på nogen måde har forsøgt at presse mig, men blot sagt tak for i aften og sendt mig hjem. Sidste gang jeg måtte gå tidligt var til en kandidatfest i slutningen af juni – ugen før jeg mødte ham den dejlige ved min side.
2. Der er ikke så meget, at man kan gøre, når man har stress. Det var dog vigtigt for mig, at jeg både havde min stressgruppe hos Markman og min psykolog. Samtidig forsøgte jeg at arrangere mig sådan, at jeg skulle noget hver dag. Måske bare gå en tur, tage på posthuset, skrive en mail, lave et måltid mad eller noget helt andet – det var bare vigtigt for mig at have noget at stå op til. Især mandage var hårde – de kom som et chok ovenpå en hyggelig weekend med folk. Det gav derfor ret meget mening at jeg skulle stå op til noget. Jeg kom også til at gå ud af døren i høje hæle og alt for store kjoler tit, fordi jeg på en eller anden måde havde behov for at ligne en, der var en del af den pulserende verden, som jeg jo egentlig stod uden for der.

Jeg ved ikke lige, hvor den røde tråd i det her oplæg er endt, men jeg har bare rigtig meget behov for, at jer med stress, der kommer her forbi, får noget med herfra.

God 2. søndag i advent.

Det luner

Det har været råkoldt i dag. På den måde, hvor tanker om sne, the og varme boller kæmper om pladsen.

Jeg var i dag nede for at snakke med min læge. Som jeg skrev den anden dag, så er min korttidshukommelse noget så testet for tiden. Eller det har den jo været siden jeg var sygemeldt og jeg har været ganske tålmodig. Det er bare som om, at min distræthed/korttidshukommelse virkelig er ramt. Jeg oplever fx, hvordan jeg glemmer helt almindelige ord, når jeg skriver.  Altså jeg lever ret meget af at skrive – og det kræver altså ret meget ekstra tid hele tiden at tripple-tjekke mine tekster.

Nu har jeg jo verdens dejligste læge. Hun anede ikke noget som helst om det, men hun gav mig ret i, at det måtte være noget, der kunne genoptrænes igen. Så ringer hun sørme til mig en af dagene. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg er fuld af håb.

 

To ting

Den første er, at jeg har besluttet at se, om jeg kan få en henvisning til noget genoptræning af min hjerne. Det lyder meget voldsomt, men jeg er virkelig ramt af, at min korttidshukommelse på ingen måde er i nærheden af, hvad den var, inden jeg blev syg. Jeg ved, at det er en normal bivirkning ved stress, og jeg har derfor taget det meget stille og roligt med det. Nu er det altså bare mange måneder siden, at jeg har følt det mindste i forbindelse med stress, og derfor undrer det mig, at den ikke bliver bedre. Jeg er derfor ude i nogle overvejelser om, at hjernen vel også skal genoptrænes ligesom en brækket arm skal? Det hæmmer mig ret meget i min hverdag, hvor jeg kan sidde til møder og lige pludselig ikke aner, hvad jeg er til møde om. Hvis ikke jeg skriver ALT ned i min lille bog, så glemmer jeg det. Det kan også sagtens være, at jeg glemmer, hvad jeg snakker om midt i samtalen. Så mister jeg fuldstændig den røde tråd og kan slet ikke komme tilbage på sporet. Det er skidt, når jeg jo gerne vil arbejde og kloge mig.

Det andet er, at jeg er begyndt at søge arbejde igen. På den der lystfyldte måde. Her, hvor jeg er nu, kan jeg kun være indtil januar. Det har været fantastisk at være her og finde ind til min faglighed igen. Nu tror jeg bare, at det er på tide, at jeg rykker ind til noget, som er mere dynamisk og i et højere tempo. Så hvis du hører om nogen, der kunne bruge en effektiv projektleder, som er cand.comm’er med speciale i strategi, sociale medier, presse og medlemskommunikation, så sig endelig til.

Ikke flere gode undskyldninger

Der er ved at ske noget stort og spændende, og noget som jeg ikke har prøvet før.

I sommer mødte jeg ham det dejlige menneske, som jeg deler al min tid med. Det er meget rosenrødt, og vi ville være klar til en reklame for en eksotisk rejse, hvor duerne flyver omkring os og Eros Ramazzotti spiller i baggrunden. Når jeg siger deler al min tid med, så mener jeg det faktisk rent bogstaveligt. Jeg går selvfølgelig på arbejde, og jeg ser også mine venner (for det meste er jeg hende den irriterende, der har sin kæreste med) og træner også lidt (hvilket mest er oppe i hovedet – har ligget ret stille på den front pga. lungehejs de sidste tre uger). To uger efter vi mødte hinanden blev det en naturlighed, at vi selvfølgelig skulle se hinanden hver dag – og det blev meget underligt, hvis ikke det kunne lade sig gøre.

Men Signe, er du ikke bange for at miste spændingen ved at se hinanden, når I ses så tit? Sådan blev jeg spurgt for nogle måneder siden – og jeg kan jo kun sige, at jeg stadig er ved at dø en lille smule nede i maven, hver gang jeg skal se ham. Det er ikke en bekymring, der fylder, kan jeg kun sige….

Til gengæld er vi ved at kvæles i planlægning. Trætte af for gammel mad i to køleskabe. Frustreret over at tage det samme tøj på igen, fordi man ikke lige har været hjemme i en uge. På en eller anden måde giver det ikke længere mening, at pendle mellem Nørrebro og Vesterbro, når vi alligevel er sammen hele tiden.

Derfor er undskyldningerne for ikke at rykke to adresser til én ikke rigtig til at få øje på længere. Then it’s said. Jeg rykker sgu til endnu et nyt kvarter i København. Jeg siger farvel til min elskede lille lejlighed med alle arvestykkerne på Nørrebro. Mit første hjem, hvor jeg har boet alene. Mit første hjem, der var mit. Og det hjem, der var mine trygge rammer og som holdt mig så kærligt i hånden, mens jeg prøvede at finde hoved og hale i mit liv i foråret, da alt var kaos. Det er vist meget godt med det her arbejde, så jeg kan få betalt indskud i lejligheden til december, inden jeg flytter ud igen…

Signe, er det ikke lidt hurtigt, og hvad nu hvis det går galt? Hvornår er noget hurtigt og i forhold til hvad? Jeg synes bare ikke, at jeg kan planlægge mit liv efter, at alt den her kærlighed forsvinder igen. Og jo, det er rigtigt, at det er mig, som opgiver min lejlighed. Og det er rigtigt, at det er mig, det går hårdest ud over, hvis det ramler. Det kan jeg desværre bare ikke planlægge mit liv efter.

Derfor lå vi arm i arm i går og snakkede om lejlighed, om køkken, om et tøjskab, indbygget reol og mine nye sofaer. Vi vil heldigvis meget det samme, og det hele skal nok ordne sig, så det også bliver plads til mig, og Vesterbro kan blive mit hjem.

Det er meget stort, spændende og overraskende lidt skræmmende. Og jeg glæder mig.

Confit de conard mødommen er taget

Jeg elsker and. Det kommer nok ikke som en overraskelse taget de mange indlæg om and i sidste uge i betragtning. Turen gik til Frederiksværk i fredags, hvor der var to store lækre ænder, brunede kartofler og sovs i litervis. Jeg var tæt på at røre lidt af himlen et øjeblik….

Lørdag brugte jeg det meste af formiddagen i Inco med ham ved min side og hans far. Noget med at kigge lang tid på sild, fnise over risengrød konserveret i dåse, som kan spise både kold (wtf?) eller varm, lækkert kød som mister alt lækkert, fordi det er pakket sammen med 8,9 kg andet meget lækkert kød. Sildene var egentlig målet, men på samme vis som i IKEA, så kommer man ikke kun ud med det, som man egentlig skulle have. Vi faldt også over en dåse confit de conard.

Fordi jeg elsker and og er et madøre på sammen vis som ham ved min side, har vi kigget meget på opskrifter efter dette stykke lækre and i fedt. Så vi måtte selvfølgelig prøve det og og åhhhh hvor var det skønt!!! Vi skal nok ikke spise det hver dag – er I klar over, hvor meget fedt, de ligger i? Men jeg er helt med på, at det er noget, som jeg bliver nødt til at indtage bare ind imellem.

Weekenden bød nu også på Tina Dickows dokumentar True North, som blev vist i Cinemateket i går i forbindelse med CPH-DOX. Den var rigtig fin.  Jeg går jo ikke sådan rundt og er fan af noget – og har aldrig gjort. Men Tina Dickows musik betyder noget ganske særligt for mig, og holdt mig trygt i hånden, imens jeg kæmpede mig ud af min stress og mit mørklagte sind. Optagelserne er fra Koncertsalen, hvor hun gav flere koncerter både i år og sidste år. Jeg var inde og se hende – både i år og sidste år, så på den måde var der ikke nogen overraskelser. Jeg kan klart anbefale  den, hvis du kommer i nærheden.

Nu kalder den sidste fondsansøgning – og jeg glæder mig sådan til at lave noget andet. Håber og krydser fingre for, at der snart kommer nogle gode resultater, så jeg evt. kan bliver forlænget.

And

Det er Mortens Aften i aften. Jeg har bare ikke tradition for at holde den – eller min familie gør det ikke så meget i det. Men jeg elsker jo and! Altså på den der – jeg får helt sikkert ondt i maven, fordi jeg spiser så meget fed mad-måden.

Jeg skal i stedet hygge mig med min efterværnsgruppe. Det er sådan et mærkeligt navn, men stødte på den den anden dag i forbindelse med, når anbragte børn fylder 18, og de så skal stå alene. Så har man med succes givet nogle en efterværnsgruppe. Jeg har ikke været anbragt eller lige fyldt 18 (!), men det er ikke så længe siden, at jeg sagde tak for denne gang til en sygemelding med stress. Jeg sender den nogle gange en kærlig tanke, men for det meste passer det mig helt fint, at den passer sig selv. Et andet sted end hos mig. Men min efterværnsgruppe er min støttepædagog. Jeg elsker at være der og være sammen med de andre. Sidst var jeg der alene – og det er altså ikke for tøsedrenge at få to timers intensiv terapi. Derfor ingen and til mig idag. Nå, men helt uden betaling må jeg her sige, at hvis nogen skulle gå ned med stress og brug for at komme op igen, så vil jeg på det varmeste anbefale Markman.

Til gengæld har jeg lokket ham den lækre ud af byen i morgen til middag i Frederiksværk, hvor den står på and og rødgrød. Jeg glæder mig meget. Det bliver også lidt spændende. Det er middag med højskolepigerne, som jeg har kendt siden foråret 20o2. Nu er der lige pludselig flere af os, der render rundt og møder dejlige mænd, så nu tester vi lige formen af på, hvordan den kombination går, når det ikke kun er os meget forskellige hunkøn, men også vores meget forskellige mænd…

Og nu vil jeg løbe ind til mine venner med post-kuk-i-kasketten.