Arkiv | Politik RSS feed for this section

Hvornår er man fattig??

29 nov

I de her dage er fattigdom i den grad på programmet. I går var Özlem Cekic og Joachim B. Olsen ude for at møde en fattig kvinde i forlængelse af, at Joachim ikke mente, der var nogen fattige her i Danmark.

Spørgsmålet er, om man er fattig, når man får 15.728 kr. om måneden og har lidt over 5000 til forbrug, når de faste udgifter er betalt?

Jeg er ræverød, og jeg stemmer for nogle ordentlige velfærdsydelser. Jeg elsker at betale skat, fordi jeg mener, at det går til det fælles bedste eller i hvert fald ud fra en forestilling om, at jeg er bedre stillet end andre, og jeg derfor skal bidrage og hjælpe andre, der ikke har samme muligheder som mig. Men jeg vil altså ikke kalde nogen fattig, hvis de har over 5000 kr. til eget forbrug om måneden. Jeg er helt med på, at det kan være svært at tage på charterferie eller invitere sine børn til Legoland i en forlænget weekend.

I min verden er fattigdom der, hvor man er så begrænset i sit liv, at man ikke har råd til mad, ved ikke hvordan elregningen skal betales til den 1., det hæmmer børn socialt, der ikke kan gå til sport eller deltage i børnefødselsdage etc.

Jeg arbejder nu fuldtid som veluddannet – dog nyuddannet – akademiker og jeg får kun 1500 kr. mere om måneden end den kontanthjælpsmodtager, som Özlem Cekic mener er fattig. Det kan godt være, at jeg ikke får så meget i løn som andre nyuddannede akademikere, men alligevel…..?

Det er ikke fordi, det her skal handle om min egen fattigdom, når jeg ved, at folk på starthjælp og andre på kontanthjælp med fem børn slet ikke kan få det til at løbe rundt. De eksempler kender jeg i hobetal fra min indsats i Indvandrer Kvindecentret på Nørrebro. Men jeg har i løbet af det sidste 1½ år  været på en blanding af dimittendsats dagpenge og sygedagpenge. Og det er ikke noget, som man bliver hverken tyk eller lykkelig af!!

Jeg har fået ca. 9.200 udbetalt hver måned. Jeg har haft ca. 1200 kr. til mig selv om måneden. Det er rigtigt, at jeg alligevel har betalt for fitness, kontaktlinser og 75 kr. årligt til Red Barnet Ungdom. Jeg spiste i foråret kun havregryn til alle mine måltider, med mindre andre lavede mad til mig. Det var den eneste måde, jeg kunne få råd til at drikke en kaffe eller en øl med mine venner en gang imellem. Jeg måtte droppe julegaverne sidste år, for jeg havde ca. 50 kr. at gøre noget for – så er det svært uanset kreativitet at give gaver til 18 mennesker. Jeg har også ydmyget mig selv ved at låne penge af min familie.

Nu bliver det en totalt klagesang fra min side – og jeg har også haft rigtig meget ondt af mig selv. Det har jeg ikke mere, men jeg får altså sådan en lyst til at råbe rigtig højt, når nogen mener det er fattigdom at få 15.728  f’cking kroner om måneden, når man er mor og datter!!! Kan vi ikke fordele det lidt bedre mellem os??

Jeg betaler stadig min skat med glæde, men jeg gad godt, at politikerne fik et realitetsbegreb omkring fattigdom.