Tag Archives: Kanelsnegle

Innovation

12 apr

Der er nogle gode ting ved den her voksenverden, som fx at få lyst til kanelsnegle og så hoppe i gummistøvlerne, allieret med paraplyen, smutte ned efter gær og bare bage dem. Jeg fuldførte mit anti-voksen-liv med også at spise dem til min sene aftensmad. Det kan måske diskuteres, hvor meget det giver, at jeg tonser rundt nede i det der fitnesscenter fire gange om ugen, når jeg vælger at proppe mig med de her anti-voksne indslag alligevel. På den anden side, hvor galt ville det ikke gå, hvis ikke jeg gjorde det?

I mit liv har der altid kun været én opskrift på kanelsnegle, og jeg har været meget trofast. Da jeg var ni år, fik jeg Brugsens Børnekogebog, og det er de kanelsnegle, jeg altid har sværget til. Indtil i dag. Jeg har sgu prøvet en ny opskrift i dag. Camilla Plum har i hendes Mormors Mad en opskrift, som er lidt mindre simpel end børnekogebogen, men meget lige til at gå til.

Men det nye stoppede ikke her. Jeg har set både Camilla Plum og Mette Blomsterberg bage kanelsnegle i forme – det måtte jeg også prøve. Lige et par billeder er resultatet, og så vil jeg afsløre om der er forskel i smagen.

Det var dem i forme.

Dem uden forme.

Og her har vi dem sammenlignet. De blev knapt så skarpe på billedet – beklager.

Dommen er, at dem uden forme blev meget meget større end dem uden forme. Det er lidt som om, at formene, selvom de er bløde og af papir, forhindrede sneglene i at hæve ordentligt.  Til gengæld er dem i formene lidt mere svampede og bløde i konsistensen end dem uden forme. Jeg tror, at sneglen suger remoncen i formen og den kommer til at løbe ud i det store ingenting på de andre.

De blev lidt mørkere, fordi jeg havde glemt, at jeg kun havde lidt hvedemel, så det er halvt hvedemel, 1/4 durum og 1/4  rugmel. Selvom Plum havde skrevet, at dejen var meget våd, men at den under intens æltning ville samle sig, så måtte jeg bruge ret meget mere mel end opskriften foreskrev – det kan måske hænge sammen med durum vs. hvedemel.

Opskrift anyone?