… at have et dejligt arbejde.
Som jeg skrev i går, så aede jeg den stor tykke mand, der midlertidigt havde taget bolig på min brystkasse. Jeg hilste venligt på ham, også selvom det på ingen måde var logisk, hvorfor han skulle sidde der. Det hjalp at se lidt på ham og ae ham på ryggen. Han forsvandt igen, og jeg er bare et helt almindeligt menneske, som går på arbejde, og som er lidt træt i hovedet af alle de milliarder er nye ting, som mit lille system skal rumme.
Jeg vil fejre med en lur.
I dag var første dag i mit nye liv og det tegner åhhh så godt. Mega søde mennesker, der alle var glade for at se mig. Det har nok mest noget at gøre med, at de mangler min position til at arbejde for dem, men alligevel…. Jeg har fået blomster og er helt overvældet af information. Jeg har brugt mine hjerneceller i langt højere grad end meget længe – og det er så evigt dejligt. Samtidig har jeg hilst lidt på stress-niveauet. Eller ikke stress som sådan, men min tidligere så velkendte symptomer på stress har lige hilst på. Jeg forsøger at hilse dem pænt velkommen og trækker vejret ned i maven og forsøger at have mig selv med. Jeg tror ikke, at det er skidt. Jeg tror kun, at det er et tegn på, at jeg nu skal til at lave noget af det, som jeg har sukket sådan efter de sidste år.
En af dagens højdepunkter var, da jeg opdagede, at jeg får en fin fin Iphone. Søde telefon du er meget savnet og jeg glæder mig til at begrave min gamle Nokia, hvor højtaleren er gået i stykker og samtale på gade er en umulighed.
Jeg ved godt, at jeg ikke rigtigt kan finde ud af at skrive andet end, at jeg sådan glæder mig til at starte på nyt job! De sidste dage har været lidt lange og hektiske, men nu er enderne også ved at være lukket her, og jeg kan aflevere mit gamle job og arbejde med god samvittighed og fred i sindet.
Jeg har fx lige spist min sidste hjemmebragte madpakke her – i morgen holder vi farvelfrokost alle sammen.
Ja, det er de store ting, som fylder disse dage….
Andre relevante ting er, at snedkeren ENDELIG kommer i morgen tidlig og måler op til skab. Åh, hvor jeg dog drømmer om skab. Og jeg græmmer mig nærmest over min hede tanker om skab – og føler mig som en på 60. Men jeg glæder mig til at få et hjem med tøj i skabe og ikke i tasker, poser, kufferter og spredt ud over det hele. Jeg glæder mig til, at vores stue ikke ligner et bombekrater – lige nu står alle mine elskede bøger i poser langs med væggene. Det har de altså ikke fortjent!
Så skete det – jeg har glædet mig til det før – jeg har trykket på ‘Bekræft aktiv jobsøgning’ på jobnet for sidste gang. Det er utroligt, hvor meget energi der kan ligge i at trykke på en enkel knap en enkel gang om ugen….
Nu har jeg kun de sidste fire dage tilbage her, inden jeg skal starte nyt arbejde – ihhh, hvor jeg glæder mig!
Jeg kan ikke lige finde ud af, hvorfor billedet skal være så absurd langt. Jeg har ikke lige tid nu til at fikse – I må overleve trælsheden.
Det er ikke sket endnu, men jeg tæller dagene. Mandag er sidste dag, hvor jeg skal et smut forbi jobnet og trykke på knappen ‘Bekræft aktiv jobsøgning’. Jeg tror ikke, at I forstå glæden. Lykken. Befrielsen.
Jeg har fået opsagt mit løntilskud og udfyldt de nødvendige formularer som fx ab240. Jeg glæder mig sådan til ikke at være et nummer i systemet længere. Det er svært ikke at føle sig en lille smule overvåget i ledighedssystemet. Og det siger jeg med stor respekt for systemet, og jeg er også godt klar over, at der er nogle tumper, der udnytter systemet, som gør, at det er en pestilens for os andre.
Kan I have en dejlig dag midt i regnen.
Jeg har ni dage tilbage på mit nuværende arbejde, inden jeg snupper et par dages ferie på hver side af en weekend, og har første dag på det der rigtige arbejde.
Jeg glæder mig helt vildt!
Det er også lidt sørgmodigt sådan at sige farvel til det sted, der med tålmodighed tog mig i hånden og ledte mig tilbage til et arbejdsmarked, som jeg i den grad følte mig ekskluderet fra. Der skete noget, da jeg en gang i januar kom til at kigge lidt for dybt ned i håbløshedens hul. Det gjorde ondt, og jeg blev bange. Bange for at jeg aldrig kom videre. Bange for at der ikke var en plads på arbejdsmarkedet til mig. I tvivl om, om jeg overhovedet havde noget fagligt at byde ind med. Så toppede jeg den med at gå til et gå-hjem-møde om stress – og mærkede alle stress-symptomerne sige hej. Det var en onsdag. Jeg græd, røg cigaretter og blev holdt lidt om af søde M.
Torsdag morgen hamrede jeg næven i bordet og sagde ‘fanme nej, om det skal få mig ned med nakken igen’. I den bevægelse skete der noget inden i mig. Jeg genvandt mit drive, min tro på det gode og jeg fandt mig selv igen.
Til alle jer, som havner herinde fordi I savner at høre om andres erfaringer med stress, så må jeg her trøste med, at der er en vej ud igen. Jeg troede ikke på det. Eller jeg troede jo godt på, at det nok skulle vende. Problemet er, hvordan man skal forholde sig til ventetiden. Jeg er ikke så god til at vente.
signateur 