Confit de conard mødommen er taget

Jeg elsker and. Det kommer nok ikke som en overraskelse taget de mange indlæg om and i sidste uge i betragtning. Turen gik til Frederiksværk i fredags, hvor der var to store lækre ænder, brunede kartofler og sovs i litervis. Jeg var tæt på at røre lidt af himlen et øjeblik….

Lørdag brugte jeg det meste af formiddagen i Inco med ham ved min side og hans far. Noget med at kigge lang tid på sild, fnise over risengrød konserveret i dåse, som kan spise både kold (wtf?) eller varm, lækkert kød som mister alt lækkert, fordi det er pakket sammen med 8,9 kg andet meget lækkert kød. Sildene var egentlig målet, men på samme vis som i IKEA, så kommer man ikke kun ud med det, som man egentlig skulle have. Vi faldt også over en dåse confit de conard.

Fordi jeg elsker and og er et madøre på sammen vis som ham ved min side, har vi kigget meget på opskrifter efter dette stykke lækre and i fedt. Så vi måtte selvfølgelig prøve det og og åhhhh hvor var det skønt!!! Vi skal nok ikke spise det hver dag – er I klar over, hvor meget fedt, de ligger i? Men jeg er helt med på, at det er noget, som jeg bliver nødt til at indtage bare ind imellem.

Weekenden bød nu også på Tina Dickows dokumentar True North, som blev vist i Cinemateket i går i forbindelse med CPH-DOX. Den var rigtig fin.  Jeg går jo ikke sådan rundt og er fan af noget – og har aldrig gjort. Men Tina Dickows musik betyder noget ganske særligt for mig, og holdt mig trygt i hånden, imens jeg kæmpede mig ud af min stress og mit mørklagte sind. Optagelserne er fra Koncertsalen, hvor hun gav flere koncerter både i år og sidste år. Jeg var inde og se hende – både i år og sidste år, så på den måde var der ikke nogen overraskelser. Jeg kan klart anbefale  den, hvis du kommer i nærheden.

Nu kalder den sidste fondsansøgning – og jeg glæder mig sådan til at lave noget andet. Håber og krydser fingre for, at der snart kommer nogle gode resultater, så jeg evt. kan bliver forlænget.

Intet nyt er…

“Jeg synes ikke, at du har skrevet på din blog på det sidste?”

Sådan lød det lidt tidligere i dag fra en god veninde. Det mest ophidsende svar, jeg kunne gi’, lød i retning af: “Jeg er ikke rigtig inspireret de her dage”.

“Måske det ikke var ikke helt rigtig med den blog så?”

“Jo, jeg er stadig vil med bloggen – og jeg skal nok snart komme ind i kampen igen”

Imens jeg samler kræfter forsvinder siderne i Harry Potter and the Order of the Phoenix og fregnerne på næsen intensiveres.

Worst case scenario

Der har været lidt stilhed her på bloggen – jeg har måtte erkende, at min krop åbenbart ikke synes, at den er helt klar til at komme i gang med at søge efter arbejde igen. Det er i hvert fald min nye erfaring, at der ikke skal presses særlig meget før, at det gør rigtig ondt igen. Jeg har ikke været påvirket af de fysiske stress-symptomer i over to måneder, og så kom de fluks tilbage igen. Jeg søgte endda ikke engang et rigtig job – jeg skrev kun nogle mails. Christ! Så nu er jeg tilbage til at lave ingenting, og det er helt klart bedre end at føle sig syg.

Jeg har også lige måtte igennem en angst for at gå fra at være sygemeldt til at være kontanthjælpsmodtager – og være der resten af mit liv. Det vil jeg ikke – og jeg er stadig meget opsat på, at jeg ikke skal ende der. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kommer jeg aldrig til at kunne varetage et job, når jeg her efter næsten tre måneders pillen-i-min-egen-navle stadig får det rigtig skidt, når jeg sætter mig foran computeren for at skaffe mig et job? Det kan kun tiden vise, men jeg har altså ikke tænkt mig at give op uden kamp – basta.

Jeg drømmer om, at der er nogle, der har lyst til at give mig et højskoleophold – måske det ville være godt. Selvom jeg nok ville være alderspræsident.

Så nu er jeg tilbage hos Harry Potter – og det er sgu godt!! Kulturdage på onsdage – stay tuned. Jeg overvejer også at finde nogle forelæsninger, jeg kan gå til. Der er ingen grund til at parkere de små grå, vel? Samtidig sender jeg taknemmelighed mod årstiden, for hvor er livet bare noget sjovere og nemmere, når solen skinner.

Mrmpff

Jeg var til møde med stress-Eva i min fagforening den anden dag, for nu er jeg snart klar til at kaste mig ud i jobsøgningen igen. Jeg ville bare have lidt antistressende fif og tricks til at komme ind i kampen igen.

Jeg har stor respekt for Eva, og hun reddede mig i den grad, da jeg mødte hende første gang i en stortudende tilstand for lidt over to måneder siden. Men hun er bare såååå forsigtig. Synes jeg stadig er ret syg. Tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg har det godt. Stejler helt, når jeg bruger ord som ‘løvens hule’ omkring jobsøgning. Måler og læser mine ord og kropssprog på en overfortolkende måde (mener jeg). Jeg blev virkelig provokeret til at vise hende, at jeg er ved at være rask. Og nej, jeg tror ikke hun provokerede mig med vilje til at få mig i gang – jeg tror mest hun var bekymret for mig.

I dag har jeg snakket med min søde søde sagsbehandler oppe på jobcentret. Jeg føler mig meget heldig, at jeg har fået en sagsbehandler, som lytter, respekterer og kommer med de rigtige forslag og spørgsmål. Jeg hører om SÅ mange, der bliver virkelig usselt og nedladende behandlet. Jeg ved ikke, om det er fordi, at min diagnose er stress og folk derfor er så forsigtige?

Dilemmaet er, at jeg jo synes, at jeg egentlig er lidt for rask til at være syg , og lidt for syg til at være rask. Jeg nærmer mig med hastige skridt lysten til at søge job igen, og nu skal jeg snart bare gøre det. Jeg kan bare på INGEN måde overskue en anden aktør (de virksomheder som jobcentrene udliciterer folk som mig (ikke de syge, men ledige)) og det med at blive hevet rundt og i aktivering. Jeg vil bare godt selv sætte dagsordenen og vil ikke bestemmes over eller sættes i kasser. Den søde sagsbehandler forstår. Hvor heldig er jeg…. Derfor har den søde sagsbehandler sygemeldt mig endnu engang og tilmeldt mig et kursus i, hvordan man som akademiker kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er, om både sagsbehandler og stress-Eva har ret? Hvad nu hvis jeg er mere syg, end jeg sådan lige går og føler mig? Det er over tre uger siden en af mine fosterstillingskrummende sorte dage og over seks uger siden de fysiske stress-symptomer har vist sig. Er jeg bare utålmodig, og det er derfor jeg ‘faker’ min lyst til et job igen? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg ved, at jeg har lyst til at arbejde igen, og jeg ved, at jeg har tænkt mig at søge job. Målet er sat – det bliver efter påsken. Det må I gerne holde mig op mod.

Tid til bekendelse

Jeg har det egentlig lidt ambivalent med det her bloggeri. Hvem kigger med, hvor privat har jeg lyst til at være, er det jeg skriver nu interessant nok, godt skrevet, har jeg sat kommaerne det rigtige sted? Bottom line er, at jeg pludselig er blevet meget forfængelig, omkring det jeg laver og skriver. Det er også derfor, at jeg ikke har gjort noget for at råbe højt omkring bloggen – jeg ved, at jeg har to læsere. De står mig begge meget nært, og jeg tør godt være grim, uformulerende og forkert-kommasættende over for dem. Der holder jeg mit fokus, når nu jeg skriver det, jeg har tænkt mig i det her indlæg. For at komme med den sidste undskyldning inden jeg skriver det, jeg egentlig vil skrive, så er jeg ikke blevet blogger for at dele mine inderste tanker med hele verden. Jeg blogger af to årsager:

1. For det første er jeg ret vild med at skrive og efter et meget akademisk speciale og ti måneder som nyuddannet jobsøgende, er mine skriverier blevet rustne, usammenhængende og mangler det flow, som jeg tidligere altid har kunne finde frem.
2. For det andet er bloggen her et outlet for mine tanker og overvejelser, som lige nu er store, grænseoverskridende og til tider meget forkerte. Det er også grænseoverskridende at skrive det her, men jeg har tænkt over det i flere dage. Jeg har læst og surfet dejlige blogs og er blevet dybt inspireret til at kaste mig ud i det svære, meget åbenhjertige og nære hos Hverdagsjunkien og Sortmejsen.

Jeg har i de sidste måneder måtte erkende, at jeg ikke var uovervindelig, jeg kan ikke klare alt og jeg ikke nødvendigvis kan få alt det, som jeg gerne vil ha’ – lige nu et JOB. Det startede med et galoperende hjerte, trykken for brystet, adrenalin i kroppen (lidt ligesom sommerfuglene i maven, der flyver rundt, imens du sidder i metroen på vej på en lang eksotisk rejse) – den var der bare konstant. Så kom følelsen af, at kroppen var for lille – at min hud var for stram til min krop. Så kom tårerne. På den helt ustyrlige fosterstillingsmåde. DÈR, lige præcis der, gik det op for mig, at jeg var oppe imod noget, som jeg ikke selv længere havde styr på eller kunne kontrollere. Det var en fredag formiddag, kl. 12 ringede jeg og snakkede med stress-Eva i fagforeningen, 12.05 ringede jeg til min kære elskede faster og tudbrølede. Kl. 13, efter fem kamprøgede cigaretter, holdt jeg oplæg. Det er utroligt, hvad man (jeg) kan, når man (jeg) skal.

Nu er der gået syv uger med en sygemelding, og jeg er blevet en case i kommunen. Jeg troede bare, at jeg skulle have to ugers pause fra jobsøgning, a-kasse, anden aktøren og andres krav til min performance. Nu er der gået syv uger, og jeg er stadig ikke klar. I morgen kan jeg fejre tre uger uden nogle fysiske symptomer på stress – hurra. Nu er jeg meget målrettet omkring også at slippe af med de dage, hvor det hele er gråt og beige, og hvor kroppen er tung, og sindet og mundvigene vender nedad.

Heldigvis har jeg en sød læge. Åh, hvor jeg hører om mange dårlige læger, der ikke er spor hjælpsomme i kampen mod den onde stress-kamp. Hun har givet mig psykolog-Henning. Jeg har kun mødt ham én gang, og jeg er allerede fan. Han har givet mig lektier for. Jeg skal skrive tre ting ned om dagen, som gjorde mig glad. Det er rigtig nemt på de gode dage – på de dårlige er det svært. Samtidig skal jeg tænke over, hvad der gør en dag god eller dårlig. Det er utroligt, hvor meget den lille øvelse har gjort omkring min egen bevidsthed om mine valg og ikke-valg. Indtil videre har jeg opdaget, at hvis jeg, inden jeg falder i søvn, tænker på de ting, jeg skal lave dagen efter, så vågner jeg gladere. Det gør mig også virkelig glad, at jeg har de dejligste venner, som alle gør sit at bidrage til den positive stemning.

Midt i alt det her er håbet og troen på, at det nok skal blive bedre meget stort. På de gode dage som i dag krøller jeg mig ud af fosterstillingen, nynner sange, går glad alene rundt om søerne, ryger en masse forbudte cigaretter og lige nu sidder jeg på mit kaffekontor aka Laundromat. Her er rart og trygt, og jeg har siddet her og arbejdet mange mange gange efterhånden.

Nu sidder jeg glad og stolt over, at jeg rent faktisk gjorde det. Jeg har nu råbt det så højt, som det næsten er muligt, at jeg befinder mig på grænsen af depression og med en diagnose på stress i bagagen. Sikken et afløb.