I går kom jeg til at skæve til håbløsheden i det med at finde et job. Det har længe ikke stresset mig – selv da jeg i december ikke vidste, om jeg blev forlænget, påvirkede det mig ikke rigtigt. Jeg har løbende søgt forskellige jobs – både de opslåede og dem jeg opsnapper via mit netværk. Vi er bare så mange om buddet, at det er helt håbløst. Mellem 300-400 ansøgere pr. job. Jeg tror også, at jeg ville ansætte en med fem års erfaring, hvis jeg var arbejdsgiver, men det gør det virkelig svært at være forholdsvis ny på arbejdsmarkedet.
Jeg har en mentor via min fagforening, og i går skrev jeg en mail til ham under overskriften, vi må omsadle. Vi må ligge en ny strategi. Lige midt der i mailen tabte jeg pusten. Hvad skal der ske med mig? Kommer jeg nogensinde til at arbejde? Får jeg nogensinde et arbejde igen, som jeg elsker med hud og hår? Hvad vil jeg egentlig selv lave og hvorhenne?
Håbløsheden fik lov til at sidde fast i mig i mange timer. Tårerne stod lige på lur på cyklen, da jeg tog turen fra arbejde til træning. Jeg ved fra tidligere, at jeg kan træne stress og dårligt humør væk. Da jeg gik ud af døren, havde jeg det glimrende igen. Stadig med pms. Allierede mig med en plade lys chokolade og åd hele møget.