Afhængighed

Hej, jeg hedder Signe og jeg er afhængig af blogland.

Så meget, at jeg nu er på kold tyrker. Kom til at tage mig i at bruge timer, imens jeg var på arbejde, fordi jeg blev så grebet af det. Jo mere grebet, jeg er blevet, jo flere blogs skal jeg jo følge med i. Der er bare ufattelig mange mennesker, som skriver så djævelskaws godt, fængende og som lukker sine læsere inden for, som kendte vi hinanden i forvejen. Jeg lader mig inspirere, forarge, grine, føler empati for blogejeren, og glæden ved at andre også tør være ved siden af sig selv, stå ved sig selv og være grim og utjekket.

Bloggen her stopper ingen steder – jeg løber tit over for ord, og heldigvis lever jeg af at kaste ord ud og op. Mit blogforbrug bliver imidlertid sat lidt i bero mellem kl. 8 og 17, så jeg rent faktisk kan få sat de ord sammen, som jeg bliver betalt for at gøre.

Jeg skylder for øvrigt snart et billed af enoooormt flot stykke strikketøj, som skal passe en på ca. 4 måneder…..

Fnis fnis

Der var nogen, der i går havnede på min blog, fordi de googlede escortmand København. De må være blevet slemt skuffede…

One of those days

Inde i min krop er det allerede fredag eftermiddag og tid til weekend. Ikke fordi det ikke er rigtig fint at være her på arbejde. Det er bare som om, at min krop og min hjerne er klar på weekendsleg og ikke den her fondansøgning til Trygfonden, som efterhånden hænger mig ud af halsen. Det er ikke så meget fordi, at det er Trygfonden, men mest fordi jeg ikke har lavet andet de sidste uger end at lave fondsansøgninger. Det begynder at blive trivielt. Kunne de ikke bare have brug for de samme oplysninger alle sammen, så jeg ikke skal lave dem om hele tiden?

Derfor er mit forbrug af nyheder, facebook og blogs nok også lige stort nok i dag.

Til gengæld venter ANDEN forude!

 

Statistikker

Statistikker her på bloggen er en sjov ting.  Det er jo ingen hemmelighed, at bloggen har ligget lidt stille på det sidste, men så efter et par hurtige opdateringer de sidste par dage er antallet af besøgene steget markant.

Hvor dælen ved de fra, at der er nye indlæg?

Jeg må nok virkelig snart hoppe på maven af IT-Caroline, som skal installere noget Google Analytics, så jeg kan forstå det. Og jo, jeg har sgude prøvet at installere det selv – men det var en umulighed.

Lyden af en søløve

Kære psykopathoste og feber, det har været hyggeligt at hilse på jer, men da jeg prøvede at sige i sidste uge, at jeg skulle videre, så mente jeg det faktisk. Kan I have det rigtigt godt. Hej hej

 

Jeg ligger nu i min seng igen – det er som om, at min krop ikke rigtig længere ved, hvordan det er at være uden feber eller forsøge at hoste indvoldene ud af lungerne. Jeg var egentlig på arbejde i går, og jeg følte det ikke sådan heeman-agtigt, men feberen kom væltende og jeg blev smidt hjem under dynen. Nu vælter jeg ikke så meget – ligger ret stille under dynen og hoster og hoster og hoster.

‘Signe, du ved godt, at der er noget kold lungebetændelse i omgang, ik’?’ JO, og jeg har sgu’de været nede hos lægen for en gangs skyld for at blive testet. Der var ingenting. Altså kold lungebetændelse. Både ham den dejlige ved min side og mine kollegaer er i hvert fald ikke i tvivl, om at der er noget. Der er i hvert fald noget eller nogen, der holder en fest nede i bunden af mine lungebasser.

‘Signe, du lyder lidt som om, at du har ret ondt af dig selv?’ DET HAR JEG OGSÅ!! Er det mon fordi, at jeg er blevet 30, og at min krop er gået i forfald? Kan det være fordi, at jeg først fik varme på mit kontor i sidste uge? Eller fordi jeg knuselskede en lille lækker snotunge for nogle uger siden, som har sået små basciller inden i mig?

Til gengæld har jeg tid til at opdatere mig på, hvad der sker på mine ynglingsblogs. Hurra

 

Tid til bekendelse

Jeg har det egentlig lidt ambivalent med det her bloggeri. Hvem kigger med, hvor privat har jeg lyst til at være, er det jeg skriver nu interessant nok, godt skrevet, har jeg sat kommaerne det rigtige sted? Bottom line er, at jeg pludselig er blevet meget forfængelig, omkring det jeg laver og skriver. Det er også derfor, at jeg ikke har gjort noget for at råbe højt omkring bloggen – jeg ved, at jeg har to læsere. De står mig begge meget nært, og jeg tør godt være grim, uformulerende og forkert-kommasættende over for dem. Der holder jeg mit fokus, når nu jeg skriver det, jeg har tænkt mig i det her indlæg. For at komme med den sidste undskyldning inden jeg skriver det, jeg egentlig vil skrive, så er jeg ikke blevet blogger for at dele mine inderste tanker med hele verden. Jeg blogger af to årsager:

1. For det første er jeg ret vild med at skrive og efter et meget akademisk speciale og ti måneder som nyuddannet jobsøgende, er mine skriverier blevet rustne, usammenhængende og mangler det flow, som jeg tidligere altid har kunne finde frem.
2. For det andet er bloggen her et outlet for mine tanker og overvejelser, som lige nu er store, grænseoverskridende og til tider meget forkerte. Det er også grænseoverskridende at skrive det her, men jeg har tænkt over det i flere dage. Jeg har læst og surfet dejlige blogs og er blevet dybt inspireret til at kaste mig ud i det svære, meget åbenhjertige og nære hos Hverdagsjunkien og Sortmejsen.

Jeg har i de sidste måneder måtte erkende, at jeg ikke var uovervindelig, jeg kan ikke klare alt og jeg ikke nødvendigvis kan få alt det, som jeg gerne vil ha’ – lige nu et JOB. Det startede med et galoperende hjerte, trykken for brystet, adrenalin i kroppen (lidt ligesom sommerfuglene i maven, der flyver rundt, imens du sidder i metroen på vej på en lang eksotisk rejse) – den var der bare konstant. Så kom følelsen af, at kroppen var for lille – at min hud var for stram til min krop. Så kom tårerne. På den helt ustyrlige fosterstillingsmåde. DÈR, lige præcis der, gik det op for mig, at jeg var oppe imod noget, som jeg ikke selv længere havde styr på eller kunne kontrollere. Det var en fredag formiddag, kl. 12 ringede jeg og snakkede med stress-Eva i fagforeningen, 12.05 ringede jeg til min kære elskede faster og tudbrølede. Kl. 13, efter fem kamprøgede cigaretter, holdt jeg oplæg. Det er utroligt, hvad man (jeg) kan, når man (jeg) skal.

Nu er der gået syv uger med en sygemelding, og jeg er blevet en case i kommunen. Jeg troede bare, at jeg skulle have to ugers pause fra jobsøgning, a-kasse, anden aktøren og andres krav til min performance. Nu er der gået syv uger, og jeg er stadig ikke klar. I morgen kan jeg fejre tre uger uden nogle fysiske symptomer på stress – hurra. Nu er jeg meget målrettet omkring også at slippe af med de dage, hvor det hele er gråt og beige, og hvor kroppen er tung, og sindet og mundvigene vender nedad.

Heldigvis har jeg en sød læge. Åh, hvor jeg hører om mange dårlige læger, der ikke er spor hjælpsomme i kampen mod den onde stress-kamp. Hun har givet mig psykolog-Henning. Jeg har kun mødt ham én gang, og jeg er allerede fan. Han har givet mig lektier for. Jeg skal skrive tre ting ned om dagen, som gjorde mig glad. Det er rigtig nemt på de gode dage – på de dårlige er det svært. Samtidig skal jeg tænke over, hvad der gør en dag god eller dårlig. Det er utroligt, hvor meget den lille øvelse har gjort omkring min egen bevidsthed om mine valg og ikke-valg. Indtil videre har jeg opdaget, at hvis jeg, inden jeg falder i søvn, tænker på de ting, jeg skal lave dagen efter, så vågner jeg gladere. Det gør mig også virkelig glad, at jeg har de dejligste venner, som alle gør sit at bidrage til den positive stemning.

Midt i alt det her er håbet og troen på, at det nok skal blive bedre meget stort. På de gode dage som i dag krøller jeg mig ud af fosterstillingen, nynner sange, går glad alene rundt om søerne, ryger en masse forbudte cigaretter og lige nu sidder jeg på mit kaffekontor aka Laundromat. Her er rart og trygt, og jeg har siddet her og arbejdet mange mange gange efterhånden.

Nu sidder jeg glad og stolt over, at jeg rent faktisk gjorde det. Jeg har nu råbt det så højt, som det næsten er muligt, at jeg befinder mig på grænsen af depression og med en diagnose på stress i bagagen. Sikken et afløb.