Det tveæggede sværd

Min mor skal giftes i morgen. Jeg er glad på hendes vegne, og hun har jo fundet sig en rigtig dejlig mand. Der er der ikke noget at sætte en finger på.

Alligevel føles det gevaldigt akavet og underligt, og jeg har været ved siden af mig selv i de sidste uger. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle holde tale eller lave gak og løjer. Beslutningen er, at det kan jeg ikke. Jeg er allerede shaky her dagene før, hvordan vil det så gå på dagen. Der er stor chance for, at forventningerne til mine underholdende talende evner bliver vældigt skuffede. Under normale omstændigheder taler jeg til enhver forsamling, der gider at høre på mig. Her er jeg ikke sikker på, at de har lyst til at høre det, som jeg vil sige…

Bottum line er, at jeg er frygtelig bange for, at talere og indslag kommer til at handle om, hvor lykkelig hun er nu. Det er meget svært ikke at komme til lidt at føle, at jeg er vokset op i en løgn. Det ved jeg ikke er rigtigt. Men det er svært at sætte sig ud over.

M er med mig, og det hele skal nok gå, og det bliver sikker også smukt.

Håret

Mit hår gror ud!!

I løbet af den sidste måned er mit hår begyndt at gro ud igen. For næsten to år siden tabte jeg meget af mit hår. Den gang vidste jeg ikke, at det var min krops måde at fortælle mig, at jeg var stresset. Jeg har altid haft det tykkeste hår, men har i nu godt to år affundet med med den slukne portion proteinstrå ovenpå hovedet. Til gengæld er der nu små fimrehår over det hele – ovenpå hovedet, rundt om ørerne og nu også i pandehåret. Lige nu er det ikke specielt kønt, men jeg er glad!

 

Whoooooo

Den sidste uges tid har jeg kørt  i tog om morgenen – det er simpelthen for koldt til mig. Som regel går det helt uden problemer – mig og cyklen kommer fint ind og ud af tog. I dag fik jeg lyst til at synge: ‘vores togchauffør kan ikke køre tog, køre tog, vores togchauffør kan ikke køre tog….’ – to gange bremsede han meget hårdt midt i ingenting, så flere næsten væltede og på Nørreport valgte han at stoppe toget for tidligt på perronen, dørene åbnede lige ud til mur. Han opdagede det og kørte de 20(!) meter længere frem. Jeg tror på, at han har haft en dårlig morgen eller har en lille skid på. God weekend herfra….

Min weekend består af gamle gensyn fra min højskole – nu med to små unger med. Det er nye tider. Søndag skal lille Laura have sit navn, og jeg glæder mig til en dag sammen mit de ganze Familie. Det bliver også lidt spændende – mine forældre skal være sammen for første gang siden min fødselsdag for 1½ år siden, hvor det mildest talt gik rigtig skidt. Min mor skred midt i det hele. Det siger ikke så lidt, når det ellers er en meget drama-forladt familie, jeg har. Nå, jeg har tænkt mig at tage M under armen og ja-hatten med, så skal det nok gå.

Nå ja, så blev mit strikketøj færdigt i går – eller næsten, jeg mangler seks pinde, og det betyder jo næsten færdigt. Jeg vil nu sende tante Hanne, eller hvad hun hedder, en hilsen om at lave mere udførelige strikkeopskrifter, så grødhoveder som mig også kan forstå den, og ikke skal trevle så djævelsk meget op. Jeg kunne have været færdig for en måned siden. Jeg vil se, om jeg kan huske at tage et billed af pragtpræstationen – den er blevet så fin og alle bliver så imponeret – ikke mindst mig selv….

 

Nye højder

Jeg er lige landet på arbejde – to timer senere end jeg plejer. Min nøgler er forsvundet et sted mellem Istedgade og Ryparken. Jeg har har ellers rekorden i ikke at smide ting væk – mine nøgler, telefoner og tasker har jeg altid haft styr på. Indtil i dag. Og det hverken overrasker eller frustrerer mig – underligt nok. Det er selvfølgelig irreterende, men det er jo bare nøgler. De ligger et sted helt alene, mine tre nøgler. Med min lædermus, som jeg fik af en vietnamesisk gadehandler for 4 år siden.

Mit fundament ryster lidt i disse dage, men jeg har min rodfæstede kæmpe derhjemme, der holder mine ben på jorden. Jeg er kampklar over for kaos – I kan bare komme an, for jeg har ikke tænkt mig at lade mig falde den her gang!

Januar

Overskuddet står ikke i kø i de her dage, og positivismen er svær at finde. Jeg har allermest lyst til at rejse til hullabullaland og hive stikket i en måneds tid. Det går bare ikke. Jeg ved godt, at det er januar – og alle andre også synes, det er lidt synd for dem, når vækkeuret ringer. Jeg er bare sådan ret fyldt af ulyst – sådan generelt. Og ikke kun 6.20, når vækkeuret ringer.

Jeg ved, at jeg er den eneste, der kan ændre på noget. Jeg ved også godt, at jeg bare skal blive irritereret nok på mig selv og min destruktivitet, at jeg finder min indre power frem. Men lige nu har jeg ondt af mig selv og søber mig selv ind i ugideligheden og sukker. Måske jeg bare skulle holde noget ferie?

Men Signe burde du ikke være glad og tilfreds med livet? Jo, og det er jeg sådan set også – ret lykkelig egentlig. Bare træt.

Håber I andre har det dejligt og føler lidt mindre januar inden i…

Post-flytning

Så skete det endelig – alle ting fra Nørrebro er nu samlet på Vesterbro. Det gik smertefrit – bortset fra nogle trætte ben og arme. Sengen overnattede den første nat i dens nye hjem og blev ikke efterladt i opgangen i frustration over, at den ikke kunne komme op. Der var endda skaffet reb og sav til enten at fire den op over altanen eller til at skære sengen over med. Intet kom i brug. Der blev målt og overvejet et par minutter, og så kom den op af opgangen på under ti minutter. Hold da op, hvor har vi brugt mange timer på at udtænke, hvordan den madras skulle komme op.

Ellers må jeg sige, at det var den mest smertefrie flytning, jeg har foretaget. Det er ifølge borger.dk 8. gang, at jeg flytter siden jeg flyttede fra Lolland i 2001. Jeg har nok omtrendt verdens bedste og stærkeste venner.

Til gengæld gjorde det en smule ondt sådan at flytte fra min elskede lejlighed. Der er ikke et sekunds tvivl i mit sind om, at det er den rigtige beslutning, og jeg vil jo M med hud og hår og med alt, hvad jeg har.

Men den lejlighed har været MIN. Mit første hjem, som jeg har boet i helt alene, og som jeg helt selv har bestemt over.

Det har også været her, hvor jeg i seks måneder, hverken kunne finde frem eller tilbage i mit liv, hvor stressen hamrede derudaf, og hvor lejligheden i den grad bød på trøst og tryghed.

Det kulminerede fredag aften, hvor jeg pakkede det sidste ned alene, inden M kom og hjalp. Jeg måtte både have øl og cigaretter for at kunne klare mosten.

Jeg er desværre ikke sikker på, at røg kan stoppe mine stress-drømme og urolige nattetimer. I nat drømte jeg for anden gang, hvordan jeg kærestede med andre mænd end M – og i nat var jeg endda gravid. Hvad sker der for det? Er der mon nogle drømmetydere, der kan forklare betydningen af det?

 

Confit de conard mødommen er taget

Jeg elsker and. Det kommer nok ikke som en overraskelse taget de mange indlæg om and i sidste uge i betragtning. Turen gik til Frederiksværk i fredags, hvor der var to store lækre ænder, brunede kartofler og sovs i litervis. Jeg var tæt på at røre lidt af himlen et øjeblik….

Lørdag brugte jeg det meste af formiddagen i Inco med ham ved min side og hans far. Noget med at kigge lang tid på sild, fnise over risengrød konserveret i dåse, som kan spise både kold (wtf?) eller varm, lækkert kød som mister alt lækkert, fordi det er pakket sammen med 8,9 kg andet meget lækkert kød. Sildene var egentlig målet, men på samme vis som i IKEA, så kommer man ikke kun ud med det, som man egentlig skulle have. Vi faldt også over en dåse confit de conard.

Fordi jeg elsker and og er et madøre på sammen vis som ham ved min side, har vi kigget meget på opskrifter efter dette stykke lækre and i fedt. Så vi måtte selvfølgelig prøve det og og åhhhh hvor var det skønt!!! Vi skal nok ikke spise det hver dag – er I klar over, hvor meget fedt, de ligger i? Men jeg er helt med på, at det er noget, som jeg bliver nødt til at indtage bare ind imellem.

Weekenden bød nu også på Tina Dickows dokumentar True North, som blev vist i Cinemateket i går i forbindelse med CPH-DOX. Den var rigtig fin.  Jeg går jo ikke sådan rundt og er fan af noget – og har aldrig gjort. Men Tina Dickows musik betyder noget ganske særligt for mig, og holdt mig trygt i hånden, imens jeg kæmpede mig ud af min stress og mit mørklagte sind. Optagelserne er fra Koncertsalen, hvor hun gav flere koncerter både i år og sidste år. Jeg var inde og se hende – både i år og sidste år, så på den måde var der ikke nogen overraskelser. Jeg kan klart anbefale  den, hvis du kommer i nærheden.

Nu kalder den sidste fondsansøgning – og jeg glæder mig sådan til at lave noget andet. Håber og krydser fingre for, at der snart kommer nogle gode resultater, så jeg evt. kan bliver forlænget.

Ude i den virkelige verden

Så er jeg sørme blevet raskmeldt – eller det vil sige, at jeg nu har meldt mig ledig igen, og derfor officielt er helt rask. Det går rigtig godt!! Jeg har nu i mere end en måned haft det rigtig godt – på den der helt overstadige dejlige måde. Det er stadig virkelig mærkeligt at tænke tilbage på, hvor syg jeg rent faktisk har været. Især når jeg nu sidder her glad, tilfreds, med mod på det, der skal komme og omgivet af de dejligste mennesker.

Jeg var i går ude for at holde oplæg omkring branding, sociale medier, pressestrategi og hjemmeside for et værested for indvandrerkvinder. Jeg var lidt spændt på det inden, for jeg har ikke sådan været ‘på arbejde’ i mere end seks måneder – men min krop gav ikke det mindste lille vink fra sig, og jeg er så glad. Det bekræfter mig bare i den grad i, at mit stress ikke er arbejdsrelateret, og jeg stadig kan noget af det, som jeg hidtil har påstået jeg kunne. Jeg har rent faktisk også søgt et helt rigtigt job, et af dem med store forventninger, arbejdspres og løn. Nu må vi se – jeg synes selv, at jeg har skrevet en god ansøgning og ringet og snakket med dem – de kunne dog godt være et sted, som får en milliard ansøgninger, hvor 90 % har 10 års erfaring. Det må jeg vende tilbage med…. Hvis ikke det med et job af den virkelige karakter, så starter jeg i løntilskud her i løbet af de næste par uger. Det er lidt sjovt og lidt grænseoverskridende med den her uvisse fremtid.

Alle mine små skridt, der vidner om min absolutte retur til den virkelige verden, er afprøvende, forsøgende, angstprovokerende, fyldt med nysgerrighed og rigtig mærken efter helt inden i kroppen. Selvom jeg er virkelig træt af hele tiden at mærke efter helt ind i kroppen…….

De sidste fysiske tegn på, at jeg har været syg er næsten væk. Jeg taber ikke længere håret – det er klippet så fint, og jeg nyder sådan at kunne have mit hår hængende ned. Mine negle er tilbage i god form – de gror pænt, lige og uden at smuldre. Jeg ligger mærke til de små ting og jeg sætter meget pris på det!!

 

Intet nyt er…

“Jeg synes ikke, at du har skrevet på din blog på det sidste?”

Sådan lød det lidt tidligere i dag fra en god veninde. Det mest ophidsende svar, jeg kunne gi’, lød i retning af: “Jeg er ikke rigtig inspireret de her dage”.

“Måske det ikke var ikke helt rigtig med den blog så?”

“Jo, jeg er stadig vil med bloggen – og jeg skal nok snart komme ind i kampen igen”

Imens jeg samler kræfter forsvinder siderne i Harry Potter and the Order of the Phoenix og fregnerne på næsen intensiveres.

Worst case scenario

Der har været lidt stilhed her på bloggen – jeg har måtte erkende, at min krop åbenbart ikke synes, at den er helt klar til at komme i gang med at søge efter arbejde igen. Det er i hvert fald min nye erfaring, at der ikke skal presses særlig meget før, at det gør rigtig ondt igen. Jeg har ikke været påvirket af de fysiske stress-symptomer i over to måneder, og så kom de fluks tilbage igen. Jeg søgte endda ikke engang et rigtig job – jeg skrev kun nogle mails. Christ! Så nu er jeg tilbage til at lave ingenting, og det er helt klart bedre end at føle sig syg.

Jeg har også lige måtte igennem en angst for at gå fra at være sygemeldt til at være kontanthjælpsmodtager – og være der resten af mit liv. Det vil jeg ikke – og jeg er stadig meget opsat på, at jeg ikke skal ende der. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kommer jeg aldrig til at kunne varetage et job, når jeg her efter næsten tre måneders pillen-i-min-egen-navle stadig får det rigtig skidt, når jeg sætter mig foran computeren for at skaffe mig et job? Det kan kun tiden vise, men jeg har altså ikke tænkt mig at give op uden kamp – basta.

Jeg drømmer om, at der er nogle, der har lyst til at give mig et højskoleophold – måske det ville være godt. Selvom jeg nok ville være alderspræsident.

Så nu er jeg tilbage hos Harry Potter – og det er sgu godt!! Kulturdage på onsdage – stay tuned. Jeg overvejer også at finde nogle forelæsninger, jeg kan gå til. Der er ingen grund til at parkere de små grå, vel? Samtidig sender jeg taknemmelighed mod årstiden, for hvor er livet bare noget sjovere og nemmere, når solen skinner.