På cykel til Kullen

I sidste uge var jeg tre dage på cykel til Sverige med telt og regntøj og en af bedstevennerne. Det var simpelthen så hyggeligt, meget vådt den første dag, enormt smukt, bakket og bare virkelig dejligt sådan at være ude hele døgnet.

Sådan en tur afføder selvfølgelig også nogle spørgsmål som; hvordan kan det være, at svenskere har græsplæner som var det golfbaner? Jeg har da aldrig i mit liv set så pæne og velorganiserede haver, som dem vi så. Jeg har desværre ingen billeder, men I må tage mig på mit ord….

Til gengæld har jeg billeder af to cykler med oppakning, regntøj fra halvfemserne og en bedsteven:

Vi startede ud på den ret tørre udgave med tog til Helsingør og med færge over til Helsingborg. Det var dælme nemt og hurtigt. Vi stod oppe på færgen og måtte bare grine af, at vi stod der i regntøj fra 90’erne, med cykelhjelme og med regnen silende ned. Første stop blev Helsingborg borg, men det var nu hurtigt set. Så kørte vi ca 5 km nord for Helsingborg, hvor Sofiero ligger og er der, hvor Dronning Ingrid voksede op. Det var et fint at se og faktisk ret informativt – også selvom jeg ikke har den store royale interesse. Haven skulle være noget for sig – og det kunne vi godt se igennem regnen, men det blev altså kun til en lille tur. Så kørte vi langs med kysten af meget fine cykelstier væk fra hovedvej og op til Mølle og Kullen/Kullaberg. Lyset var helt vildt oppe på spidsen af Kullen – meget ligesom i Skagen. Billedet her er fra Fyrtårnet, hvor der var en fin bænk, meget smuk udsigt og ophold i regnen.

Solnedgangen over Mølle var vidunderlig smuk. Der er noget med solnedgange, som er virkelig specielle og meget smukke. Det har så resulteret i, at jeg har uendelig antal billeder af solnedgange, og her er et til:

Regnen stoppede, vi slog telt op og sov trygt. Næste morgen så vi et fint lille skilt til Arrild, som skulle være vores næste stop – desværre gik der noget galt med vores retningssans, mangelfuld skiltning eller dårlig kortlæsning. Vi endte ude på en mark med køer. Andre ville nok tænke, hey der her ser ikke helt cykelvenligt og farbart ud, men ikke for os. Derfor endte vi med at slæbe cykler gennem mudderpøl og bære dem over hegn for at komme ud på den anden side. De 5 km smutvej tog 3 timer og endte med ikke at være smutvej på nogen måde…. Humøret var for det meste højt – indtil jeg blev så sulten, at alle mine kræfter og ben forsvandt. Heldigvis havde jeg stærk mand med mig.

Det var en laaang dag med absurde mængder af bakker, høj sol og en stor omvej. Jeg vil anbefale andre, der cykler langs kysten til Båstad, at de i Ängelmark ikke tager den smarte skiltede cykelrute, men kører ad cykelstien langs med vandet. Det kostede os en times kørsel, som til gengæld var meget smuk. Endelig nåede vi Båstad, som er total idyl. Her spiser vi morgenmad nede ved havnen i totalt lækkert vejr.

Så gik turen hjem igen med toget.

Søndagshygge

I søndags var der dømt potten rundt. Først gik turen til den jødiske kirkegård på Møllegade, mændene fik fine kalotter på, som jeg desværre ikke fik noget billed af – det var ellers ømt. Kirkegården er normalt lukket land, men den er åben for tiden – jeg kan i den grad anbefale af gå en lille tur forbi. Ikke fordi det er en stor fest eller begivenhedsrigt, men fordi det er et stykke historie og så mange liv med hver deres fortælling, som vi aldrig kommer til at kende.

Dagen startede egentlig ud med absurde mængder regn, men efter kirkegården gik turen til Stella Polaris i Østre Anlæg, hvor vi pakket med sorte sække, tæpper og snacks brugte resten af dagen. Solen skinnede, og jeg var blandt dejlige mennesker.

Moby gav den gas i en akustisk version – det var virkelig fantastisk. Da jeg rejste rundt i Australien første gang i 2003 til 2004 var Moby en tro rejseven i mine ører, så jeg tog lige en tur ned af memory lane.

Holger the Dane

For 10 år siden (jeg er helt chokkeret, nu hvor det går op for mig, at det jo er så mange år siden) havde vi en udvekslingsstudent i min familie – Fiona. Hendes gode veninde Marianne, som jeg selvfølgelig også kender godt efter al min tid i Sydney, har været her i den sidste uge. Jeg sætter SÅ stor pris på, at jeg har venner ude i verden, som jeg kun ser med års mellemrum, og så samler man bare tråden op fra sidst og fortsætter, som om det kun er en uge siden. Helt basalt, så har det bare været en sindssyg god uge, hvor vi ikke har lavet så meget andet end at stikke næsten ned i en flaske hvidvin, røget en hules masse cigaretter (må snart på noget afvending), spist en masse god mad og set skønne mennesker.

Vi nåede også at vende snuden mod Kronborg og Holger Danske – tænk, at han bliver oversat til Holger the Dane… Det var en af dagene i sidste uge, hvor det bare væltede ned…. Vi fik dog tørvejr til både en tur rundt om Kronborg og picnic på havnen.

 

En tur ind i en tidslomme

For nogle uger siden tog jeg nogle timer ind i en forlængst glemt tid, som mest af alt giver mig billeder af folkelige skovture med øl og snaps for 60 år siden. Hvis vi så på gennemsnitsalderen, så var der nok også deromkring. Turen gik til en af familiehaverne på Frederiksberg, hvor den stod på De Farende Svende, smørrebrød, rød og hvidternede duge og gode venner. Vi blev næsten medlemmer i en bowlingklub i Rødovre, hvor de lige manglede tre raske boldkastere. Holdet havde lige vundet klubmesterskaberne, så det var rimelig fristende. Det ville så blive den eneste gang, hvis jeg kom med på holdet – jeg har kun bowlet to gange i mit liv og det før som bekendt ingen mester.

De farende svende var også en oplevelse i sig selv – vi blev lidt i tvivl om, om de havde lånt deres fine veste af Jensens Bøfhus’ tjenere. De sendte os i den grad på tur til mormor og dansktop-dage – og underholdningen var hjemme.

 

Lidt billeder fra dagen, hvor vi på det første lige aner klubmestrene fra Rødovre:

 

 

Åhhh, de smukke unge mennesker….

HALLO mænd!

Nu skete det igen – og denne gang overhørte jeg bare en samtale, imens vi stod i bar røv nede i badet i fitness. Endnu en kvinde, der møder en mand, som giver et decideret frækt tilbud, men lige glemte at sige, at han for øvrigt er gift og har to små børn.

Jeg har oplevet det selv og mange (flere end fem!) veninder, der inden for de seneste måneder har mødt enormt imødekommende, charmerende, lækre og umiddelbart virkelig dejlige mænd. Og hvad sker der så for, at de giver den max gas og nærmest giver én indtryk af, at man som kvinde er tæt på at være det ottende vidunder, og så lige har sin kæreste liggende derhjemme med deres to måneder gamle barn. LORTE MÆND. De sku’ i benlås, som min gode veninde ville sige. Er der nogle, der kan forklare mig, hvorfor mænd lige pludselig får sådan et stort behov for at svinge med lemmet, når de burde have fokus på deres kæreste og barn? Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kaste mig ud i det med kombinationen mand og barn, hvis manden alligevel synes han skal kaste sig over andre kvinder, når man nu har fået det der barn. Jeg er godt og gammeldags FORARGET!

Det var opkast nok for i dag.

Bizart

Nogle gange oplever man meget mærkeligt ting – påsken har budt på to meget bizarre ting. Den ene er mere bizar end den anden.

Jeg var ude med en god veninde til øl og solnedgang over søerne lørdag aften. Da øllene var drukket, rykkede vi videre på en café senere. Vi sidder uden for og det går rigtig fint – i første omgang. På et tidspunkt sidder jeg der alene og lidt underlig ung mand kommer og sætter sig ved siden af. Vi snakker et kort øjeblik, min veninde kommer tilbage og pludselig drikker han hendes øl i én stor mundfuld. Det skete bare så hurtigt, at vi var helt mundlamme – vi kigger på ham, vi kigger på hinanden, kikker på ham og imens, så bæller han sgu også min øl den lille slambert. Da han begynder at tage min taske, vågner jeg op fra min mundlamme situation og får tungen på gled. Det er virkelig meget meget sjældent, at jeg bliver sur eller vred, men her kom det fuldstændig umotiveret stort og voldsomt.

Det kan så godt betale sig at være sladrehanke nogle gange – vi fik nye øl og smidt vores ølhungrende klamme ven væk. Tak Plenum. Samtidig blev vi bedste venner med det par, der sad ved siden af. Bizar oplevelse var i den grad en ice-breaker.

Søndag var jeg til noget påskefrokost i familien efterfulgt af rundbold på plænen (jeg har så været øm i inderlår og mavemuskler siden – måske jeg skulle gå til rundbold frem for fitness). Imens vi spiller, kører politiet forbi – først motorcykel, så civilbil – begge med udrykning. Et øjeblik efter kommer der en lille bil drønende med hvinende dæk ind på parkeringspladsen, der ligger op af vores rundboldbane. Ud småløber en egentlig pæn kvinde i sådan 50’erne hen over plænen og ligger sig fladt på ryggen bag en busk. Jeg ligger mærke til det, da det er en virkelig bizar opførsel. To minutter efter kommer politiet ind på parkeringspladsen, undersøger hendes bil og åbner den (hun nåede aldrig at låse den). Imens har vi udsigt til det hele, og det bliver pludselig meget spændende. Vi konspirerer, og taget i betragtning af, at vi nok kommer frem til, at hun har været lidt småvissen, så er jeg faktisk lidt forundret over, at jeg ikke gjorde noget. Jeg er i den grad meget imod spritkørsel – jeg kan ikke komme op med et tidspunkt, hvor jeg kan retfærdiggøre det. Min familie var lidt mere tilbageholdende, men vi undrede os over den virkelig sløje betjent, som ikke kom over og spurgte os. Inde i haven havde vi god udsigt over foretagendet. Vi så alle fordelene ved den hæk, som vist nok egentlig er blevet klippet for kort.  Her stod vi så på række og GLOEDE over hækken.

Det skønneste er…

…. en fransk altan. Når solen forsvinder nede fra gården, så gadedrengehopper jeg op på 4., hvor jeg kaster mig i den dybe lænestol glædes dybt i sjælen over, at jeg har solen direkte ind i lejligheden et par timer endnu.

Endnu skønnere er det, at jeg (forhåbentlig) avancerer fra en fransk altan til en helt rigtig STOR altan til efteråret – skønt med skønt på!

En påske i snapshots

Uh, det er længe siden, at jeg har skrevet her. Påsken har behandlet mig yderst behageligt – det sammen kan jeg sige om solen. Den har stået på en tur til Svanholm og min bror og hans familie. Her har jeg mest transformeret mig ind til den alt-favnede-over-energiske faster, der altid gerne vil synge “Skorstensfejeren gik en tur”, “Jeg er en papegøje fra Amerika” og “Jeg er en lille undulat” ufatteligt mange gange og det samme for den “Den lille røde Brandbil”, der er ca. 5 sider lang. Det er utroligt, hvordan den samme bog kan være SÅ interessant SÅ mange gange.. Jeg var lykkelig – det samme gælder vist for Nikolaj.

Jeg nævner i flæng vores store oplevelser; fødsel af ko (som så var dødfødt), vi har vist køerne, hvordan man blæser sæbebobler, jeg har lært ham ord som påskehare og påskeæg, jeg er gået fra at være panner tena til at være panner Signe, vi har leget med geder, hopper virkelig meget i trampolin, lavet pandekager over bål, fodret hesten Mads med æbler, set på VIRKELIG mange maskiner (Nikolaj kan langt flere navne på dem, end jeg kan – og er lidt mere tålmodig med at se på dem køre frem og tilbage, frem og tilbage end fasteren), fasteren har til gengæld lært at løbe med 2½-årig på skuldrene, når de små ben blev trætte.

Her er et par snapshots fra tre herlige dage ude i solen:

Det er vist det, der hedder gede-tække – hvem havde troet det?

Det er ren og skær lykke det her!

Tid til bekendelse

Jeg har det egentlig lidt ambivalent med det her bloggeri. Hvem kigger med, hvor privat har jeg lyst til at være, er det jeg skriver nu interessant nok, godt skrevet, har jeg sat kommaerne det rigtige sted? Bottom line er, at jeg pludselig er blevet meget forfængelig, omkring det jeg laver og skriver. Det er også derfor, at jeg ikke har gjort noget for at råbe højt omkring bloggen – jeg ved, at jeg har to læsere. De står mig begge meget nært, og jeg tør godt være grim, uformulerende og forkert-kommasættende over for dem. Der holder jeg mit fokus, når nu jeg skriver det, jeg har tænkt mig i det her indlæg. For at komme med den sidste undskyldning inden jeg skriver det, jeg egentlig vil skrive, så er jeg ikke blevet blogger for at dele mine inderste tanker med hele verden. Jeg blogger af to årsager:

1. For det første er jeg ret vild med at skrive og efter et meget akademisk speciale og ti måneder som nyuddannet jobsøgende, er mine skriverier blevet rustne, usammenhængende og mangler det flow, som jeg tidligere altid har kunne finde frem.
2. For det andet er bloggen her et outlet for mine tanker og overvejelser, som lige nu er store, grænseoverskridende og til tider meget forkerte. Det er også grænseoverskridende at skrive det her, men jeg har tænkt over det i flere dage. Jeg har læst og surfet dejlige blogs og er blevet dybt inspireret til at kaste mig ud i det svære, meget åbenhjertige og nære hos Hverdagsjunkien og Sortmejsen.

Jeg har i de sidste måneder måtte erkende, at jeg ikke var uovervindelig, jeg kan ikke klare alt og jeg ikke nødvendigvis kan få alt det, som jeg gerne vil ha’ – lige nu et JOB. Det startede med et galoperende hjerte, trykken for brystet, adrenalin i kroppen (lidt ligesom sommerfuglene i maven, der flyver rundt, imens du sidder i metroen på vej på en lang eksotisk rejse) – den var der bare konstant. Så kom følelsen af, at kroppen var for lille – at min hud var for stram til min krop. Så kom tårerne. På den helt ustyrlige fosterstillingsmåde. DÈR, lige præcis der, gik det op for mig, at jeg var oppe imod noget, som jeg ikke selv længere havde styr på eller kunne kontrollere. Det var en fredag formiddag, kl. 12 ringede jeg og snakkede med stress-Eva i fagforeningen, 12.05 ringede jeg til min kære elskede faster og tudbrølede. Kl. 13, efter fem kamprøgede cigaretter, holdt jeg oplæg. Det er utroligt, hvad man (jeg) kan, når man (jeg) skal.

Nu er der gået syv uger med en sygemelding, og jeg er blevet en case i kommunen. Jeg troede bare, at jeg skulle have to ugers pause fra jobsøgning, a-kasse, anden aktøren og andres krav til min performance. Nu er der gået syv uger, og jeg er stadig ikke klar. I morgen kan jeg fejre tre uger uden nogle fysiske symptomer på stress – hurra. Nu er jeg meget målrettet omkring også at slippe af med de dage, hvor det hele er gråt og beige, og hvor kroppen er tung, og sindet og mundvigene vender nedad.

Heldigvis har jeg en sød læge. Åh, hvor jeg hører om mange dårlige læger, der ikke er spor hjælpsomme i kampen mod den onde stress-kamp. Hun har givet mig psykolog-Henning. Jeg har kun mødt ham én gang, og jeg er allerede fan. Han har givet mig lektier for. Jeg skal skrive tre ting ned om dagen, som gjorde mig glad. Det er rigtig nemt på de gode dage – på de dårlige er det svært. Samtidig skal jeg tænke over, hvad der gør en dag god eller dårlig. Det er utroligt, hvor meget den lille øvelse har gjort omkring min egen bevidsthed om mine valg og ikke-valg. Indtil videre har jeg opdaget, at hvis jeg, inden jeg falder i søvn, tænker på de ting, jeg skal lave dagen efter, så vågner jeg gladere. Det gør mig også virkelig glad, at jeg har de dejligste venner, som alle gør sit at bidrage til den positive stemning.

Midt i alt det her er håbet og troen på, at det nok skal blive bedre meget stort. På de gode dage som i dag krøller jeg mig ud af fosterstillingen, nynner sange, går glad alene rundt om søerne, ryger en masse forbudte cigaretter og lige nu sidder jeg på mit kaffekontor aka Laundromat. Her er rart og trygt, og jeg har siddet her og arbejdet mange mange gange efterhånden.

Nu sidder jeg glad og stolt over, at jeg rent faktisk gjorde det. Jeg har nu råbt det så højt, som det næsten er muligt, at jeg befinder mig på grænsen af depression og med en diagnose på stress i bagagen. Sikken et afløb.