Schhh, ik’ så højt

Jeg gjorde M pinlig i går.

…

Vi var i biffen og se ‘Fortidens skygge’, som Telia havde kastet i nakken på os. Det startede ud rigtig hyggeligt med, at vi mødtes efter arbejde og spiste lidt mad sammen, imens vi så lidt på livets gang på Sankt Hans Torv. Jeg savner det sgu lidt….

Men hvad sker der for, at vi skal se en helt almindelig krimi, og så er jeg ved at dø!! Tre minutter inde i filmen hvisker jeg, ifølge M alt for højt; ‘hvorfor ser vi sådan noget?’. Det var en total ruchetur for mit lille system, og jeg var ved at dø af skræk omkring 73 gange. På den der – jeg gisper virkelig højt, hvisker (råber) NEEEEJ, gemmer mig i M’s ærme. Mit hjerte er helt oppe i halsen – og det er først, da vi er kommet ud af biografen, at jeg opdager, hvor svedig jeg er med max puls. M blev en anelse mere forstående, da han mærkede, hvor meget jeg rent faktisk svedte, min puls var på en million og jeg var helt rød i hovedet. Tak for kampen film.

M synes den lignede for meget en kobling af en tv-serie, som det jo sådan set også er, og noget meget amerikansk og helte-agtigt. Ja, jeg blev jo godt revet med. Da M grinte til sidst, sad jeg med tårer i øjnene. Og ja, jeg er meget nem og sentimental og for lidt kritisk over for film.

Har for øvrigt sidste dag i dag. Det er helt sørgmodigt, men jeg glæder mig sådan til lige at have nogle dage fri og så give den noget gas på det nye arbejde. Hurra.

Søndagshygge

I søndags var der dømt potten rundt. Først gik turen til den jødiske kirkegård på Møllegade, mændene fik fine kalotter på, som jeg desværre ikke fik noget billed af – det var ellers ømt. Kirkegården er normalt lukket land, men den er åben for tiden – jeg kan i den grad anbefale af gå en lille tur forbi. Ikke fordi det er en stor fest eller begivenhedsrigt, men fordi det er et stykke historie og så mange liv med hver deres fortælling, som vi aldrig kommer til at kende.

Dagen startede egentlig ud med absurde mængder regn, men efter kirkegården gik turen til Stella Polaris i Østre Anlæg, hvor vi pakket med sorte sække, tæpper og snacks brugte resten af dagen. Solen skinnede, og jeg var blandt dejlige mennesker.

Moby gav den gas i en akustisk version – det var virkelig fantastisk. Da jeg rejste rundt i Australien første gang i 2003 til 2004 var Moby en tro rejseven i mine ører, så jeg tog lige en tur ned af memory lane.

Ofelia Beach

Efter en et par dage med monster-regn og en masse kaffe og kortspil med Marianne rykkede vi ned til Skuespilhuset fredag eftermiddag, hvor de spiller gratiskoncerter. I fredags var det Figurines og jeg elsker København for at have alle de her små events alle mulige steder. Marianne var så overrasket over alle de her gratis events – lørdag var vi til Bas under Buen. Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at holde fest under Bispebuen før  det er jo totalt oplagt til det… Det er jo et fantastisk koncept!

 

Holger the Dane

For 10 år siden (jeg er helt chokkeret, nu hvor det går op for mig, at det jo er så mange år siden) havde vi en udvekslingsstudent i min familie – Fiona. Hendes gode veninde Marianne, som jeg selvfølgelig også kender godt efter al min tid i Sydney, har været her i den sidste uge. Jeg sætter SÅ stor pris på, at jeg har venner ude i verden, som jeg kun ser med års mellemrum, og så samler man bare tråden op fra sidst og fortsætter, som om det kun er en uge siden. Helt basalt, så har det bare været en sindssyg god uge, hvor vi ikke har lavet så meget andet end at stikke næsten ned i en flaske hvidvin, røget en hules masse cigaretter (må snart på noget afvending), spist en masse god mad og set skønne mennesker.

Vi nåede også at vende snuden mod Kronborg og Holger Danske – tænk, at han bliver oversat til Holger the Dane… Det var en af dagene i sidste uge, hvor det bare væltede ned…. Vi fik dog tørvejr til både en tur rundt om Kronborg og picnic på havnen.

 

Godt det ikke er mig

Jeg har lige læst den her anmeldelse af Martin Brygmanns nye show “De fleste ulykker sker med lemmet”. Jeg er faktisk ret forarget over, at anmelderen kan tillade sig at være så personlig i sin kritik. Med en overskrift som “Egocentrisk fiasko” efterfulgt af sætninger som “Martin Brygmanns show er barnligt, udtjent og abnormt selvoptaget”, “Havde den store og sjove dreng dog bare haft en voksen til at støtte sig” og jeg kunne godt komme med flere eksempler. Stakkels mand! Jeg får næsten lyst til at tage ud at se showet bare for at trøste Brygmann ved mit billetkøb og klapsalver.

Tøj som kanoner

Finanserne er små for tiden, men humøret er højt, så det betyder ikke så meget, og heldigvis vrimler den her by med gratis tilbud.

En af bedstevennerne har ferie i den her uge – og vi kan jo ikke have gratis museer, som vi ikke har været på. Derfor gik turen i første omgang til Tøjhusmuseet. Jeg fandt en liste over gratis onsdagsmuseer på aok.dk og læste derfor ikke mere om museet end, at det var gratis i dag.

Hvem havde troet, at et tøjhusmuseum ikke var med tøj, men kanoner????

Altså vi blev lidt overraskede, besluttede os for at tjekke det lidt ud nu vi var der – ingen af os har særlig stor maritim eller kanonførende interesse. Det resulterede i det her:

Bo gør sig klar

Så prøver han først den ene vej.

– og så den anden vej.

Jeg var nu heldig nok at få ham med ud i ét stykke, så vi kunne fortsætte turen. Bo ville rigtig gerne ind i det store bryghus, som ligger lidt længere nede ad gaden, så det var naturligt at spørge den søde ældre herre ved indgangen. Bryghuset kan man ikke komme ind i, men han var fuld af svar, da mine spørgsmål om bygningerne, havnen, kanalerne og Christiansborg trængte sig på. Derfor har jeg nu viden om:

1. Det tog Christian den 4. seks år at bygge hele området og øen, hvor Christiansborg nu ligger på. Sød ældre herre var selv meget imponeret over den hastighed.
2. Christian den 4. byggede et tårn, som er i baggården til Tøjhusmuseet, som han efter sigende gik op i hver dag for at besigtige byen og de igangværende byggerier. Men som manden sagde, så var kongen vældig stor, så han tvivlede på, hvor ofte han kom derop. Trappen er smal, og man skal gøre sig umage med ikke at få ondt i knæene, når man går derop.
3. Der var som en del af tøjhuset (våben, proviant og tøj) en havn, hvor skibene blev trukket ind i og fyldt op med nye forsyninger. Den er i dag fyldt op og huser det Kongelige Biblioteks Have.

Derfor var det naturligt at næste stop på turen netop blev bibliotekshaven. Den kendte jeg slet ikke til, men den er meget fin og meget stille. Der var et kæmpe træ (min botaniske evner er mangelfulde, men det kunne være noget med et kirsebærblomstertræ), som var lige ved at sprænge ud – virkelig smukt!! Jeg bliver stadig imponeret over, at der er små lommer i den her by, som jeg ikke kender til.

Vi var lige forbi det jødiske museum, men som Bo sagde, så kunne det naturligvis ikke være gratis – og vi fnes og gik igen. Det samme skete for Hofteatret, hvor vi gik op af den lange røde løber for at erkende, at det heller ikke var gratis. Det slog os ikke ud, men fortsatte til Kunsthallen Nikolaj.

Der havde jeg heller ikke været, men jeg tror jeg kommer igen næste onsdag. For det første er det en virkelig fed bygning, som tidligere fungerede som kirke. For det andet var der en virkelig virkelig fed udstilling af Gil og Moti. De er israelere, bosat i Holland, jøder og homoseksuelle. De vil gerne nedbryde barrierer mellem den arabiske verden og jøderne og opsøger derfor forskellige arabere i Holland og Danmark. Det er der kommet nogle meget meget fine portrætter ud af. Samtidig har de et stort kærlighedstema, hvor de har skrevet kærestebreve til en fiktiv Layla. Udstillingen varer til den 24. april, og jeg kan på det varmeste anbefale den. Det er gratis onsdag…