Strikke-novice

Den her vinter er dedikeret til, at jeg skal strikke mere end én ting. Jeg kan egentlig godt strikke – og mine hænder har på forunderlig vis skabt flere ting de sidste ti år. Jeg er bare meget langsom, og så taber jeg en maske og må vente på, at min mor kommer og redder mig. Hun er bare så langt væk, så det kan tage måneder. Sidste år blev det kun til en halv sok i str. 2 år. Det er ligesom ikke helt nok…

Nu vil jeg lære det. Så jeg jagter en ny-begynder strikkebog, som guider og fortæller med fine billeder, hvordan det liiiige er, at man kan redde sig selv. Hvis du har gode idéer, så sig endelig til!

Målet for i år er at strikke et nyt tørklæde, som skal gå sammen med min meget fine nye jakke. Det gamle tørklæde elsker jeg, men det er ved at tabe pusten lidt og er blevet slattent. Måske et i mørkegrønt? Et lys blå – det har jeg ikke helt besluttet mig for endnu…

Intet nyt er…

“Jeg synes ikke, at du har skrevet på din blog på det sidste?”

Sådan lød det lidt tidligere i dag fra en god veninde. Det mest ophidsende svar, jeg kunne gi’, lød i retning af: “Jeg er ikke rigtig inspireret de her dage”.

“Måske det ikke var ikke helt rigtig med den blog så?”

“Jo, jeg er stadig vil med bloggen – og jeg skal nok snart komme ind i kampen igen”

Imens jeg samler kræfter forsvinder siderne i Harry Potter and the Order of the Phoenix og fregnerne på næsen intensiveres.

Worst case scenario

Der har været lidt stilhed her på bloggen – jeg har måtte erkende, at min krop åbenbart ikke synes, at den er helt klar til at komme i gang med at søge efter arbejde igen. Det er i hvert fald min nye erfaring, at der ikke skal presses særlig meget før, at det gør rigtig ondt igen. Jeg har ikke været påvirket af de fysiske stress-symptomer i over to måneder, og så kom de fluks tilbage igen. Jeg søgte endda ikke engang et rigtig job – jeg skrev kun nogle mails. Christ! Så nu er jeg tilbage til at lave ingenting, og det er helt klart bedre end at føle sig syg.

Jeg har også lige måtte igennem en angst for at gå fra at være sygemeldt til at være kontanthjælpsmodtager – og være der resten af mit liv. Det vil jeg ikke – og jeg er stadig meget opsat på, at jeg ikke skal ende der. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kommer jeg aldrig til at kunne varetage et job, når jeg her efter næsten tre måneders pillen-i-min-egen-navle stadig får det rigtig skidt, når jeg sætter mig foran computeren for at skaffe mig et job? Det kan kun tiden vise, men jeg har altså ikke tænkt mig at give op uden kamp – basta.

Jeg drømmer om, at der er nogle, der har lyst til at give mig et højskoleophold – måske det ville være godt. Selvom jeg nok ville være alderspræsident.

Så nu er jeg tilbage hos Harry Potter – og det er sgu godt!! Kulturdage på onsdage – stay tuned. Jeg overvejer også at finde nogle forelæsninger, jeg kan gå til. Der er ingen grund til at parkere de små grå, vel? Samtidig sender jeg taknemmelighed mod årstiden, for hvor er livet bare noget sjovere og nemmere, når solen skinner.

Antikompetence

Jeg læser mange bøger for tiden, og jeg har lige grinet mig igennem Erlend Loes Doppler.

Den handler om ja, Doppler. Doppler er sgu flyttet ud i skoven – han var træt af at leve det, som han kalder et alt for kompetent liv med kompetente valg om fliser på badeværelset, børnenes opdragelse og et meget kompetent arbejde. Han slår en elg ihjel, som desværre (eller?) har en kalv, som nu bliver Dopplers bedste ven. Han døber den Bongo. Han skælder hans fireårige søn ud over, at han har lært sig selv at læse, imens han bor sammen med sin far i skoven.

Jeg kan virkelige virkelig anbefale den.

Jeg er vild med den underliggende kritik af, at vi alle stræber efter det perfekte liv, de perfekte børn, det perfekte job, de perfekte meninger, de perfekte møbler og dvd-afspillere.

Jeg er selv alt for tilbøjelig til at stræbe efter det perfekte –  men hvordan kommer vi ud over det og kommer til en accept af, at vi ikke er perfekte, og at det er ok?