Tag Archives: Weekend

Brud

6 feb

Min fars kæreste er gået fra ham. Det må man altså ikke – sådan gå fra min far!

Han virker nu egentlig rimelig fattet sammenlignet med, da min mor gik fra ham for 1½ år siden. Og jeg er ikke mindst meget fattet og kan tage trøstehatten på – det kunne jeg under ingen omstændigheder for 1½ år siden, og jeg bøvler stadig med konceptet skilsmissebarn.

Ellers har weekenden budt på noget sofa, film, visionsudvikling med Indvandrer Kvindecentret, som jeg har lavet en del arbejde for i de sidste år, gåture i frost og sne, pulled pork og øl med dejlige venner, mere sofa og film (I behøver ikke se The Dilemma – virkelig elendig) og jeg tror måske, at lille Laura kan få sin lille uldvest, når hun får sit navn på søndag. Den vest er meget learning by doing strikning, og jeg har mine tilføjelser til den opskrift, søde strikke-Hanne. Den er ikke lavet til nybegyndere, som ikke ser logik i strikketøj. M. er faktisk bedre til at se logikken. Til gengæld er jeg blevet rutineret i at pille op, samle masker op og prøve mig frem. Men jeg skal godt nok give den gas, hvis jeg skal nå det.

Ugen her er ugen, hvor vi skal beslutte os for noget med et skab. Åhh, hvor har jeg hede drømme om skab. Og jeg er selv meget distanceret omkring det, at jeg rent faktisk drømmer om skab og ikke giver f*ck i det hele og bruger de 15.000 kr. på at rejse. Det skab vil bare gøre virkelig meget for lejligheden, så vi rent faktisk kan komme af med ting, så de ikke bare ligger i bunker rundt omkring. Nu stopper voksen-snakken inden jeg får helt ondt i hjertet over at høre på mig selv.

One of those days

11 nov

Inde i min krop er det allerede fredag eftermiddag og tid til weekend. Ikke fordi det ikke er rigtig fint at være her på arbejde. Det er bare som om, at min krop og min hjerne er klar på weekendsleg og ikke den her fondansøgning til Trygfonden, som efterhånden hænger mig ud af halsen. Det er ikke så meget fordi, at det er Trygfonden, men mest fordi jeg ikke har lavet andet de sidste uger end at lave fondsansøgninger. Det begynder at blive trivielt. Kunne de ikke bare have brug for de samme oplysninger alle sammen, så jeg ikke skal lave dem om hele tiden?

Derfor er mit forbrug af nyheder, facebook og blogs nok også lige stort nok i dag.

Til gengæld venter ANDEN forude!