Søndag

Det er søndag, jeg har tjekket ud af tømmermændene fra i går og tjekket ind på Kaffeslabberasen, hvor jeg har arbejdet et par timer. Det er helt nostalgisk sådan at være af sted med mig og min computer på café, efter at have brugt evigheder på jobsøgning og blogging i foråret 2011

Egentlig er det ret utidigt sådan at arbejde på en søndag, men jeg har travlt for tiden, og M arbejder også. Så blev det på en eller anden måde lidt mere legalt. Plus dagen i går endte med tømmermænd, som slet ikke skulle have været….

Jeg har langt om længe fået opdateret mit ‘om‘, så det passer bedre med virkeligheden her 1½ år efter blogstart.

 

Det tveæggede sværd

Min mor skal giftes i morgen. Jeg er glad på hendes vegne, og hun har jo fundet sig en rigtig dejlig mand. Der er der ikke noget at sætte en finger på.

Alligevel føles det gevaldigt akavet og underligt, og jeg har været ved siden af mig selv i de sidste uger. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle holde tale eller lave gak og løjer. Beslutningen er, at det kan jeg ikke. Jeg er allerede shaky her dagene før, hvordan vil det så gå på dagen. Der er stor chance for, at forventningerne til mine underholdende talende evner bliver vældigt skuffede. Under normale omstændigheder taler jeg til enhver forsamling, der gider at høre på mig. Her er jeg ikke sikker på, at de har lyst til at høre det, som jeg vil sige…

Bottum line er, at jeg er frygtelig bange for, at talere og indslag kommer til at handle om, hvor lykkelig hun er nu. Det er meget svært ikke at komme til lidt at føle, at jeg er vokset op i en løgn. Det ved jeg ikke er rigtigt. Men det er svært at sætte sig ud over.

M er med mig, og det hele skal nok gå, og det bliver sikker også smukt.

Håret

Mit hår gror ud!!

I løbet af den sidste måned er mit hår begyndt at gro ud igen. For næsten to år siden tabte jeg meget af mit hår. Den gang vidste jeg ikke, at det var min krops måde at fortælle mig, at jeg var stresset. Jeg har altid haft det tykkeste hår, men har i nu godt to år affundet med med den slukne portion proteinstrå ovenpå hovedet. Til gengæld er der nu små fimrehår over det hele – ovenpå hovedet, rundt om ørerne og nu også i pandehåret. Lige nu er det ikke specielt kønt, men jeg er glad!

 

Ny begyndelse

I dag var første dag i mit nye liv og det tegner åhhh så godt. Mega søde mennesker, der alle var glade for at se mig. Det har nok mest noget at gøre med, at de mangler min position til at arbejde for dem, men alligevel…. Jeg har fået blomster og er helt overvældet af information. Jeg har brugt mine hjerneceller i langt højere grad end meget længe – og det er så evigt dejligt. Samtidig har jeg hilst lidt på stress-niveauet. Eller ikke stress som sådan, men min tidligere så velkendte symptomer på stress har lige hilst på. Jeg forsøger at hilse dem pænt velkommen og trækker vejret ned i maven og forsøger at have mig selv med. Jeg tror ikke, at det er skidt. Jeg tror kun, at det er et tegn på, at jeg nu skal til at lave noget af det, som jeg har sukket sådan efter de sidste år.

En af dagens højdepunkter var, da jeg opdagede, at jeg får en fin fin Iphone. Søde telefon du er meget savnet og jeg glæder mig til at begrave min gamle Nokia, hvor højtaleren er gået i stykker og samtale på gade er en umulighed.

9 dage

Jeg har ni dage tilbage på mit nuværende arbejde, inden jeg snupper et par dages ferie på hver side af en weekend, og har første dag på det der rigtige arbejde.

Jeg glæder mig helt vildt!

Det er også lidt sørgmodigt sådan at sige farvel til det sted, der med tålmodighed tog mig i hånden og ledte mig tilbage til et arbejdsmarked, som jeg i den grad følte mig ekskluderet fra. Der skete noget, da jeg en gang i januar kom til at kigge lidt for dybt ned i håbløshedens hul. Det gjorde ondt, og jeg blev bange. Bange for at jeg aldrig kom videre. Bange for at der ikke var en plads på arbejdsmarkedet til mig. I tvivl om, om jeg overhovedet havde noget fagligt at byde ind med. Så toppede jeg den med at gå til et gå-hjem-møde om stress – og mærkede alle stress-symptomerne sige hej. Det var en onsdag. Jeg græd, røg cigaretter og blev holdt lidt om af søde M.

Torsdag morgen hamrede jeg næven i bordet og sagde ‘fanme nej, om det skal få mig ned med nakken igen’. I den bevægelse skete der noget inden i mig. Jeg genvandt mit drive, min tro på det gode og jeg fandt mig selv igen.

Til alle jer, som havner herinde fordi I savner at høre om andres erfaringer med stress, så må jeg her trøste med, at der er en vej ud igen. Jeg troede ikke på det. Eller jeg troede jo godt på, at det nok skulle vende. Problemet er, hvordan man skal forholde sig til ventetiden. Jeg er ikke så god til at vente.

Boblende glæde

Den boblende glæde er her stadig, selvom den har følgeskab af et lidt vel tungt hoved ovenpå fejring i går.

Livet er skønt, og jeg har snart overblik over mine sidste uger på mit arbejde, inden jeg skifter stol. Jeg har været virkelig glad for at være her, hvor jeg er i dag, men jeg glæder mig sådan til at få fingre i noget nyt. Glæder mig til at blive udfordret, til at skrive en masse og lære en ny virksomhed at kende.

Som Journalisten sagde i går; ‘prøv at tænk på, hvor du var for et år siden’. Ret præcist for et år siden kunne jeg ingenting – brugte mest tid på at ligge i fosterstilling. Det føles så nært og så sært, at jeg i dag er mig selv igen – på en ny måde, men trods alt flakser ting sig for mig igen. Åhh livet er nu skønt.

Nye højder

Jeg er lige landet på arbejde – to timer senere end jeg plejer. Min nøgler er forsvundet et sted mellem Istedgade og Ryparken. Jeg har har ellers rekorden i ikke at smide ting væk – mine nøgler, telefoner og tasker har jeg altid haft styr på. Indtil i dag. Og det hverken overrasker eller frustrerer mig – underligt nok. Det er selvfølgelig irreterende, men det er jo bare nøgler. De ligger et sted helt alene, mine tre nøgler. Med min lædermus, som jeg fik af en vietnamesisk gadehandler for 4 år siden.

Mit fundament ryster lidt i disse dage, men jeg har min rodfæstede kæmpe derhjemme, der holder mine ben på jorden. Jeg er kampklar over for kaos – I kan bare komme an, for jeg har ikke tænkt mig at lade mig falde den her gang!

Svupti

For nogle uger siden skrev jeg om, hvordan min tålmodighed omkring min hukommelse var ved at være opbrugt. Det går bedre. Mest fordi jeg har øget opmærksomheden på hukommelsen og øvelsen i at være helt fokuseret og til stede i alle situationer. Det kan jeg selvfølgelig ikke være hele tiden, men det gør en ret stor forskel, når jeg arbejder, at jeg kun har fokus ét sted af gangen. Hurra for det!

Stress bivirkninger

– dem har jeg heldigvis ikke særligt mange af længere. Min hukommelse driller mig lidt, og jeg har ikke samme drive, som jeg havde før min stress. Det sidste kan måske have noget at gøre med at have været ledig og sygemeldt i 1½ år, og jeg derfor er ude af træning med, hvad det vil sige at lave noget, og at andre skal bestemme, hvornår og hvordan det skal laves.

Til gengæld kan jeg sige, at der er mange, der havner på min blog, fordi de googler stress bivirkninger – det er ca. fem om ugen. Det tyder jo på, at de savner samme form for information, som jeg gjorde. Det er utroligt, at der ikke er flere, der har skrevet bøger om det…

Det jeg savnede mest var to ting:

1. At der var nogen, der kunne fortælle mig, hvornår og hvordan jeg vidste, at nu var jeg rask.
2. At få guidelines så jeg vidste, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive rask. Uanset hvad det krævede.

Det var først, da jeg kom i fingrene af Markman, at det virkelig rykkede. Jer, der kommer herind, fordi I googler stress bivirkninger, forsøg via jeres læge eller jobcenter at komme derind – de flyttede bjerge for mig. De kunne også besvare mine to spørgsmål.

1. Du ved, du er rask, når du er det. Det var et meget utilfredsstillende svar, dengang jeg fik det. Til gengæld gav det totalt meget mening, dengang jeg var ved at være rask – det vidste jeg bare, at jeg var. Altså der var selvfølgelig dage, hvor jeg ikke kunne så meget. Det kom tydeligst frem, når jeg var sammen med mange mennesker – også selvom det var gode venner. Pludselig fik jeg kvalme og fysisk utilfredshed – og så måtte jeg gå hjem. Jeg har været åben omkring min stress-diagnose helt fra starten, så der er ingen af mine venner, der på nogen måde har forsøgt at presse mig, men blot sagt tak for i aften og sendt mig hjem. Sidste gang jeg måtte gå tidligt var til en kandidatfest i slutningen af juni – ugen før jeg mødte ham den dejlige ved min side.
2. Der er ikke så meget, at man kan gøre, når man har stress. Det var dog vigtigt for mig, at jeg både havde min stressgruppe hos Markman og min psykolog. Samtidig forsøgte jeg at arrangere mig sådan, at jeg skulle noget hver dag. Måske bare gå en tur, tage på posthuset, skrive en mail, lave et måltid mad eller noget helt andet – det var bare vigtigt for mig at have noget at stå op til. Især mandage var hårde – de kom som et chok ovenpå en hyggelig weekend med folk. Det gav derfor ret meget mening at jeg skulle stå op til noget. Jeg kom også til at gå ud af døren i høje hæle og alt for store kjoler tit, fordi jeg på en eller anden måde havde behov for at ligne en, der var en del af den pulserende verden, som jeg jo egentlig stod uden for der.

Jeg ved ikke lige, hvor den røde tråd i det her oplæg er endt, men jeg har bare rigtig meget behov for, at jer med stress, der kommer her forbi, får noget med herfra.

God 2. søndag i advent.

Det luner

Det har været råkoldt i dag. På den måde, hvor tanker om sne, the og varme boller kæmper om pladsen.

Jeg var i dag nede for at snakke med min læge. Som jeg skrev den anden dag, så er min korttidshukommelse noget så testet for tiden. Eller det har den jo været siden jeg var sygemeldt og jeg har været ganske tålmodig. Det er bare som om, at min distræthed/korttidshukommelse virkelig er ramt. Jeg oplever fx, hvordan jeg glemmer helt almindelige ord, når jeg skriver.  Altså jeg lever ret meget af at skrive – og det kræver altså ret meget ekstra tid hele tiden at tripple-tjekke mine tekster.

Nu har jeg jo verdens dejligste læge. Hun anede ikke noget som helst om det, men hun gav mig ret i, at det måtte være noget, der kunne genoptrænes igen. Så ringer hun sørme til mig en af dagene. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg er fuld af håb.