Tag Archives: skilsmisse

Brud

6 feb

Min fars kæreste er gået fra ham. Det må man altså ikke – sådan gå fra min far!

Han virker nu egentlig rimelig fattet sammenlignet med, da min mor gik fra ham for 1½ år siden. Og jeg er ikke mindst meget fattet og kan tage trøstehatten på – det kunne jeg under ingen omstændigheder for 1½ år siden, og jeg bøvler stadig med konceptet skilsmissebarn.

Ellers har weekenden budt på noget sofa, film, visionsudvikling med Indvandrer Kvindecentret, som jeg har lavet en del arbejde for i de sidste år, gåture i frost og sne, pulled pork og øl med dejlige venner, mere sofa og film (I behøver ikke se The Dilemma – virkelig elendig) og jeg tror måske, at lille Laura kan få sin lille uldvest, når hun får sit navn på søndag. Den vest er meget learning by doing strikning, og jeg har mine tilføjelser til den opskrift, søde strikke-Hanne. Den er ikke lavet til nybegyndere, som ikke ser logik i strikketøj. M. er faktisk bedre til at se logikken. Til gengæld er jeg blevet rutineret i at pille op, samle masker op og prøve mig frem. Men jeg skal godt nok give den gas, hvis jeg skal nå det.

Ugen her er ugen, hvor vi skal beslutte os for noget med et skab. Åhh, hvor har jeg hede drømme om skab. Og jeg er selv meget distanceret omkring det, at jeg rent faktisk drømmer om skab og ikke giver f*ck i det hele og bruger de 15.000 kr. på at rejse. Det skab vil bare gøre virkelig meget for lejligheden, så vi rent faktisk kan komme af med ting, så de ikke bare ligger i bunker rundt omkring. Nu stopper voksen-snakken inden jeg får helt ondt i hjertet over at høre på mig selv.

Smørtyven

5 dec

Hvad skete der for mangel på smør på Nørrebro i går? Har I alle sammen svælget i småkagebagning og derfor rippet hylderne i Netto, SuperBrugsen og 7/11? Jeg skulle ned til min lille kioskmand på hjørnet, før jeg fandt noget smør. For jeg var også i bagehumør.

Er det her, man må sige, at jeg har en kæreste, der af egen fri vilje foreslog, at vi flettede nogle julehjerter?  Jeg er vild med at dimse – også julehjerter. Har fundet noget lækkert papir i Plint og Notre Dame, og nu er lejligheden på Vesterbro pyntet så fint. Desværre kan jeg være lidt bange for, at der er nogen af drengene, der tror, at jeg har tvangsindlagt ham til pynte op. Heldigvis ved vi begge, at det ikke er sådan, det er.

Imellemtiden snakker vi skab. Hvad er vigtigt, hvad er god indretning og hvordan skal det se ud?

I dag er det 30 år siden, at mine forældre blev gift – og jeg døbt. Just saying. Og det er stadig mærkeligt, at de er kærester med nogen andre…

 

It ain’t over till the old lady sings

19 mar

Lørdag morgen startede med kaffe to go, solskin og en togtur.

Destination var bonusbedstens 80 års fødselsdag i Maribo. Nogle gange hader jeg den lange togtur til Lolland, men i dag var jeg beredt med kaffe og morgenmad og nød turen, mens Sjælland fløj forbi.

Mine forældre gik fra hinanden i maj sidste år, og det har ikke været let for nogen af os. Det er derfor stadig nyt for mig at gå til familie-sammenkomster som den her fødselsdag uden en mor og en far samlet, men med en mor og hendes nye kæreste Per. Min bror og hans lille familie var heldigvis også med. Og egentlig er det jo ikke min rigtige familie, men min bonusfamilie. Jutta var leder af børnehaven tilbage i lille Rødbyhavn, og da hun gik på pension ønskede hun sig at få lov til at se mig og min bror. Siden blev vi en del af hinandens liv, og vi har  været med til mange familiefester efterhånden i vores givende bonusfamilie.

Det var nu en rigtig hyggelig fejring af Jutta. Vi sang sange om de 18 svaner, anemonen fra den lollandske muld og den store kærlighedssang ‘Du kom med alt det, der var dig’, som jeg elsker så højt og minder om gode højskoledage og forelskelse. Det var også rigtig hyggeligt at se Kirsten igen – hun var en kær børnehavepædagog. Hvis ikke jeg synes, at jeg får nok komplimenter i min hverdag, så burde jeg da se de her gamle damer lidt oftere….

Alt i alt gik det rigtig fint med at være til fødselsdag og følelsen af at være en amputeret familie var heldigvis ikke-nærværende. Det bliver vist nemmere og nemmere og ‘tiden læger alle sår’ har måske noget på sig. Det er stadig svært, men det bliver nemmere.

Måske har det også noget med omgivelserne at gøre på lige præcis denne dag. Fødselsdagen blev fejret på Restaurant Lysemose med udsigt ud over Maribo Søerne, ænderne der skrapper, solen der skinner og fanger al mossen på taget af restauranten, som sender milde tanker om forår og nyudsprungen skov. Dejligt. Kameraet var løbet tør for strøm, ellers havde jeg delt udsigten med jer.

Inden kameraet løb tør for strøm og inden festen, sad jeg og ventede på at blive hentet på Maribo Station. Sad på bænk i fantastisk solskin og tilfredse tanker om, at jeg ikke bor på Lolland længere. Det her var udsigten lørdag formiddag kl. 11.30:

Det mest spændende var, at jeg opdagede at 24’eren og 23’eren, der var mine busser til og fra gymnasiet var blevet ændret til en 720’er og 723’er. Jeg ventede i 20 minutter og så kun fire mennesker og tre busser. Åhhh, hvor jeg dog elsker København.