Ingen brok herfra

Jeg har ikke rigtigt noget at brokke mig over for tiden. Det er RART!!!

Dagene går med gode ting. Ikke altid sindsoprivende spændende ting, men gode ting. Mit liv er pt. fyldt med de dejligste mennesker og især er der én, som bider sig mere og mere fast, og som jeg er lige ved at dø i maven over, hver gang jeg skal se. Samtidig har jeg fået det her arbejde indtil januar, som også er rigtig dejligt. De er så glade for mig, og jeg er imponeret over, hvor lidt arbejde, der skal til for at gøre nogle glade. ‘Hvordan går det så med at arbejde’? Det går glimrende. Der er ingen kuk-i-kassen tendenser. Jeg kan godt stadig have dage, hvor jeg er træt, men for det meste er det rigtig dejligt og glædeligt.

Den anden dag var Ufo eller var det Jepper i radioen. Han har lige udgivet en solo-plade om det voksne liv. Eller i hvert fald en form for liv med ro i med børn og hus og ting, som vi forbinder som meget voksent. Han sagde noget meget klogt, synes jeg. Voksenlivet er jo, hvad man gør det til. Ønsker vi at leve et kedeligt liv, så værsgo’. Men det skal jo ikke forhindre os andre i at leve et spændende liv, selvom vi ikke længere er singler og meget unge.

Jeg er som bekendt lige fyldt 30 år, og jeg føler mig stadig meget lidt voksen. Det er ved at gå op for mig, at det meget er noget, som vi selv definerer. Det kan godt være, at jeg i nogle sammenhænge fremstår som voksen, men min nevø og mit gudbarn på 12, tror stadig ikke at jeg er voksen. Og sandheden skal komme fra børn, ik?

Og hvorfor er jeg så pisse-skræmt af at blive voksen? Fordi inde i hovedet på mig, er det kedeligt. Men hvis nu det er mig og mit liv, så tror jeg jo aldrig på, at det bliver kedeligt. OG det er vel uanset, om andre synes jeg er voksen, når de ser på mig udefra?

Den røde tråd, må I selv lede efter. Og pointen – er der én?

En STOR bid

– af en lort, fristes jeg til at sige. Og alligevel er jeg blevet opmærksom på, at jeg ved mit ret billedlige sprog ind imellem kommer til at skræmme folk lidt, fordi de tolker og ligger lidt for meget værdi i ordene.

Lorten er jobsøgningen – og egentlig føles det ikke rigtig som en lort. Det føles mest som de der sidste to minutter af en løbetur, hvor du presser dig selv ekstra meget for at øge konditionen og ydeevnen til næste gang, du løber. Du får lidt kvalme, benene syrer, lungerne er ved at vende vrangen ud og det er kun ren vilje, der får dig i mål.

Jeg havde inden påsken sat mig for, at jeg skulle gå i gang tirsdagen efter – uanset hvad alle de kloge hoveder i fagforeningen, på jobcentret, psykologen eller alle andre i mit mere nære netværk sagde. Til gengæld har jeg så lovet samtlige at tage det stille og roligt, ikke tro at jeg skal sende fire ansøgninger om dagen eller ringe til 50 virksomheder på én gang. Jeg tager små skridt, jeg mærker efter – og jeg løber de der to minutter længere, end det egentlig er helt rart.

Det efterlader mig lidt i et dilemma, for jeg kan godt mærke, at min krop reagerer på, at jeg presser den lidt. Men er det skidt? Er det ikke bare ligesom at løbe? Eller er det helt fyfy? Nogle har spurgt, hvorfor det er nu, jeg går i gang. Jeg er utålmodig, jeg vil gerne i gang igen, jeg tror på, at jeg kan klare et fuldtidsjob igen og så er jeg UFATTELIG træt af at være på røven.

Nogle gange kommer det desværre til at fylde rigtig meget for mig. Jeg har indtil for to uger siden været glad, men fattig. Nu er jeg fattig og frustreret – og det er dumt. Det er ikke fordi, at jeg tror, at penge kan købe mig lykke, men jeg tror, at det kan købe mig  nogle færre frustrationer. Jeg tror, at jeg i dag vil grine lidt mere af det, end jeg har gjort de sidste to uger.Det er trods alt lidt sjovere, end at være hængeren, der brokker brokker brokker sig.

Så vil det måske også være på sin plads at sende stor taknemmelighed og god karma ud til de dejligste venner, der ved, hvor stor forskel det gør, når de betaler for kaffen.

Tid til bekendelse

Jeg har det egentlig lidt ambivalent med det her bloggeri. Hvem kigger med, hvor privat har jeg lyst til at være, er det jeg skriver nu interessant nok, godt skrevet, har jeg sat kommaerne det rigtige sted? Bottom line er, at jeg pludselig er blevet meget forfængelig, omkring det jeg laver og skriver. Det er også derfor, at jeg ikke har gjort noget for at råbe højt omkring bloggen – jeg ved, at jeg har to læsere. De står mig begge meget nært, og jeg tør godt være grim, uformulerende og forkert-kommasættende over for dem. Der holder jeg mit fokus, når nu jeg skriver det, jeg har tænkt mig i det her indlæg. For at komme med den sidste undskyldning inden jeg skriver det, jeg egentlig vil skrive, så er jeg ikke blevet blogger for at dele mine inderste tanker med hele verden. Jeg blogger af to årsager:

1. For det første er jeg ret vild med at skrive og efter et meget akademisk speciale og ti måneder som nyuddannet jobsøgende, er mine skriverier blevet rustne, usammenhængende og mangler det flow, som jeg tidligere altid har kunne finde frem.
2. For det andet er bloggen her et outlet for mine tanker og overvejelser, som lige nu er store, grænseoverskridende og til tider meget forkerte. Det er også grænseoverskridende at skrive det her, men jeg har tænkt over det i flere dage. Jeg har læst og surfet dejlige blogs og er blevet dybt inspireret til at kaste mig ud i det svære, meget åbenhjertige og nære hos Hverdagsjunkien og Sortmejsen.

Jeg har i de sidste måneder måtte erkende, at jeg ikke var uovervindelig, jeg kan ikke klare alt og jeg ikke nødvendigvis kan få alt det, som jeg gerne vil ha’ – lige nu et JOB. Det startede med et galoperende hjerte, trykken for brystet, adrenalin i kroppen (lidt ligesom sommerfuglene i maven, der flyver rundt, imens du sidder i metroen på vej på en lang eksotisk rejse) – den var der bare konstant. Så kom følelsen af, at kroppen var for lille – at min hud var for stram til min krop. Så kom tårerne. På den helt ustyrlige fosterstillingsmåde. DÈR, lige præcis der, gik det op for mig, at jeg var oppe imod noget, som jeg ikke selv længere havde styr på eller kunne kontrollere. Det var en fredag formiddag, kl. 12 ringede jeg og snakkede med stress-Eva i fagforeningen, 12.05 ringede jeg til min kære elskede faster og tudbrølede. Kl. 13, efter fem kamprøgede cigaretter, holdt jeg oplæg. Det er utroligt, hvad man (jeg) kan, når man (jeg) skal.

Nu er der gået syv uger med en sygemelding, og jeg er blevet en case i kommunen. Jeg troede bare, at jeg skulle have to ugers pause fra jobsøgning, a-kasse, anden aktøren og andres krav til min performance. Nu er der gået syv uger, og jeg er stadig ikke klar. I morgen kan jeg fejre tre uger uden nogle fysiske symptomer på stress – hurra. Nu er jeg meget målrettet omkring også at slippe af med de dage, hvor det hele er gråt og beige, og hvor kroppen er tung, og sindet og mundvigene vender nedad.

Heldigvis har jeg en sød læge. Åh, hvor jeg hører om mange dårlige læger, der ikke er spor hjælpsomme i kampen mod den onde stress-kamp. Hun har givet mig psykolog-Henning. Jeg har kun mødt ham én gang, og jeg er allerede fan. Han har givet mig lektier for. Jeg skal skrive tre ting ned om dagen, som gjorde mig glad. Det er rigtig nemt på de gode dage – på de dårlige er det svært. Samtidig skal jeg tænke over, hvad der gør en dag god eller dårlig. Det er utroligt, hvor meget den lille øvelse har gjort omkring min egen bevidsthed om mine valg og ikke-valg. Indtil videre har jeg opdaget, at hvis jeg, inden jeg falder i søvn, tænker på de ting, jeg skal lave dagen efter, så vågner jeg gladere. Det gør mig også virkelig glad, at jeg har de dejligste venner, som alle gør sit at bidrage til den positive stemning.

Midt i alt det her er håbet og troen på, at det nok skal blive bedre meget stort. På de gode dage som i dag krøller jeg mig ud af fosterstillingen, nynner sange, går glad alene rundt om søerne, ryger en masse forbudte cigaretter og lige nu sidder jeg på mit kaffekontor aka Laundromat. Her er rart og trygt, og jeg har siddet her og arbejdet mange mange gange efterhånden.

Nu sidder jeg glad og stolt over, at jeg rent faktisk gjorde det. Jeg har nu råbt det så højt, som det næsten er muligt, at jeg befinder mig på grænsen af depression og med en diagnose på stress i bagagen. Sikken et afløb.