Post Christmas

Jeg har lige flyttet mig fra sengen til sofaen – følelsen af frihed fylder op inden i mig, og jeg har tænkt mig at nyde det at have ferie for vildt. Der er nogle ting, som jeg skal have ordnet – hængepartier om man vil… De er overskuelige. Selv det at skulle pakke min lejlighed virker ok – også når jeg tager kaostilstanden i betragtning.

Fordi ham den lækre ved min side og jeg besluttede at droppe det med to hjem, to køleskabe, to steder med nullermænd i hoftehøjde og et liv i en taske, så har jeg ikke altid helt set pointen med at fjerne ting fra gulvet, når man (jeg) har stillet noget der. Det har resulteret i, at de sidste gange jeg har været forbi lejligheden, har det kun været for at hente noget. Soveværelset er bare almindeligt kaotisk  – det er der ikke noget underligt i. Det er forholdsvis nemt at gå til. Men køkkenet – åhhh….. Der er mad i køleskabet, som jeg har ignoreret i ugevis – ikke fordi der er meget, men nok til at det er uoverskueligt og noget, som jeg bare har ladet værre… Køkkenbordet er fyldt med brugte tallerkner, som jeg nok ikke en gang har haft åndsnærværelse til at skylle af. Gulvet er et samsurium af 8 ruller med indpakningspapir, afklippede ender af gavebånd, poser der indtil for et par dage siden rummede alle mine julegaver, inden jeg samlede dem i to. Jeg tror først, at jeg kaster mig over en nedpakning i morgen. I dag skal jeg bare hygge mig – en hel dag kun med mig i centrum.

Julen var for øvrigt dejlig – ingen dramatik.

Lidt om fonde

I forbindelse med mit arbejde i Dansk Handicap Forbund har jeg søgt en masse fonde til et super sejt projekt med et rådgivningsteam og en bisiddertjeneste, som ruster vores medlemmer til at tage hånd om deres egen sag, så de kan få den nødvendige kompensation og blive ligeværdige samfundsborgere som du og jeg.

Jeg har fået et afslag om ugen de sidste uger, men i går skete der noget stort. Vi fik endelig det første tilskud på 250.000 kr. fra Augustinus Fonden. Der var fælles jubeldans ude på gangen og smilene var store. Hvor giver det her arbejde meget mening….

I eftermiddag smutter jeg på juleferie og jeg glæder mig. Alle gaver, ting og tasker ligger i Svinet (min meget søde kæreste har en bil, som skærer i mit klimahjerte – 5 km pr. liter er ikke ok – derfor går den kun under navnet Svinet). Men jeg var lidt formildende her til morgen, når den nu fragter alt mig julehappengut fra Nørrebro til Vesterbro, hvor min far kommer og henter mig i eftermiddag.

Jeg stikker derfor hænderne ned i juleriet, og I må passe jer selv nogle dage.

Rigtig dejlig jul til jer alle.

Tæller ned

Åh, jeg glæder mig sådan til, at jeg kører fra arbejde i morgen til en uges ferie. Jeg er også ved at være klar, den sidste gave kom i hus i går, marcipan, nougat og chokolade mødtes også i en treenighed, rødkålen venter bare på at blive pakket og så mangler jeg tusind små ting. Lige nu er udfordringen også, at mine ejendele er spredt mellem Nørrebro og Vesterbro, og jeg kommer helt sikkert ud af døren med alt for meget af noget og alt for lidt af noget andet…

Min far er hidkaldt som transportmiddel – og det skal nok gå alt sammen.

Jeg glæder mig til at svælge i julen – jeg er vist klar nu.

 

Vi iler

Jeg synes jeg iler og hele tiden hygger mig to skridt bag julen – måske jeg bliver klar til juleaften søndag.

Gaveindkøbene er kun to fra fuld succes. Desværre er den ene gode idé lige blevet taget fra mig – det er til salg på deres webshop, men efter først at have besøgt butik og efterfølgende ringet, er det slet ikke til salg. Så stod jeg der med falske forhåbninger om at min faster og onkel skulle opgraderes med det sejeste picnictæppe. Jeg må vist i tænkeboks.

Min far halter også – måske som straf for, at han synes, at jeg skulle købe min egen gave. Ai, men alsså, der må da vel være grænser for, hvad jeg skal involveres i og ordne? Jeg har købt gaver for min far og min bror og hans familie – og det er helt ok. Vi snakker om gaver til 20 mennesker. Så kan man vel godt forvente, at én af de eneste, der skal købe en gave til mig, selv kan finde ud af at gøre det? Min svigerinde tog over – så jeg køber ikke min egen gave, og min far ved, at for eftertiden må han altså be’ om hjælp. Det andet er altså virkelig fesent!

I dag står den på træning og æbleskivebagning – og nå ja, arbejde….

Jul vers. 1

Weekenden gik til Lolland og til jul version 1 2011.  Vi har fældet juletræ ude i skoven, klappet et lam, pyntet juletræ, lavet and og brunede kartofler, leget og fortalt historier, siddet foran brændeovn, danset rundt om juletræ og åbnet pakker. Det er vældig hyggeligt at fejre jul to gange, og det er vist ok at holde jul som skilsmissebarn.

Jeg sidder i hvert fald her til morgen på arbejdet og har det som om, at jeg har været på en lille ferie.

Nu tror jeg også, at jeg har overblik over ugen, og jeg må med ærgelse se, at jeg ikke kan nå Christianias julemarked igen i år.  Det er rigtig længe siden, at jeg har været derude sidst, men jeg gider ikke stresse rundt for at nå et julemarked. Jeg er ret meget med i mine små gøremål og har vist også stadig et overblik, så nu vil jeg læne mig tilbage og nyde den sidste uge op til jul. Altså læne mig tilbage på hvile-i-mig-selv-måden, for det bliver ugen med de mange gøremål, men det er alt sammen noget, der er dejligt og involverer rigtig mange skønne mennesker.

Ps. Min mor skal giftes til august, og det er ikke med min far.

 

Julen sig nærmer

I aften smutter jeg til Lolland og ned til min moar.

Det er stadig nyt at være skilsmissebarn, og derfor skal julen til at finde en ny form. Sidste år løste vi den ved, at min bror var hos sin svigerfamilie, som han for øvrigt altid er hvert andet år, og min mor og jeg stak af til Wien og væk fra det hele. Det var sådan en hyggelig måde at holde skæv og billig jul på.

I år er det blevet til, at min bror og jeg med alle vores vedhæng (jeg har jo kun ét, han står for resten) tager derned i den her weekend til juletræsfældning, and, ris a la mande, turen rundt om juletræet og gaver. Julestemningen er ved at indfinde sig, og jeg glæder mig sådan til at give gaver, hoppe i sokkerne, lege med Nikolaj og hygge i en sofa foran brændeovnen.

Næste weekend er det så store jul, som det er hvert andet år, hvor alle fætre, kusiner og deres børn også kommer hos min faster og onkel. Her kommer min far også. Det er ikke en jul, hvor man får snakket særlig meget med nogen, men det er altid sindsygt hyggeligt og kaotisk på julemåden.

Som jeg skrev tidligere, så må jeg tage mit ansvar som næste generation inden for juleriet og tage ned og give en hånd med anden. Jeg glæder mig til sådan rigtigt at blive delagtiggjort i ‘sådan plejer vi at gøre’.

 

Run forest run

Jeg har det lidt som om, at december løber meget hurtigt, og nede bagerst i feltet hygger jeg med sysler i køkkenet, dejlige venner, julemarked og tanker om de julegaver, der skal købes. Problemet er bare, at hvis jeg ikke snart sætter en spurt ind, så tror jeg måske, at jeg når juleaften uden at have købt andet end en fjernstyret bil til min nevø. Den er vel også den vigtigste, er jeg sikker på, at Nikolaj vil sige.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at Nykredit har valgt at lukke mit kort. Det er nemlig ikke særlig akavet at tro, at ens kort virker, og så handle med troen om, at det kan lade sig gøre at betale bagefter….  Nå, men ingen grund til at lave en hader på Nykredit, de har faktisk været meget hjælpsomme, og nu sender de mig et nyt kort på hastemåden. Til gengæld så nej, jeg er ikke interesseret i jeres pension eller jeres forsikringer. Jeg ønsker mig et job, før jeg ønsker at tage stilling til mit liv +65.

Jeg var en kort overgang lidt i tvivl, om banken lukkede mit kort, fordi de ikke kunne forstå, hvorfor der var penge på kontoen…..

 

Juledrama vers. 1

Over frokosten har vi lige talt om jul og familier. Det kan godt nok give anledning til noget forvirring, skuffelse og en masse forventninger i én stor pærevælling.

Jeg blev skilsmissebarn i en alder af næsten 29 år, og vi har meget stærke juletraditioner i min familie. Eller i hvert fald havde. For hvad gør man nu, når de skal have nye rammer?

Hvert andet år har vi altid holdt ‘store jul’ med fætre og kusiner, deres børn, mine forældre og faster og onkel – ca. 20 og vi bliver hele tiden flere. I år er der ‘store jul’, og egentlig er der ikke så meget at diskutere, fordi den selvfølgelig skal holdes, som den plejer. Bare uden min mor, som så tager til Skotland med hendes kæreste. I sidste uge gik det så op for mig, at det jo er min mor, der er den store køkkenassistent – og hun jo ikke er der mere. Min faster og onkel er meget friske 66-årige, men de skal altså ikke stå med det hele til 20 mennesker. Det har resultereret i, at jeg så må prøve at tage mit voksne ansvar alvorligt og være den nye køkkenassistent.

Men hvad så med næste år? Jeg stemmer for totalt planlagt jul, så ingen er i tvivl om, hvad der skal ske, hvor vi skal være, hvad vi skal spise eller noget helt ottende, som kan skabe usikkerhed, forvirring og sårede følelser. Resten af mit liv må altså gerne være noget så uplanlagt!

Frokosten afslørede, at det ikke kun er forvirrende i min familie. Hvis det er en trøst.

 

Mandagsfest

Jeg holder lige en lille mandagsfest inden i kroppen – og det er meget sjældent, at min netbank giver anledning til det. Jeg SKAL altså finde et job pr. 1. februar, for hvor er det ihhh og åhh vidunderligt, at jeg rent faktisk tjener penge. Efter så mange år på SU og nu på en skøn kombi af dagpenge og sygedagpenge, så kan jeg godt afsløre, at det luner noget så gevaldigt. Nu er det bare spørgsmålet, hvor jeg gerne vil arbejde, og om det kan lade sig gøre at få et arbejde ved blot at ringe til nogen direktører og invitere sig selv på kaffe.

Jeg søgte et ret spændende job i går, men jeg har som sagt ikke stor tiltro til de opslåede stillinger. Min mentor ville være stolt af mit arbejde – hver ansøgning er reduceret med ca. 10 timer i tid. Én time bliver det til – og ikke mere.

Mandagen er altså rar allerede – fået the og jazz til morgenmaden. Tændt kalenderlyset, som vi aldrig når at brænde længere ned end til den 7. december og i hvert fald ikke må brænde ned til mere end den 20., da vi ellers futter møget af med alt det gran, som vi har puttet ned i den. Vi har nemlig lavet ting i ler til den årlige familie-klippe-klistre-dag og flettet mine julehjerter. Jeg vil se, om ikke jeg kan få taget et billed af det og lagt ud. Det hele er meget ømt – jeg er helt klart mest stolt af julehjerterne fremfor dekoration med gran. Det bliver sgu bare aldrig helt godt. Til gengæld har vi begge fniset af den og bidraget til hæsligheden. Jul, jeg er klar til dig, jeg be’r dig bare om ikke at brænde alt min julebegejstring af inden den 24. december – det er så ærgerligt at være færdig med jul, når vi når der til.