Endelig

Så skete det endelig og skabet er helt og aldeles færdigt! Hurraaaa

Det har været ret meget færdigt, hvor tøj, campingkasse, klædudkasse og værktøj har fundet deres pladser. Og så er der altid småtingene. Jeg er vokset op i et hjem, hvor den sidste liste aldrig kom på, der blev malet en gang for lidt og hvor ting generelt stod lidt sjusket tilbage. Sådan vil jeg ikke have mit hjem! Og heldigvis er vi to, der vil have ting færdigt. De sidste halve hylder er kommet op og kosteskabet er nu et rigtigt kosteskab. Men ohhh halleluja, man skulle tro, vi havde rengøringsvanvid med den mængde midler, vi ligger inde med….

M har dalret her til aften, hvor det lidt var meningen, at vi skulle rydde op inden rengøringen kom i morgen. Og jeg har været en anelse tøse snerpet. Så nu er jeg parkeret i sengen mens M fortæller, hvordan han pakker værktøjet på den helt rigtige måde.

Jeg kan fortælle, at saven er den sværeste at få ind og ud, og den skal helt ind bagerst. Godt så, og som om at jeg selv får brug for den sav…..

Dalren rundt

Så er det min sidste feriedag og jeg sidder her i køkkenet med regn på ruden og the i glasset og lige skal gennemskue dagens gøremål. Jeg har virkelig fået ordnet en masse ting de her dage – det ville ellers have været typisk mig at have en liste så lang og så kun nå punktet ‘neglelak’. Dagens store udfordring bliver Borgerservice og noget kiggen på mit forhold til skat.

Skat og mit forhold har aldrig været rigtig godt. Altså som udgangspunkt kan jeg rigtig godt li’ skat – jeg betaler min skat med glæde, og jeg har været ganske taknemmelig for vores velfærdssystem igennem mange år som studerende og siden som ledig og syg. Jeg forstår bare ikke skat. Er der nogen, der siger fradrag, så ligner jeg én, der har fundet noget meget interessant uden for vinduet, som jeg bliver akut optaget af. Nu skal det være slut. Jeg vil have styr på det. I morgen er det jo dagen for nyt arbejde, og så sker der noget med indkomsten, og jeg vil prøve for én gangs skyld at komme skat i forkøbet. Så voksen er jeg nu blevet – åbentbart. Der står også noget med pension på sedlen.

Jeg håber, at jeg kommer igennem dagen uden at gro en ekstra rynke i panden.

Julen sig nærmer

I aften smutter jeg til Lolland og ned til min moar.

Det er stadig nyt at være skilsmissebarn, og derfor skal julen til at finde en ny form. Sidste år løste vi den ved, at min bror var hos sin svigerfamilie, som han for øvrigt altid er hvert andet år, og min mor og jeg stak af til Wien og væk fra det hele. Det var sådan en hyggelig måde at holde skæv og billig jul på.

I år er det blevet til, at min bror og jeg med alle vores vedhæng (jeg har jo kun ét, han står for resten) tager derned i den her weekend til juletræsfældning, and, ris a la mande, turen rundt om juletræet og gaver. Julestemningen er ved at indfinde sig, og jeg glæder mig sådan til at give gaver, hoppe i sokkerne, lege med Nikolaj og hygge i en sofa foran brændeovnen.

Næste weekend er det så store jul, som det er hvert andet år, hvor alle fætre, kusiner og deres børn også kommer hos min faster og onkel. Her kommer min far også. Det er ikke en jul, hvor man får snakket særlig meget med nogen, men det er altid sindsygt hyggeligt og kaotisk på julemåden.

Som jeg skrev tidligere, så må jeg tage mit ansvar som næste generation inden for juleriet og tage ned og give en hånd med anden. Jeg glæder mig til sådan rigtigt at blive delagtiggjort i ‘sådan plejer vi at gøre’.

 

Juledrama vers. 1

Over frokosten har vi lige talt om jul og familier. Det kan godt nok give anledning til noget forvirring, skuffelse og en masse forventninger i én stor pærevælling.

Jeg blev skilsmissebarn i en alder af næsten 29 år, og vi har meget stærke juletraditioner i min familie. Eller i hvert fald havde. For hvad gør man nu, når de skal have nye rammer?

Hvert andet år har vi altid holdt ‘store jul’ med fætre og kusiner, deres børn, mine forældre og faster og onkel – ca. 20 og vi bliver hele tiden flere. I år er der ‘store jul’, og egentlig er der ikke så meget at diskutere, fordi den selvfølgelig skal holdes, som den plejer. Bare uden min mor, som så tager til Skotland med hendes kæreste. I sidste uge gik det så op for mig, at det jo er min mor, der er den store køkkenassistent – og hun jo ikke er der mere. Min faster og onkel er meget friske 66-årige, men de skal altså ikke stå med det hele til 20 mennesker. Det har resultereret i, at jeg så må prøve at tage mit voksne ansvar alvorligt og være den nye køkkenassistent.

Men hvad så med næste år? Jeg stemmer for totalt planlagt jul, så ingen er i tvivl om, hvad der skal ske, hvor vi skal være, hvad vi skal spise eller noget helt ottende, som kan skabe usikkerhed, forvirring og sårede følelser. Resten af mit liv må altså gerne være noget så uplanlagt!

Frokosten afslørede, at det ikke kun er forvirrende i min familie. Hvis det er en trøst.

 

Quince paste

– Eller kvæde pasta, om man vil. Det lyder bare lidt ulækkert.

Ham ved min side var som bekendt draget til Fyns land i weekenden og hjembragte en kæmpe pose med kvæder. Vi har længe snakket om den her quince paste, som jeg ofte fik til ost i Australien. Jeg har aldrig set det herhjemme, og var heller ikke helt klar over, at det egentlig var en frugt, som vi kan gro på de her egne. Det minder mest om en krydsning mellem en pære og et æble.  I går skulle slaget stå, og jeg kan allerede nu afsløre, at vi er godt tilfredse med resultatet og familien godt kan forvente at få en masse hjemmelavede julegaver i år.

Processen så ca sådan her ud – og jeg beklager selvfølgelig billedkvaliteten, glæder mig til den dag, hvor jeg får en telefon med et fornuftigt kamera. Her kommer også vores opskrift, som er hjemmegjort, men inspireret af Claus Meyers Almanak og flere australske opskrifter på nettet.

Først skræller du kvæderne og skærer dem ud i små stykker. Vi havde ca 22 små danske kvæder. De er ca halvdelen eller 2/3 af størrelsen af de tyrkiske kvæder, vi har set hos grønthandleren.

Vi skar dem først i både for at skære dem i mindre stykker. De kløgtige ville jo bare skære dem i små stykker med det samme…

Vi havde gang i to gryder, og vi smed en halv vaniliestang i hver og delte citronskal fra én citron i to gryder. Så hældte vi vand over, så det mere eller mindre dækkede kvæderne. Så stod de og kogte ved svag varme i over en time – tror næsten 1½ time. Så blendede vi det helt fint – husk at tage vaniliestangen op inden. Det er stadig grynet og mat i farven. Egentlig ser det ret ulækkert ud.

Så hældte vi 800 gram sukker i hver gryde. Almanakken siger fire store kvæder til 400 gr. sukker. Andre siger målet er én til én. Har du fået to dl puré skal du tilføje to dl. sukker.

Så skal den tilbage over blusset og gennemvarmes så alt sukkeret er smeltet. Pas på – det sprøjter heftigt og jeg skal hilse fra ham den lækre, at det giver nogle gode brændmærker.

Når sukkeret smeltede puttede vi saft af én hel citron i hver gryde – smag jer frem. Endelig fik pureen den her blanke farve, som vi ønskede. Den skal stå i 15-20 minutter og koge lidt ind til sådan en klistret og stiv masse.

Imens rensede vi glassene, hældte kogende vand over og rystede hvert glas med en smule atamon. Ligesom vi puttede to tsk. atamon i pureen.

Så tryllede vi på glas.

Klokken var mange, og vi high fivede og røg en stille cigaret ud af altandøren.

Ikke flere gode undskyldninger

Der er ved at ske noget stort og spændende, og noget som jeg ikke har prøvet før.

I sommer mødte jeg ham det dejlige menneske, som jeg deler al min tid med. Det er meget rosenrødt, og vi ville være klar til en reklame for en eksotisk rejse, hvor duerne flyver omkring os og Eros Ramazzotti spiller i baggrunden. Når jeg siger deler al min tid med, så mener jeg det faktisk rent bogstaveligt. Jeg går selvfølgelig på arbejde, og jeg ser også mine venner (for det meste er jeg hende den irriterende, der har sin kæreste med) og træner også lidt (hvilket mest er oppe i hovedet – har ligget ret stille på den front pga. lungehejs de sidste tre uger). To uger efter vi mødte hinanden blev det en naturlighed, at vi selvfølgelig skulle se hinanden hver dag – og det blev meget underligt, hvis ikke det kunne lade sig gøre.

Men Signe, er du ikke bange for at miste spændingen ved at se hinanden, når I ses så tit? Sådan blev jeg spurgt for nogle måneder siden – og jeg kan jo kun sige, at jeg stadig er ved at dø en lille smule nede i maven, hver gang jeg skal se ham. Det er ikke en bekymring, der fylder, kan jeg kun sige….

Til gengæld er vi ved at kvæles i planlægning. Trætte af for gammel mad i to køleskabe. Frustreret over at tage det samme tøj på igen, fordi man ikke lige har været hjemme i en uge. På en eller anden måde giver det ikke længere mening, at pendle mellem Nørrebro og Vesterbro, når vi alligevel er sammen hele tiden.

Derfor er undskyldningerne for ikke at rykke to adresser til én ikke rigtig til at få øje på længere. Then it’s said. Jeg rykker sgu til endnu et nyt kvarter i København. Jeg siger farvel til min elskede lille lejlighed med alle arvestykkerne på Nørrebro. Mit første hjem, hvor jeg har boet alene. Mit første hjem, der var mit. Og det hjem, der var mine trygge rammer og som holdt mig så kærligt i hånden, mens jeg prøvede at finde hoved og hale i mit liv i foråret, da alt var kaos. Det er vist meget godt med det her arbejde, så jeg kan få betalt indskud i lejligheden til december, inden jeg flytter ud igen…

Signe, er det ikke lidt hurtigt, og hvad nu hvis det går galt? Hvornår er noget hurtigt og i forhold til hvad? Jeg synes bare ikke, at jeg kan planlægge mit liv efter, at alt den her kærlighed forsvinder igen. Og jo, det er rigtigt, at det er mig, som opgiver min lejlighed. Og det er rigtigt, at det er mig, det går hårdest ud over, hvis det ramler. Det kan jeg desværre bare ikke planlægge mit liv efter.

Derfor lå vi arm i arm i går og snakkede om lejlighed, om køkken, om et tøjskab, indbygget reol og mine nye sofaer. Vi vil heldigvis meget det samme, og det hele skal nok ordne sig, så det også bliver plads til mig, og Vesterbro kan blive mit hjem.

Det er meget stort, spændende og overraskende lidt skræmmende. Og jeg glæder mig.

Strikke-novice

Den her vinter er dedikeret til, at jeg skal strikke mere end én ting. Jeg kan egentlig godt strikke – og mine hænder har på forunderlig vis skabt flere ting de sidste ti år. Jeg er bare meget langsom, og så taber jeg en maske og må vente på, at min mor kommer og redder mig. Hun er bare så langt væk, så det kan tage måneder. Sidste år blev det kun til en halv sok i str. 2 år. Det er ligesom ikke helt nok…

Nu vil jeg lære det. Så jeg jagter en ny-begynder strikkebog, som guider og fortæller med fine billeder, hvordan det liiiige er, at man kan redde sig selv. Hvis du har gode idéer, så sig endelig til!

Målet for i år er at strikke et nyt tørklæde, som skal gå sammen med min meget fine nye jakke. Det gamle tørklæde elsker jeg, men det er ved at tabe pusten lidt og er blevet slattent. Måske et i mørkegrønt? Et lys blå – det har jeg ikke helt besluttet mig for endnu…

Oh, so grown up

Nu giver det hele meget mere mening. Jeg har snakket med min bank i dag – noget med noget job, og noget med et lille bevilget overtræk, og noget med, at nu MÅ jeg få styr på den økonomi. Jeg har egentlig lavet et fint excelark over mine udgifter- jeg har bare ikke rigtigt fået dem koordineret med min konto. Før nu. Eller de er sådan set stadig ikke koordineret med min konto – men det bliver de. Nyt excelark med nyt overblik – og no wonder, at jeg synes det til tider har været svært (læs:umuligt) at få enderne til at mødes – der er flere måneder om året, hvor mine faste udgifter overstiger mine skønne dagpenge med 1500 kr. Når jeg kigger ned over listen at udgifter, så er der sgu ikke så meget, at jeg kan skære fra. “Det må der da være – andre mennesker lever for mindre end dig?” Jo, jeg kunne selvfølgelig godt både skære min psykolog og mit fitness fra, men jeg ville slet ikke have samme overskud til at skaffe mig det job, som jeg jo meget gerne skulle have, meget snart. “Hvorfor skal du betale til efterløn, når du næsten ikke har nogen penge?” Det er et godt spørgsmål – men tør man lade værre? Er det ikke en meget god opsparing, hvis nu den bliver afskaffet? Jeg tror jeg beholder den, selvom jeg måske sætter den i bero indtil jobsituationen er mere stabil. Sådan nogle voksne beslutninger….

(Pst, der er jo for øvrigt noget, der minder om et job med rigtige penge i – i hvert fald de næste tre måneder, og jeg glæder mig sådan til at få min kassekredit ned, betalt mit indskud i min lejlighed (har kun boet her i over et år), betalt mine forældre og min familie tilbage og så købe nogle nye bukser).

Men jeg blev næsten glad, da jeg så, hvorfor det har været svært. Til gengæld har det lært noget om at skære ind til benet, låne en rulle toiletpapir, spise havregryn og være kreativ i tøjskabet, når tøjet begynder at falde fra hinanden. Det har min dagpenge-periode lært mig meget mere end SU, gjorde det. Måske er det sundt nok.

Roger over fra Excelarket.