På cykel til Kullen

I sidste uge var jeg tre dage på cykel til Sverige med telt og regntøj og en af bedstevennerne. Det var simpelthen så hyggeligt, meget vådt den første dag, enormt smukt, bakket og bare virkelig dejligt sådan at være ude hele døgnet.

Sådan en tur afføder selvfølgelig også nogle spørgsmål som; hvordan kan det være, at svenskere har græsplæner som var det golfbaner? Jeg har da aldrig i mit liv set så pæne og velorganiserede haver, som dem vi så. Jeg har desværre ingen billeder, men I må tage mig på mit ord….

Til gengæld har jeg billeder af to cykler med oppakning, regntøj fra halvfemserne og en bedsteven:

Vi startede ud på den ret tørre udgave med tog til Helsingør og med færge over til Helsingborg. Det var dælme nemt og hurtigt. Vi stod oppe på færgen og måtte bare grine af, at vi stod der i regntøj fra 90’erne, med cykelhjelme og med regnen silende ned. Første stop blev Helsingborg borg, men det var nu hurtigt set. Så kørte vi ca 5 km nord for Helsingborg, hvor Sofiero ligger og er der, hvor Dronning Ingrid voksede op. Det var et fint at se og faktisk ret informativt – også selvom jeg ikke har den store royale interesse. Haven skulle være noget for sig – og det kunne vi godt se igennem regnen, men det blev altså kun til en lille tur. Så kørte vi langs med kysten af meget fine cykelstier væk fra hovedvej og op til Mølle og Kullen/Kullaberg. Lyset var helt vildt oppe på spidsen af Kullen – meget ligesom i Skagen. Billedet her er fra Fyrtårnet, hvor der var en fin bænk, meget smuk udsigt og ophold i regnen.

Solnedgangen over Mølle var vidunderlig smuk. Der er noget med solnedgange, som er virkelig specielle og meget smukke. Det har så resulteret i, at jeg har uendelig antal billeder af solnedgange, og her er et til:

Regnen stoppede, vi slog telt op og sov trygt. Næste morgen så vi et fint lille skilt til Arrild, som skulle være vores næste stop – desværre gik der noget galt med vores retningssans, mangelfuld skiltning eller dårlig kortlæsning. Vi endte ude på en mark med køer. Andre ville nok tænke, hey der her ser ikke helt cykelvenligt og farbart ud, men ikke for os. Derfor endte vi med at slæbe cykler gennem mudderpøl og bære dem over hegn for at komme ud på den anden side. De 5 km smutvej tog 3 timer og endte med ikke at være smutvej på nogen måde…. Humøret var for det meste højt – indtil jeg blev så sulten, at alle mine kræfter og ben forsvandt. Heldigvis havde jeg stærk mand med mig.

Det var en laaang dag med absurde mængder af bakker, høj sol og en stor omvej. Jeg vil anbefale andre, der cykler langs kysten til Båstad, at de i Ängelmark ikke tager den smarte skiltede cykelrute, men kører ad cykelstien langs med vandet. Det kostede os en times kørsel, som til gengæld var meget smuk. Endelig nåede vi Båstad, som er total idyl. Her spiser vi morgenmad nede ved havnen i totalt lækkert vejr.

Så gik turen hjem igen med toget.

Nej-hatten

Jeg har primært ja-hatten på for tiden. Lige bortset fra i går, hvor jeg endnu en gang måtte kaste mig ud i at afværge stor stor krise med et meget stoppet toilet. Det er jeg simpelthen ikke voksen nok til at deale med. På den anden side – bliver man nogen sinde voksen nok til at deale med lort? Jeg har prøvet med alverdens meget øko-miljø og ikke-skadelige tilgange, men der er kun ét, der virker i mit toilet. Gift. Den grønne afløbsrens fra Netto, som klarer alt. Til gengæld er jeg bange for at fiskene ude i Øresund ligger og gisper efter vejret, og jeg sender dem en meget meget kærlig tanke og er meget ked af, at det er prisen for, at jeg har et ikke-lortet toilet.

Lige nu sidder jeg og arbejder nede på mit kaffekontor, for jeg skal skrive en ansøgning til mit drømmejob. Det er bare virkelig virkelig svært for mig at få startet på det. For åhhh, hvor vil jeg gerne have det job!!!

Nå, men det var nej-hatten, jeg kom fra. Ved siden af mig sidder en far med hans teenage-datter – og han har endnu ikke sagt noget positivt endnu. Brokket sig over, hvad hans datter skulle spise til morgenmad, brokker sig over, hvor lang tid, det kan tage dem at lave et spejlæg – det kan han i hvert fald gøre på 30 sek. Folk er nogle gange meget store ignoranter – altså her er en hel fuld café, selvom du ser vigtig ud, så kommer din ordre altså ikke før alle andres. Folk må ind imellem tage sig vældigt sammen, ellers bliver resten af os jo idioter. Det kræver så lidt at sprede glæde og jeg kan blive helt frustreret, når det modsatte sker. Og nej, jeg overhører normalt ikke folks samtaler, når jeg sidder og arbejder…..

 

 

 

Forår

Ja, jeg ved godt, at der igen har været stilhed. Jeg har været løbet tør for ord og inspiration til at skrive noget som helst, som ikke ville resultere i en omgang opkast af ord. Som jeg har skrevet tidligere, så har jeg ingen intentioner om at male skøn-billeder af mit liv eller færden, men nogle gange er det bare lidt for grimt til at beskrive…

Jeg har det fint nok – jeg synes bare, at det går ualmindeligt langsomt. Jeg har det som om, at jeg mangler at få den store åbenbaring, der gør, at jeg kan handle på mit liv og ændre de ting, der får mig til at miste ord, lyst og glæde. Jeg arbejder på det – og nu starter jeg til noget stresshåndtering i næste uge. Det bliver sikkert også grimt, men har efterhånden en idé om, at det skal blive rigtig grimt, før end det går rigtig godt… Stay tuned.

Til gengæld har jeg kastet mig ud i rabarberlavningen – og det har resulteret i de mest fantastiske drinks:

Den her er bare god og læskende med vand og rabarbersaft.

Den her er med rabarbersaft og vodka.

Fælles for dem begge er, at de har været en tur i blenderen med en masse isterninger. Af en eller anden grund så får rabarberen det til at skumme helt vildt, men det er nu bare ret lækkert og ser imponerende ud. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg synes bestemt, at der er nogle barer, der burde gøre det lidt mere i rabarber…

Nan

Da jeg gik i 3. g, havde vi Fiona boende som udvekslingsstudent fra Australien. Jeg har været nede og besøge hende flere gange, men første gang holdt jeg jul sammen med Fiona og hendes familie – og dermed hendes mormor, Nan. Hun gav mig et viskestykke med forskellige australske skilte på – typisk turist.crap, men jeg har været glad for det viskestykke.

Nan takkede desværre af for nylig, og selvom jeg i mange år har passet rigtig godt på mit viskestykke, var det lige før, at det også gjorde det. Jeg kom til at ligge det alt for tæt på gasblusset (gulp) og i et splitsekund var det on fire, og ser nu sådan ud:

Jeg kommer ALDRIG til at ligge noget så tæt på gassen igen!

Handy women

For et par måneder siden var der brand i min naboopgang, og de brød min hoveddør op for at evakuere mig. Jeg var i lykkelig uvidenhed, da jeg var væk i weekenden, indtil jeg kom hjem søndag aften til en dør i pindebrænde og en seddel fra politiet. Jeg må hellere lige sige, at der altså ikke er sket noget med nogen mennesker, men mange døre (der var vist kun to hjemme den lørdag formiddag) og et helt loftsrum var i kaos. Det gode er, at jeg nu har fået en dør, der i den grad har fået en kærlig omfavnelse af diverse håndværkere og ser så fin og ny ud. Det betød, at knager bag på døren skulle af – og nu var problemet så, at min værktøjskasse indeholder:

• En lille fin skruemaskine – rigtig god til at skrue i mindre ting.
• En hel kasse med bits(!)
• En masse skruer
• En tang af utvivlsom karakter
• To skruetvinger – ubrugte, og givet i gave for 10 år siden

Derfor kom Louise forbi med en ordentlig skruemaskine, og det affødte flere andre projekter – noget mere succesrigt end andet. Jeg må erkende, at jeg måske skulle ønske mig en hammer – indtil videre har jeg nu klaret mig ganske udmærket med min kagerulle.

Vi besluttede, at IKEA har konstrueret de her knager virkelig dårligt – hvordan er det meningen, at de nederste skruer skulle komme lige i? Konklusionen blev, at der kommer til at hænge så mange jakker, at der er ingen, der ser det her:

Til gengæld ser det her meget godt ud, ik?

Vi måtte få revanche på succeskvoten og Louise kastede sig over køleskabet. Jeg bor i den lejlighed, hvor Louises kæreste har boet i mange år – og hver gang hun kommer på besøg, kommer hun med forslag til, hvordan vi kan fjerne de her klistermærker på køleskabet. Egentlig har jeg synes, at de var et meget fint indslag i alt det hvide og meget feminine i lejligheden. I går gav jeg mig. Louise blev bevæbnet med hårtørrer, og det gik forbavsende nemt.

Hvem havde troet, at det kunne gå så nemt, og køleskab var så hvidt inden under?

By the way, jeg fik en afklaring på de film, jeg fik i går. Jeg skal bare give dem videre til nogle andre, når jeg har set dem. Det er dælme en god viral markedsføringsidé.