Tag Archives: And

Confit de conard mødommen er taget

14 nov

Jeg elsker and. Det kommer nok ikke som en overraskelse taget de mange indlæg om and i sidste uge i betragtning. Turen gik til Frederiksværk i fredags, hvor der var to store lækre ænder, brunede kartofler og sovs i litervis. Jeg var tæt på at røre lidt af himlen et øjeblik….

Lørdag brugte jeg det meste af formiddagen i Inco med ham ved min side og hans far. Noget med at kigge lang tid på sild, fnise over risengrød konserveret i dåse, som kan spise både kold (wtf?) eller varm, lækkert kød som mister alt lækkert, fordi det er pakket sammen med 8,9 kg andet meget lækkert kød. Sildene var egentlig målet, men på samme vis som i IKEA, så kommer man ikke kun ud med det, som man egentlig skulle have. Vi faldt også over en dåse confit de conard.

Fordi jeg elsker and og er et madøre på sammen vis som ham ved min side, har vi kigget meget på opskrifter efter dette stykke lækre and i fedt. Så vi måtte selvfølgelig prøve det og og åhhhh hvor var det skønt!!! Vi skal nok ikke spise det hver dag – er I klar over, hvor meget fedt, de ligger i? Men jeg er helt med på, at det er noget, som jeg bliver nødt til at indtage bare ind imellem.

Weekenden bød nu også på Tina Dickows dokumentar True North, som blev vist i Cinemateket i går i forbindelse med CPH-DOX. Den var rigtig fin.  Jeg går jo ikke sådan rundt og er fan af noget – og har aldrig gjort. Men Tina Dickows musik betyder noget ganske særligt for mig, og holdt mig trygt i hånden, imens jeg kæmpede mig ud af min stress og mit mørklagte sind. Optagelserne er fra Koncertsalen, hvor hun gav flere koncerter både i år og sidste år. Jeg var inde og se hende – både i år og sidste år, så på den måde var der ikke nogen overraskelser. Jeg kan klart anbefale  den, hvis du kommer i nærheden.

Nu kalder den sidste fondsansøgning – og jeg glæder mig sådan til at lave noget andet. Håber og krydser fingre for, at der snart kommer nogle gode resultater, så jeg evt. kan bliver forlænget.

And

10 nov

Det er Mortens Aften i aften. Jeg har bare ikke tradition for at holde den – eller min familie gør det ikke så meget i det. Men jeg elsker jo and! Altså på den der – jeg får helt sikkert ondt i maven, fordi jeg spiser så meget fed mad-måden.

Jeg skal i stedet hygge mig med min efterværnsgruppe. Det er sådan et mærkeligt navn, men stødte på den den anden dag i forbindelse med, når anbragte børn fylder 18, og de så skal stå alene. Så har man med succes givet nogle en efterværnsgruppe. Jeg har ikke været anbragt eller lige fyldt 18 (!), men det er ikke så længe siden, at jeg sagde tak for denne gang til en sygemelding med stress. Jeg sender den nogle gange en kærlig tanke, men for det meste passer det mig helt fint, at den passer sig selv. Et andet sted end hos mig. Men min efterværnsgruppe er min støttepædagog. Jeg elsker at være der og være sammen med de andre. Sidst var jeg der alene – og det er altså ikke for tøsedrenge at få to timers intensiv terapi. Derfor ingen and til mig idag. Nå, men helt uden betaling må jeg her sige, at hvis nogen skulle gå ned med stress og brug for at komme op igen, så vil jeg på det varmeste anbefale Markman.

Til gengæld har jeg lokket ham den lækre ud af byen i morgen til middag i Frederiksværk, hvor den står på and og rødgrød. Jeg glæder mig meget. Det bliver også lidt spændende. Det er middag med højskolepigerne, som jeg har kendt siden foråret 20o2. Nu er der lige pludselig flere af os, der render rundt og møder dejlige mænd, så nu tester vi lige formen af på, hvordan den kombination går, når det ikke kun er os meget forskellige hunkøn, men også vores meget forskellige mænd…

Og nu vil jeg løbe ind til mine venner med post-kuk-i-kasketten.