Svupti

For nogle uger siden skrev jeg om, hvordan min tålmodighed omkring min hukommelse var ved at være opbrugt. Det går bedre. Mest fordi jeg har øget opmærksomheden på hukommelsen og øvelsen i at være helt fokuseret og til stede i alle situationer. Det kan jeg selvfølgelig ikke være hele tiden, men det gør en ret stor forskel, når jeg arbejder, at jeg kun har fokus ét sted af gangen. Hurra for det!

Det luner

Det har været råkoldt i dag. På den måde, hvor tanker om sne, the og varme boller kæmper om pladsen.

Jeg var i dag nede for at snakke med min læge. Som jeg skrev den anden dag, så er min korttidshukommelse noget så testet for tiden. Eller det har den jo været siden jeg var sygemeldt og jeg har været ganske tålmodig. Det er bare som om, at min distræthed/korttidshukommelse virkelig er ramt. Jeg oplever fx, hvordan jeg glemmer helt almindelige ord, når jeg skriver.  Altså jeg lever ret meget af at skrive – og det kræver altså ret meget ekstra tid hele tiden at tripple-tjekke mine tekster.

Nu har jeg jo verdens dejligste læge. Hun anede ikke noget som helst om det, men hun gav mig ret i, at det måtte være noget, der kunne genoptrænes igen. Så ringer hun sørme til mig en af dagene. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg er fuld af håb.