Faster-kærlighed

Der er jo ingen tvivl om, at nevøen, aka Nikolaj, aka charmetrolden har en meget stor plads i mit lille hjerte. Der har lige været et par uger, hvor jeg har set meget til ham – og han kan i den grad kringle sin faster om sin lillefinger.

Der lyder typisk:

Faster Signe, du må god gå med ned til gederne, køerne, trampolinen, sandkassen, op i haven – og gerne sagt med hovedet lidt på sned.

Eller:

Nikolaj: Faster Signe, du må godt lave popskorn?

Mig: Kunne du godt tænke dig nogle popkorn basse?

Nikolaj: Jeg kunne meget meget godt tænke mig popskorn

Så fik han popkorn, selvfølgelig. Jeg kreerede også en lille biograf på min computer med mammutfilmen, som er Ice Age 2 (mest fordi jeg ikke lige kunne få harddisc og deres monster-tv til at snakke sammen) og så gik jeg lige væk et øjeblik og kom tilbage til det her:

Det er jo også et meget logisk sted at placere skålen, når nu den er tom…

Dagen efter legede vi på trampolinen, og jeg var åbenbart en elendig dinosaurus, så jeg fik skældud. Jeg foreslog i stedet, at vi kunne lege flyvere.

Mig: Hvor skal vi flyve hen?

Nikolaj med helt elektrisk hvidt fehår: Til Jytland

Mig: Hvem skal vi besøge i Jylland?

Nikolaj med helt elektrisk hvidt fehår: Faster Signe

Mig: Men faster Signe bor ikke i Jylland, hun bor i København

Nikolaj med helt elektrisk hvidt fehår: Faster Signe bor i Købenshavn

– det er godt at vide, at han nu ved, hvor han kan finde mig.

I sidste uge var jeg på Christiania og spise noget aftensmad, så havde ikke hørt min telefon. Til gengæld lå der en besked på svareren: Faster Signe, kører du på tog, faster Signe, kører du ikke på tog, kører du ikke på tog, faster Signe?

Så blev jeg jo nødt til at ringe til ham, og imens kom jeg til at lave koblingen med toget. Nikolajs drømmetilværelse ville være at køre i tog hele tiden. Derfor siger jeg altid, når jeg skal hjem, at jeg nu skal ud og køre i tog. Måske han tror, at jeg lever hans drøm ud om evig togkørsel?

Jeg kan ikke andet end at knuselske det barn.

Det at være stamgæst

Som jeg har beskrevet før, så er jeg nærmest stamgæst på Laundromat i Elmegade. Jeg kommer her flere gange om ugen, drikker en kaffe og sidder og nørder med forskellige ting på computeren – fx skriver jeg de fleste blog-indlæg her.

De er meget søde, ved hvilken kaffe jeg drikker og det er sket, at de er kommet med den, inden jeg overhovedet har bestilt den. Det er også altid den samme duo, der er på arbejde.

For et øjeblik siden kom det feminine del af duoen med dem her:

Jeg var midt i at pudse næsen (den har ikke helt forstået, at vi altså er blevet raske igen) og blev helt paf over, at hun kom med dem, så fik ikke rigtig spurgt til, om jeg må låne dem med hjem. Men altså hun forventer vel ikke, at jeg sidder her hele eftermiddagen og ser to film? Jeg må hellere spørge hende, inden jeg går om lidt…

Det flyvende tæppe

Som jeg tidligere har skrevet, er jeg ærgerlig over, at jeg ikke får brugt min by godt nok. Det har tidligere i denne uge resulteret i et besøg på Charlottenborgs forårsudstilling.

I dag gik turen til børneland i Cinemateket, hvor jeg tog med Hodja fra Pjort på en fantastisk rejse. Jeg var af sted med en veninde og ingen børn – og vi var altså ikke de eneste, der var uden børn.. Men der var mange børn, der i tavshed fulgte med i Hodjas prøvelser.

Jeg er lidt en fan af min barndoms børnefilm. Der er noget uspoleret over det, hvor moralen og det opdragende element er så tydeligt, og hvor både børn og voksne bliver efterladt med noget. Når jeg skriver det her, må jeg også erkende, at det er meget længe siden, at jeg sidst har set en decideret børnefim.

Det gik op for mig, at der hver dag kl 12.30 er forskellige børnefilm – og i hverdagen er det gratis. Men det kan godt være, at jeg skal imellem skal hive charmetrolden med, så det ikke er alt for underligt, at jeg kommer og ser børnefilm….

Til gengæld blev jeg helt ærgerlig over, at jeg ikke fik set Pride and Prejudice med five o’clock tea sidste søndag. Jeg må vist hellere holde lidt bedre øje med Cinematekets program.