En stor krammer

– altså ikke til mig. Jeg skal nok klare den.

Jeg har lige krammet fire fondsansøgninger, som jeg har kokkereret på den sidste tid. Jeg har rettet igennem, fået andre til at rette igennem, ventet på at andre skulle rette igennem, korrigeret, læst korrektur, lavet budgetter, lavet bilag, printet og pakket og dobbeltsikret, at alt er det rigtige. Alligevel sikker jeg tilbage med følelsen af, at jeg har glemt noget meget væsentligt.

Jeg vil også gerne have, at I andre sender krammere med dem ud i verden og helt ind i hjertet på de fondsbestyrelsesmedlemmer, som skal læse og vurdere mine ansøgninger. I de ansøgninger er der store muligheder for den organisation, som jeg arbejder i nu – og store muligheder for, at min tremåneders ansættelse bliver til en af  mere permanent karakter. Det ønsker jeg mig af hele mit hjerte.

 

 

 

Ingen brok herfra

Jeg har ikke rigtigt noget at brokke mig over for tiden. Det er RART!!!

Dagene går med gode ting. Ikke altid sindsoprivende spændende ting, men gode ting. Mit liv er pt. fyldt med de dejligste mennesker og især er der én, som bider sig mere og mere fast, og som jeg er lige ved at dø i maven over, hver gang jeg skal se. Samtidig har jeg fået det her arbejde indtil januar, som også er rigtig dejligt. De er så glade for mig, og jeg er imponeret over, hvor lidt arbejde, der skal til for at gøre nogle glade. ‘Hvordan går det så med at arbejde’? Det går glimrende. Der er ingen kuk-i-kassen tendenser. Jeg kan godt stadig have dage, hvor jeg er træt, men for det meste er det rigtig dejligt og glædeligt.

Den anden dag var Ufo eller var det Jepper i radioen. Han har lige udgivet en solo-plade om det voksne liv. Eller i hvert fald en form for liv med ro i med børn og hus og ting, som vi forbinder som meget voksent. Han sagde noget meget klogt, synes jeg. Voksenlivet er jo, hvad man gør det til. Ønsker vi at leve et kedeligt liv, så værsgo’. Men det skal jo ikke forhindre os andre i at leve et spændende liv, selvom vi ikke længere er singler og meget unge.

Jeg er som bekendt lige fyldt 30 år, og jeg føler mig stadig meget lidt voksen. Det er ved at gå op for mig, at det meget er noget, som vi selv definerer. Det kan godt være, at jeg i nogle sammenhænge fremstår som voksen, men min nevø og mit gudbarn på 12, tror stadig ikke at jeg er voksen. Og sandheden skal komme fra børn, ik?

Og hvorfor er jeg så pisse-skræmt af at blive voksen? Fordi inde i hovedet på mig, er det kedeligt. Men hvis nu det er mig og mit liv, så tror jeg jo aldrig på, at det bliver kedeligt. OG det er vel uanset, om andre synes jeg er voksen, når de ser på mig udefra?

Den røde tråd, må I selv lede efter. Og pointen – er der én?

1 års jubilæum

I dag er det et år siden, at jeg flyttede ind i min lille lejlighed (som jo egentlig slet ikke er min). Jeg synes næsten lige, at jeg stod på Gråbrødretorv med 10 af bedstevennerne, en far, en bror og 25 flyttekasser. For et år siden så jeg også på den nærmeste fremtid med lyse tanker og store forventninger om et arbejde inden 1. januar. Skal vi ikke satse på, at det går i opfyldelse denne gang?

Der er i hvert fald ret mange brikker, der er kommet på plads siden 5. september 2010.

 

 

Ude i den virkelige verden

Så er jeg sørme blevet raskmeldt – eller det vil sige, at jeg nu har meldt mig ledig igen, og derfor officielt er helt rask. Det går rigtig godt!! Jeg har nu i mere end en måned haft det rigtig godt – på den der helt overstadige dejlige måde. Det er stadig virkelig mærkeligt at tænke tilbage på, hvor syg jeg rent faktisk har været. Især når jeg nu sidder her glad, tilfreds, med mod på det, der skal komme og omgivet af de dejligste mennesker.

Jeg var i går ude for at holde oplæg omkring branding, sociale medier, pressestrategi og hjemmeside for et værested for indvandrerkvinder. Jeg var lidt spændt på det inden, for jeg har ikke sådan været ‘på arbejde’ i mere end seks måneder – men min krop gav ikke det mindste lille vink fra sig, og jeg er så glad. Det bekræfter mig bare i den grad i, at mit stress ikke er arbejdsrelateret, og jeg stadig kan noget af det, som jeg hidtil har påstået jeg kunne. Jeg har rent faktisk også søgt et helt rigtigt job, et af dem med store forventninger, arbejdspres og løn. Nu må vi se – jeg synes selv, at jeg har skrevet en god ansøgning og ringet og snakket med dem – de kunne dog godt være et sted, som får en milliard ansøgninger, hvor 90 % har 10 års erfaring. Det må jeg vende tilbage med…. Hvis ikke det med et job af den virkelige karakter, så starter jeg i løntilskud her i løbet af de næste par uger. Det er lidt sjovt og lidt grænseoverskridende med den her uvisse fremtid.

Alle mine små skridt, der vidner om min absolutte retur til den virkelige verden, er afprøvende, forsøgende, angstprovokerende, fyldt med nysgerrighed og rigtig mærken efter helt inden i kroppen. Selvom jeg er virkelig træt af hele tiden at mærke efter helt ind i kroppen…….

De sidste fysiske tegn på, at jeg har været syg er næsten væk. Jeg taber ikke længere håret – det er klippet så fint, og jeg nyder sådan at kunne have mit hår hængende ned. Mine negle er tilbage i god form – de gror pænt, lige og uden at smuldre. Jeg ligger mærke til de små ting og jeg sætter meget pris på det!!

 

Forår

Ja, jeg ved godt, at der igen har været stilhed. Jeg har været løbet tør for ord og inspiration til at skrive noget som helst, som ikke ville resultere i en omgang opkast af ord. Som jeg har skrevet tidligere, så har jeg ingen intentioner om at male skøn-billeder af mit liv eller færden, men nogle gange er det bare lidt for grimt til at beskrive…

Jeg har det fint nok – jeg synes bare, at det går ualmindeligt langsomt. Jeg har det som om, at jeg mangler at få den store åbenbaring, der gør, at jeg kan handle på mit liv og ændre de ting, der får mig til at miste ord, lyst og glæde. Jeg arbejder på det – og nu starter jeg til noget stresshåndtering i næste uge. Det bliver sikkert også grimt, men har efterhånden en idé om, at det skal blive rigtig grimt, før end det går rigtig godt… Stay tuned.

Til gengæld har jeg kastet mig ud i rabarberlavningen – og det har resulteret i de mest fantastiske drinks:

Den her er bare god og læskende med vand og rabarbersaft.

Den her er med rabarbersaft og vodka.

Fælles for dem begge er, at de har været en tur i blenderen med en masse isterninger. Af en eller anden grund så får rabarberen det til at skumme helt vildt, men det er nu bare ret lækkert og ser imponerende ud. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg synes bestemt, at der er nogle barer, der burde gøre det lidt mere i rabarber…

Intet nyt er…

“Jeg synes ikke, at du har skrevet på din blog på det sidste?”

Sådan lød det lidt tidligere i dag fra en god veninde. Det mest ophidsende svar, jeg kunne gi’, lød i retning af: “Jeg er ikke rigtig inspireret de her dage”.

“Måske det ikke var ikke helt rigtig med den blog så?”

“Jo, jeg er stadig vil med bloggen – og jeg skal nok snart komme ind i kampen igen”

Imens jeg samler kræfter forsvinder siderne i Harry Potter and the Order of the Phoenix og fregnerne på næsen intensiveres.

Worst case scenario

Der har været lidt stilhed her på bloggen – jeg har måtte erkende, at min krop åbenbart ikke synes, at den er helt klar til at komme i gang med at søge efter arbejde igen. Det er i hvert fald min nye erfaring, at der ikke skal presses særlig meget før, at det gør rigtig ondt igen. Jeg har ikke været påvirket af de fysiske stress-symptomer i over to måneder, og så kom de fluks tilbage igen. Jeg søgte endda ikke engang et rigtig job – jeg skrev kun nogle mails. Christ! Så nu er jeg tilbage til at lave ingenting, og det er helt klart bedre end at føle sig syg.

Jeg har også lige måtte igennem en angst for at gå fra at være sygemeldt til at være kontanthjælpsmodtager – og være der resten af mit liv. Det vil jeg ikke – og jeg er stadig meget opsat på, at jeg ikke skal ende der. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kommer jeg aldrig til at kunne varetage et job, når jeg her efter næsten tre måneders pillen-i-min-egen-navle stadig får det rigtig skidt, når jeg sætter mig foran computeren for at skaffe mig et job? Det kan kun tiden vise, men jeg har altså ikke tænkt mig at give op uden kamp – basta.

Jeg drømmer om, at der er nogle, der har lyst til at give mig et højskoleophold – måske det ville være godt. Selvom jeg nok ville være alderspræsident.

Så nu er jeg tilbage hos Harry Potter – og det er sgu godt!! Kulturdage på onsdage – stay tuned. Jeg overvejer også at finde nogle forelæsninger, jeg kan gå til. Der er ingen grund til at parkere de små grå, vel? Samtidig sender jeg taknemmelighed mod årstiden, for hvor er livet bare noget sjovere og nemmere, når solen skinner.

En STOR bid

– af en lort, fristes jeg til at sige. Og alligevel er jeg blevet opmærksom på, at jeg ved mit ret billedlige sprog ind imellem kommer til at skræmme folk lidt, fordi de tolker og ligger lidt for meget værdi i ordene.

Lorten er jobsøgningen – og egentlig føles det ikke rigtig som en lort. Det føles mest som de der sidste to minutter af en løbetur, hvor du presser dig selv ekstra meget for at øge konditionen og ydeevnen til næste gang, du løber. Du får lidt kvalme, benene syrer, lungerne er ved at vende vrangen ud og det er kun ren vilje, der får dig i mål.

Jeg havde inden påsken sat mig for, at jeg skulle gå i gang tirsdagen efter – uanset hvad alle de kloge hoveder i fagforeningen, på jobcentret, psykologen eller alle andre i mit mere nære netværk sagde. Til gengæld har jeg så lovet samtlige at tage det stille og roligt, ikke tro at jeg skal sende fire ansøgninger om dagen eller ringe til 50 virksomheder på én gang. Jeg tager små skridt, jeg mærker efter – og jeg løber de der to minutter længere, end det egentlig er helt rart.

Det efterlader mig lidt i et dilemma, for jeg kan godt mærke, at min krop reagerer på, at jeg presser den lidt. Men er det skidt? Er det ikke bare ligesom at løbe? Eller er det helt fyfy? Nogle har spurgt, hvorfor det er nu, jeg går i gang. Jeg er utålmodig, jeg vil gerne i gang igen, jeg tror på, at jeg kan klare et fuldtidsjob igen og så er jeg UFATTELIG træt af at være på røven.

Nogle gange kommer det desværre til at fylde rigtig meget for mig. Jeg har indtil for to uger siden været glad, men fattig. Nu er jeg fattig og frustreret – og det er dumt. Det er ikke fordi, at jeg tror, at penge kan købe mig lykke, men jeg tror, at det kan købe mig  nogle færre frustrationer. Jeg tror, at jeg i dag vil grine lidt mere af det, end jeg har gjort de sidste to uger.Det er trods alt lidt sjovere, end at være hængeren, der brokker brokker brokker sig.

Så vil det måske også være på sin plads at sende stor taknemmelighed og god karma ud til de dejligste venner, der ved, hvor stor forskel det gør, når de betaler for kaffen.

Mrmpff

Jeg var til møde med stress-Eva i min fagforening den anden dag, for nu er jeg snart klar til at kaste mig ud i jobsøgningen igen. Jeg ville bare have lidt antistressende fif og tricks til at komme ind i kampen igen.

Jeg har stor respekt for Eva, og hun reddede mig i den grad, da jeg mødte hende første gang i en stortudende tilstand for lidt over to måneder siden. Men hun er bare såååå forsigtig. Synes jeg stadig er ret syg. Tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg har det godt. Stejler helt, når jeg bruger ord som ‘løvens hule’ omkring jobsøgning. Måler og læser mine ord og kropssprog på en overfortolkende måde (mener jeg). Jeg blev virkelig provokeret til at vise hende, at jeg er ved at være rask. Og nej, jeg tror ikke hun provokerede mig med vilje til at få mig i gang – jeg tror mest hun var bekymret for mig.

I dag har jeg snakket med min søde søde sagsbehandler oppe på jobcentret. Jeg føler mig meget heldig, at jeg har fået en sagsbehandler, som lytter, respekterer og kommer med de rigtige forslag og spørgsmål. Jeg hører om SÅ mange, der bliver virkelig usselt og nedladende behandlet. Jeg ved ikke, om det er fordi, at min diagnose er stress og folk derfor er så forsigtige?

Dilemmaet er, at jeg jo synes, at jeg egentlig er lidt for rask til at være syg , og lidt for syg til at være rask. Jeg nærmer mig med hastige skridt lysten til at søge job igen, og nu skal jeg snart bare gøre det. Jeg kan bare på INGEN måde overskue en anden aktør (de virksomheder som jobcentrene udliciterer folk som mig (ikke de syge, men ledige)) og det med at blive hevet rundt og i aktivering. Jeg vil bare godt selv sætte dagsordenen og vil ikke bestemmes over eller sættes i kasser. Den søde sagsbehandler forstår. Hvor heldig er jeg…. Derfor har den søde sagsbehandler sygemeldt mig endnu engang og tilmeldt mig et kursus i, hvordan man som akademiker kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er, om både sagsbehandler og stress-Eva har ret? Hvad nu hvis jeg er mere syg, end jeg sådan lige går og føler mig? Det er over tre uger siden en af mine fosterstillingskrummende sorte dage og over seks uger siden de fysiske stress-symptomer har vist sig. Er jeg bare utålmodig, og det er derfor jeg ‘faker’ min lyst til et job igen? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg ved, at jeg har lyst til at arbejde igen, og jeg ved, at jeg har tænkt mig at søge job. Målet er sat – det bliver efter påsken. Det må I gerne holde mig op mod.

Tid til bekendelse

Jeg har det egentlig lidt ambivalent med det her bloggeri. Hvem kigger med, hvor privat har jeg lyst til at være, er det jeg skriver nu interessant nok, godt skrevet, har jeg sat kommaerne det rigtige sted? Bottom line er, at jeg pludselig er blevet meget forfængelig, omkring det jeg laver og skriver. Det er også derfor, at jeg ikke har gjort noget for at råbe højt omkring bloggen – jeg ved, at jeg har to læsere. De står mig begge meget nært, og jeg tør godt være grim, uformulerende og forkert-kommasættende over for dem. Der holder jeg mit fokus, når nu jeg skriver det, jeg har tænkt mig i det her indlæg. For at komme med den sidste undskyldning inden jeg skriver det, jeg egentlig vil skrive, så er jeg ikke blevet blogger for at dele mine inderste tanker med hele verden. Jeg blogger af to årsager:

1. For det første er jeg ret vild med at skrive og efter et meget akademisk speciale og ti måneder som nyuddannet jobsøgende, er mine skriverier blevet rustne, usammenhængende og mangler det flow, som jeg tidligere altid har kunne finde frem.
2. For det andet er bloggen her et outlet for mine tanker og overvejelser, som lige nu er store, grænseoverskridende og til tider meget forkerte. Det er også grænseoverskridende at skrive det her, men jeg har tænkt over det i flere dage. Jeg har læst og surfet dejlige blogs og er blevet dybt inspireret til at kaste mig ud i det svære, meget åbenhjertige og nære hos Hverdagsjunkien og Sortmejsen.

Jeg har i de sidste måneder måtte erkende, at jeg ikke var uovervindelig, jeg kan ikke klare alt og jeg ikke nødvendigvis kan få alt det, som jeg gerne vil ha’ – lige nu et JOB. Det startede med et galoperende hjerte, trykken for brystet, adrenalin i kroppen (lidt ligesom sommerfuglene i maven, der flyver rundt, imens du sidder i metroen på vej på en lang eksotisk rejse) – den var der bare konstant. Så kom følelsen af, at kroppen var for lille – at min hud var for stram til min krop. Så kom tårerne. På den helt ustyrlige fosterstillingsmåde. DÈR, lige præcis der, gik det op for mig, at jeg var oppe imod noget, som jeg ikke selv længere havde styr på eller kunne kontrollere. Det var en fredag formiddag, kl. 12 ringede jeg og snakkede med stress-Eva i fagforeningen, 12.05 ringede jeg til min kære elskede faster og tudbrølede. Kl. 13, efter fem kamprøgede cigaretter, holdt jeg oplæg. Det er utroligt, hvad man (jeg) kan, når man (jeg) skal.

Nu er der gået syv uger med en sygemelding, og jeg er blevet en case i kommunen. Jeg troede bare, at jeg skulle have to ugers pause fra jobsøgning, a-kasse, anden aktøren og andres krav til min performance. Nu er der gået syv uger, og jeg er stadig ikke klar. I morgen kan jeg fejre tre uger uden nogle fysiske symptomer på stress – hurra. Nu er jeg meget målrettet omkring også at slippe af med de dage, hvor det hele er gråt og beige, og hvor kroppen er tung, og sindet og mundvigene vender nedad.

Heldigvis har jeg en sød læge. Åh, hvor jeg hører om mange dårlige læger, der ikke er spor hjælpsomme i kampen mod den onde stress-kamp. Hun har givet mig psykolog-Henning. Jeg har kun mødt ham én gang, og jeg er allerede fan. Han har givet mig lektier for. Jeg skal skrive tre ting ned om dagen, som gjorde mig glad. Det er rigtig nemt på de gode dage – på de dårlige er det svært. Samtidig skal jeg tænke over, hvad der gør en dag god eller dårlig. Det er utroligt, hvor meget den lille øvelse har gjort omkring min egen bevidsthed om mine valg og ikke-valg. Indtil videre har jeg opdaget, at hvis jeg, inden jeg falder i søvn, tænker på de ting, jeg skal lave dagen efter, så vågner jeg gladere. Det gør mig også virkelig glad, at jeg har de dejligste venner, som alle gør sit at bidrage til den positive stemning.

Midt i alt det her er håbet og troen på, at det nok skal blive bedre meget stort. På de gode dage som i dag krøller jeg mig ud af fosterstillingen, nynner sange, går glad alene rundt om søerne, ryger en masse forbudte cigaretter og lige nu sidder jeg på mit kaffekontor aka Laundromat. Her er rart og trygt, og jeg har siddet her og arbejdet mange mange gange efterhånden.

Nu sidder jeg glad og stolt over, at jeg rent faktisk gjorde det. Jeg har nu råbt det så højt, som det næsten er muligt, at jeg befinder mig på grænsen af depression og med en diagnose på stress i bagagen. Sikken et afløb.