9 dage

Jeg har ni dage tilbage på mit nuværende arbejde, inden jeg snupper et par dages ferie på hver side af en weekend, og har første dag på det der rigtige arbejde.

Jeg glæder mig helt vildt!

Det er også lidt sørgmodigt sådan at sige farvel til det sted, der med tålmodighed tog mig i hånden og ledte mig tilbage til et arbejdsmarked, som jeg i den grad følte mig ekskluderet fra. Der skete noget, da jeg en gang i januar kom til at kigge lidt for dybt ned i håbløshedens hul. Det gjorde ondt, og jeg blev bange. Bange for at jeg aldrig kom videre. Bange for at der ikke var en plads på arbejdsmarkedet til mig. I tvivl om, om jeg overhovedet havde noget fagligt at byde ind med. Så toppede jeg den med at gå til et gå-hjem-møde om stress – og mærkede alle stress-symptomerne sige hej. Det var en onsdag. Jeg græd, røg cigaretter og blev holdt lidt om af søde M.

Torsdag morgen hamrede jeg næven i bordet og sagde ‘fanme nej, om det skal få mig ned med nakken igen’. I den bevægelse skete der noget inden i mig. Jeg genvandt mit drive, min tro på det gode og jeg fandt mig selv igen.

Til alle jer, som havner herinde fordi I savner at høre om andres erfaringer med stress, så må jeg her trøste med, at der er en vej ud igen. Jeg troede ikke på det. Eller jeg troede jo godt på, at det nok skulle vende. Problemet er, hvordan man skal forholde sig til ventetiden. Jeg er ikke så god til at vente.

Stress bivirkninger

– dem har jeg heldigvis ikke særligt mange af længere. Min hukommelse driller mig lidt, og jeg har ikke samme drive, som jeg havde før min stress. Det sidste kan måske have noget at gøre med at have været ledig og sygemeldt i 1½ år, og jeg derfor er ude af træning med, hvad det vil sige at lave noget, og at andre skal bestemme, hvornår og hvordan det skal laves.

Til gengæld kan jeg sige, at der er mange, der havner på min blog, fordi de googler stress bivirkninger – det er ca. fem om ugen. Det tyder jo på, at de savner samme form for information, som jeg gjorde. Det er utroligt, at der ikke er flere, der har skrevet bøger om det…

Det jeg savnede mest var to ting:

1. At der var nogen, der kunne fortælle mig, hvornår og hvordan jeg vidste, at nu var jeg rask.
2. At få guidelines så jeg vidste, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive rask. Uanset hvad det krævede.

Det var først, da jeg kom i fingrene af Markman, at det virkelig rykkede. Jer, der kommer herind, fordi I googler stress bivirkninger, forsøg via jeres læge eller jobcenter at komme derind – de flyttede bjerge for mig. De kunne også besvare mine to spørgsmål.

1. Du ved, du er rask, når du er det. Det var et meget utilfredsstillende svar, dengang jeg fik det. Til gengæld gav det totalt meget mening, dengang jeg var ved at være rask – det vidste jeg bare, at jeg var. Altså der var selvfølgelig dage, hvor jeg ikke kunne så meget. Det kom tydeligst frem, når jeg var sammen med mange mennesker – også selvom det var gode venner. Pludselig fik jeg kvalme og fysisk utilfredshed – og så måtte jeg gå hjem. Jeg har været åben omkring min stress-diagnose helt fra starten, så der er ingen af mine venner, der på nogen måde har forsøgt at presse mig, men blot sagt tak for i aften og sendt mig hjem. Sidste gang jeg måtte gå tidligt var til en kandidatfest i slutningen af juni – ugen før jeg mødte ham den dejlige ved min side.
2. Der er ikke så meget, at man kan gøre, når man har stress. Det var dog vigtigt for mig, at jeg både havde min stressgruppe hos Markman og min psykolog. Samtidig forsøgte jeg at arrangere mig sådan, at jeg skulle noget hver dag. Måske bare gå en tur, tage på posthuset, skrive en mail, lave et måltid mad eller noget helt andet – det var bare vigtigt for mig at have noget at stå op til. Især mandage var hårde – de kom som et chok ovenpå en hyggelig weekend med folk. Det gav derfor ret meget mening at jeg skulle stå op til noget. Jeg kom også til at gå ud af døren i høje hæle og alt for store kjoler tit, fordi jeg på en eller anden måde havde behov for at ligne en, der var en del af den pulserende verden, som jeg jo egentlig stod uden for der.

Jeg ved ikke lige, hvor den røde tråd i det her oplæg er endt, men jeg har bare rigtig meget behov for, at jer med stress, der kommer her forbi, får noget med herfra.

God 2. søndag i advent.