Unaturlig naturlighed

Er det ikke vildt, at et træ kan se SÅ punkt ud?

Forår

Foråret lader vente på sig, men under varmelampe var det nu dejligt med en bajer.

Bum

Er landet i sofaen efter endnu en skøn skøn dag med mit dejlige arbejde – jeg ved godt, at jeg ikke kan skrive andet end, hvor åhh og ihh, hvor dejligt det er. Ind til byen og forsøge at finde en gave til en 18-års fødselsdag – ret svært! Så smuttede jeg lige forbi det der fitness, og fordi vi skulle nede til skøre Herman på vaskeriet gik jeg ikke i bad dernede. Egentlig en ret mærkelig forklaring, men noget med at træningstøj skulle vaskes og noget med at skulle nå at sætte vask over inden kl 19, som er sidste vasketid. Det blev den korte historie i den lange version.

Så jeg stod der og spillede smart i løbesko, min løbetights og andet gear i sved-venligt materiale og tror jeg bare skal hjem. Det kunne jeg sådan set også bare have gjort, hvis ikke det var fordi, at søde M ringede og lokkede med øl og gode mennesker på Sønderboulevard. Så der stod jeg med cykelhjelm og gear – det var ømt.

Så vi fik ikke vasket så meget tøj i aften. Til gengæld smuttede jeg hjem i bad og mødtes med drengene til mad på Dyrehaven og senere øl på altanen.

Mit liv lyder sgu rimelig sweet, når jeg tænker på, at jeg for et år siden lå i fosterstilling og ikke kunne finde ud af lave mig selv en mad eller gøre andet end at have ondt af mig selv…..

Det er derfor jeg sådan elsker mit liv med M. Fyldt af gode overraskelser og endnu flere dejlige mennesker, end dem jeg havde i forvejen.

Forår forår forår

Åhhh, hvor jeg dog elsker det her lys, som er her. I morges kl. 6.30 ringede vækkeuret og jeg kunne ane lyset uden for. Da jeg cyklede af sted var det helt lyst og solen skinnede. Jeg kan ikke huske, at jeg i den grad har lagt mærke til det – eller værdsat det på samme måde, som jeg gør nu. Det lys sender lovende tanker mod varmere dage med fis i byen og tid til øl og venner på en kantsten med ørene fyldt med god musik. Åh, hvor jeg dog glæder mig!

Selvom weekenden strakte sig til efter midnat og det normalt er ensbetydende med, at det gør ondt i hver en knogle, når vækkeuret ringer 6.20 første gang. Så var jeg frisk. Føler mig som en jubelidiot i dag fuld af god energi.

Monsun

Gåtur i Landbohøjskoles have i søndags endte i en flugt ind i deres drivhus, hvor vi fik kaffe. Der ramte sig en mur af regn – det var helt hysterisk voldsomt. Inde i drivhuset lød det som om, at det haglede, og vi lagde nødplaner for, hvor vi kunne få i dækning, hvis nu glasset skulle få i stykker. Billedet gør ikke helt regnen justice – for det var virkelig som en STORT meget GRÅ mur.

Jeg elsker mine gummistøvler, men jeg havde virkelig ikke set, at jeg ville ende ude i det her vilde vejr. Så sprang fra mindste pøl til mindste pøl over til cykel – fuldstændigt unødvendigt for jeg var fuldstændig gennemblødt, da jeg endelig kom inden for. Solen skinnede altså, da jeg tog hjemmefra…

Grønne fingre

Der er nogen, der har det, og andre der ikke har det. Jeg er en af dem, der ikke har det. De der grønne fingre. Jeg slår stort set alt grønt ihjel omkring mig – det eneste jeg hidtil har haft succes med er basilikum. Den når som regel også at blive spist inden jeg kan ødelægge den helt. Men se så her, hvad jeg har fået til at gro. Først groede der det blad frem, som er i midten af de to store.

Og se så her, hvad der mere kommer:

Endnu et lille bitte blad.

Jeg har intet gjort andet end at vande den hver søndag. De kloge siger, at den kun må få vand én gang om ugen – og hos mig er det altså om søndagen.

Er I ikke bare en lille bitte smule imponeret?? Jeg er svært stolt! Nu er jeg bare spændt på, om der mon nogensinde igen kommer en lille blomst på den.

Forår

Ja, jeg ved godt, at der igen har været stilhed. Jeg har været løbet tør for ord og inspiration til at skrive noget som helst, som ikke ville resultere i en omgang opkast af ord. Som jeg har skrevet tidligere, så har jeg ingen intentioner om at male skøn-billeder af mit liv eller færden, men nogle gange er det bare lidt for grimt til at beskrive…

Jeg har det fint nok – jeg synes bare, at det går ualmindeligt langsomt. Jeg har det som om, at jeg mangler at få den store åbenbaring, der gør, at jeg kan handle på mit liv og ændre de ting, der får mig til at miste ord, lyst og glæde. Jeg arbejder på det – og nu starter jeg til noget stresshåndtering i næste uge. Det bliver sikkert også grimt, men har efterhånden en idé om, at det skal blive rigtig grimt, før end det går rigtig godt… Stay tuned.

Til gengæld har jeg kastet mig ud i rabarberlavningen – og det har resulteret i de mest fantastiske drinks:

Den her er bare god og læskende med vand og rabarbersaft.

Den her er med rabarbersaft og vodka.

Fælles for dem begge er, at de har været en tur i blenderen med en masse isterninger. Af en eller anden grund så får rabarberen det til at skumme helt vildt, men det er nu bare ret lækkert og ser imponerende ud. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg synes bestemt, at der er nogle barer, der burde gøre det lidt mere i rabarber…

HALLO mænd!

Nu skete det igen – og denne gang overhørte jeg bare en samtale, imens vi stod i bar røv nede i badet i fitness. Endnu en kvinde, der møder en mand, som giver et decideret frækt tilbud, men lige glemte at sige, at han for øvrigt er gift og har to små børn.

Jeg har oplevet det selv og mange (flere end fem!) veninder, der inden for de seneste måneder har mødt enormt imødekommende, charmerende, lækre og umiddelbart virkelig dejlige mænd. Og hvad sker der så for, at de giver den max gas og nærmest giver én indtryk af, at man som kvinde er tæt på at være det ottende vidunder, og så lige har sin kæreste liggende derhjemme med deres to måneder gamle barn. LORTE MÆND. De sku’ i benlås, som min gode veninde ville sige. Er der nogle, der kan forklare mig, hvorfor mænd lige pludselig får sådan et stort behov for at svinge med lemmet, når de burde have fokus på deres kæreste og barn? Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at kaste mig ud i det med kombinationen mand og barn, hvis manden alligevel synes han skal kaste sig over andre kvinder, når man nu har fået det der barn. Jeg er godt og gammeldags FORARGET!

Det var opkast nok for i dag.

Intet nyt er…

“Jeg synes ikke, at du har skrevet på din blog på det sidste?”

Sådan lød det lidt tidligere i dag fra en god veninde. Det mest ophidsende svar, jeg kunne gi’, lød i retning af: “Jeg er ikke rigtig inspireret de her dage”.

“Måske det ikke var ikke helt rigtig med den blog så?”

“Jo, jeg er stadig vil med bloggen – og jeg skal nok snart komme ind i kampen igen”

Imens jeg samler kræfter forsvinder siderne i Harry Potter and the Order of the Phoenix og fregnerne på næsen intensiveres.

Worst case scenario

Der har været lidt stilhed her på bloggen – jeg har måtte erkende, at min krop åbenbart ikke synes, at den er helt klar til at komme i gang med at søge efter arbejde igen. Det er i hvert fald min nye erfaring, at der ikke skal presses særlig meget før, at det gør rigtig ondt igen. Jeg har ikke været påvirket af de fysiske stress-symptomer i over to måneder, og så kom de fluks tilbage igen. Jeg søgte endda ikke engang et rigtig job – jeg skrev kun nogle mails. Christ! Så nu er jeg tilbage til at lave ingenting, og det er helt klart bedre end at føle sig syg.

Jeg har også lige måtte igennem en angst for at gå fra at være sygemeldt til at være kontanthjælpsmodtager – og være der resten af mit liv. Det vil jeg ikke – og jeg er stadig meget opsat på, at jeg ikke skal ende der. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kommer jeg aldrig til at kunne varetage et job, når jeg her efter næsten tre måneders pillen-i-min-egen-navle stadig får det rigtig skidt, når jeg sætter mig foran computeren for at skaffe mig et job? Det kan kun tiden vise, men jeg har altså ikke tænkt mig at give op uden kamp – basta.

Jeg drømmer om, at der er nogle, der har lyst til at give mig et højskoleophold – måske det ville være godt. Selvom jeg nok ville være alderspræsident.

Så nu er jeg tilbage hos Harry Potter – og det er sgu godt!! Kulturdage på onsdage – stay tuned. Jeg overvejer også at finde nogle forelæsninger, jeg kan gå til. Der er ingen grund til at parkere de små grå, vel? Samtidig sender jeg taknemmelighed mod årstiden, for hvor er livet bare noget sjovere og nemmere, når solen skinner.