… at have et dejligt arbejde.
Som jeg skrev i går, så aede jeg den stor tykke mand, der midlertidigt havde taget bolig på min brystkasse. Jeg hilste venligt på ham, også selvom det på ingen måde var logisk, hvorfor han skulle sidde der. Det hjalp at se lidt på ham og ae ham på ryggen. Han forsvandt igen, og jeg er bare et helt almindeligt menneske, som går på arbejde, og som er lidt træt i hovedet af alle de milliarder er nye ting, som mit lille system skal rumme.
Jeg vil fejre med en lur.
I dag var første dag i mit nye liv og det tegner åhhh så godt. Mega søde mennesker, der alle var glade for at se mig. Det har nok mest noget at gøre med, at de mangler min position til at arbejde for dem, men alligevel…. Jeg har fået blomster og er helt overvældet af information. Jeg har brugt mine hjerneceller i langt højere grad end meget længe – og det er så evigt dejligt. Samtidig har jeg hilst lidt på stress-niveauet. Eller ikke stress som sådan, men min tidligere så velkendte symptomer på stress har lige hilst på. Jeg forsøger at hilse dem pænt velkommen og trækker vejret ned i maven og forsøger at have mig selv med. Jeg tror ikke, at det er skidt. Jeg tror kun, at det er et tegn på, at jeg nu skal til at lave noget af det, som jeg har sukket sådan efter de sidste år.
En af dagens højdepunkter var, da jeg opdagede, at jeg får en fin fin Iphone. Søde telefon du er meget savnet og jeg glæder mig til at begrave min gamle Nokia, hvor højtaleren er gået i stykker og samtale på gade er en umulighed.
Jeg har ni dage tilbage på mit nuværende arbejde, inden jeg snupper et par dages ferie på hver side af en weekend, og har første dag på det der rigtige arbejde.
Jeg glæder mig helt vildt!
Det er også lidt sørgmodigt sådan at sige farvel til det sted, der med tålmodighed tog mig i hånden og ledte mig tilbage til et arbejdsmarked, som jeg i den grad følte mig ekskluderet fra. Der skete noget, da jeg en gang i januar kom til at kigge lidt for dybt ned i håbløshedens hul. Det gjorde ondt, og jeg blev bange. Bange for at jeg aldrig kom videre. Bange for at der ikke var en plads på arbejdsmarkedet til mig. I tvivl om, om jeg overhovedet havde noget fagligt at byde ind med. Så toppede jeg den med at gå til et gå-hjem-møde om stress – og mærkede alle stress-symptomerne sige hej. Det var en onsdag. Jeg græd, røg cigaretter og blev holdt lidt om af søde M.
Torsdag morgen hamrede jeg næven i bordet og sagde ‘fanme nej, om det skal få mig ned med nakken igen’. I den bevægelse skete der noget inden i mig. Jeg genvandt mit drive, min tro på det gode og jeg fandt mig selv igen.
Til alle jer, som havner herinde fordi I savner at høre om andres erfaringer med stress, så må jeg her trøste med, at der er en vej ud igen. Jeg troede ikke på det. Eller jeg troede jo godt på, at det nok skulle vende. Problemet er, hvordan man skal forholde sig til ventetiden. Jeg er ikke så god til at vente.
Jeg er lige landet på arbejde – to timer senere end jeg plejer. Min nøgler er forsvundet et sted mellem Istedgade og Ryparken. Jeg har har ellers rekorden i ikke at smide ting væk – mine nøgler, telefoner og tasker har jeg altid haft styr på. Indtil i dag. Og det hverken overrasker eller frustrerer mig – underligt nok. Det er selvfølgelig irreterende, men det er jo bare nøgler. De ligger et sted helt alene, mine tre nøgler. Med min lædermus, som jeg fik af en vietnamesisk gadehandler for 4 år siden.
Mit fundament ryster lidt i disse dage, men jeg har min rodfæstede kæmpe derhjemme, der holder mine ben på jorden. Jeg er kampklar over for kaos – I kan bare komme an, for jeg har ikke tænkt mig at lade mig falde den her gang!
- dem har jeg heldigvis ikke særligt mange af længere. Min hukommelse driller mig lidt, og jeg har ikke samme drive, som jeg havde før min stress. Det sidste kan måske have noget at gøre med at have været ledig og sygemeldt i 1½ år, og jeg derfor er ude af træning med, hvad det vil sige at lave noget, og at andre skal bestemme, hvornår og hvordan det skal laves.
Til gengæld kan jeg sige, at der er mange, der havner på min blog, fordi de googler stress bivirkninger – det er ca. fem om ugen. Det tyder jo på, at de savner samme form for information, som jeg gjorde. Det er utroligt, at der ikke er flere, der har skrevet bøger om det…
Det jeg savnede mest var to ting:
Det var først, da jeg kom i fingrene af Markman, at det virkelig rykkede. Jer, der kommer herind, fordi I googler stress bivirkninger, forsøg via jeres læge eller jobcenter at komme derind – de flyttede bjerge for mig. De kunne også besvare mine to spørgsmål.
Jeg ved ikke lige, hvor den røde tråd i det her oplæg er endt, men jeg har bare rigtig meget behov for, at jer med stress, der kommer her forbi, får noget med herfra.
God 2. søndag i advent.
Det er Mortens Aften i aften. Jeg har bare ikke tradition for at holde den – eller min familie gør det ikke så meget i det. Men jeg elsker jo and! Altså på den der – jeg får helt sikkert ondt i maven, fordi jeg spiser så meget fed mad-måden.
Jeg skal i stedet hygge mig med min efterværnsgruppe. Det er sådan et mærkeligt navn, men stødte på den den anden dag i forbindelse med, når anbragte børn fylder 18, og de så skal stå alene. Så har man med succes givet nogle en efterværnsgruppe. Jeg har ikke været anbragt eller lige fyldt 18 (!), men det er ikke så længe siden, at jeg sagde tak for denne gang til en sygemelding med stress. Jeg sender den nogle gange en kærlig tanke, men for det meste passer det mig helt fint, at den passer sig selv. Et andet sted end hos mig. Men min efterværnsgruppe er min støttepædagog. Jeg elsker at være der og være sammen med de andre. Sidst var jeg der alene – og det er altså ikke for tøsedrenge at få to timers intensiv terapi. Derfor ingen and til mig idag. Nå, men helt uden betaling må jeg her sige, at hvis nogen skulle gå ned med stress og brug for at komme op igen, så vil jeg på det varmeste anbefale Markman.
Til gengæld har jeg lokket ham den lækre ud af byen i morgen til middag i Frederiksværk, hvor den står på and og rødgrød. Jeg glæder mig meget. Det bliver også lidt spændende. Det er middag med højskolepigerne, som jeg har kendt siden foråret 20o2. Nu er der lige pludselig flere af os, der render rundt og møder dejlige mænd, så nu tester vi lige formen af på, hvordan den kombination går, når det ikke kun er os meget forskellige hunkøn, men også vores meget forskellige mænd…
Og nu vil jeg løbe ind til mine venner med post-kuk-i-kasketten.
Tro det eller lade være, jeg er faktisk i gang med noget, der ligner et rigtigt arbejde. Hvis altså vi kan kalde noget man gør gratis for et rigtigt arbejde? Det er meget fint, det er rigtig hyggeligt og jeg laver noget, der minder om noget relevant. Og åhhh, hvor er det dejligt at lave noget, der giver mening. Samtidig har jeg i denne uge været træt, så det forstår man ikke…. Min koncentrationsevne er svækket – ude af træning, tror jeg, jeg vil kalde det. Jeg blev i mandags helt i tvivl om, om det virkelig er rigtigt, at jeg plejede at arbejde, læse og være frivillig i mere end 50 timer om ugen – uden problemer. I dag efter 4½ dag på arbejde tror jeg igen på, at jeg nok skal komme op at arbejde fuld tid.
Men har du det så godt nok, med det der stress-noget, hvis jeg må spørge?
Jo, det må du godt. Det går rigtig godt – ingen problemer der. Altså jeg er selvfølgelig opmærksom på det, men jeg er ikke påvirket af det andet end oppe i mit hoved. Der ligger en proces i at gå fra at have kuk i kasketten til at bare at være ‘almindelige’ ledig.
I sidste uge havde jeg første dag i min ‘anden aktør’ Ballisager. Det var virkelig virkelig godt – min erfaring med anden aktører har ellers været vældig dårlige. Uprofessionelt, inkompetent og spild af tid. Det er ikke fordi min første uge hos Ballisager har lært mig noget nyt – jo, jeg har det for 120. gang fået kommentarer og rettelser til mit cv, men ellers er det meget viden, som jeg vidste i forvejen. Men det der alligevel får mig til at sige, at det er godt, er, at det er meget kvalificerede undervisere, der er på. De er alle akademikere med en rekrutteringsbaggrund og deres kampgejst for at få os i arbejde var smittende. Jeg har virkelig fået mod på at kaste mig ud i jobsøgningen igen, og jeg kan mærke, at jeg gør det med en helt anden energi end tidligere. Det er rigtig dejligt, og jeg tror på, at jeg får et job inden 1. januar. Hep gerne på mig:-) Problemet med det her, der minder om arbejde er, at det jo optager min tid, så jeg ikke helt får søgt så mange stillinger, som jeg gerne ville. Jeg bytter derfor vin og røg ud med jobsøgning på min fredag aften. Jeg kan bare ikke helt overskue ikke at gøre noget… NU skal der ske noget!!!
Så er jeg sørme blevet raskmeldt – eller det vil sige, at jeg nu har meldt mig ledig igen, og derfor officielt er helt rask. Det går rigtig godt!! Jeg har nu i mere end en måned haft det rigtig godt – på den der helt overstadige dejlige måde. Det er stadig virkelig mærkeligt at tænke tilbage på, hvor syg jeg rent faktisk har været. Især når jeg nu sidder her glad, tilfreds, med mod på det, der skal komme og omgivet af de dejligste mennesker.
Jeg var i går ude for at holde oplæg omkring branding, sociale medier, pressestrategi og hjemmeside for et værested for indvandrerkvinder. Jeg var lidt spændt på det inden, for jeg har ikke sådan været ‘på arbejde’ i mere end seks måneder – men min krop gav ikke det mindste lille vink fra sig, og jeg er så glad. Det bekræfter mig bare i den grad i, at mit stress ikke er arbejdsrelateret, og jeg stadig kan noget af det, som jeg hidtil har påstået jeg kunne. Jeg har rent faktisk også søgt et helt rigtigt job, et af dem med store forventninger, arbejdspres og løn. Nu må vi se – jeg synes selv, at jeg har skrevet en god ansøgning og ringet og snakket med dem – de kunne dog godt være et sted, som får en milliard ansøgninger, hvor 90 % har 10 års erfaring. Det må jeg vende tilbage med…. Hvis ikke det med et job af den virkelige karakter, så starter jeg i løntilskud her i løbet af de næste par uger. Det er lidt sjovt og lidt grænseoverskridende med den her uvisse fremtid.
Alle mine små skridt, der vidner om min absolutte retur til den virkelige verden, er afprøvende, forsøgende, angstprovokerende, fyldt med nysgerrighed og rigtig mærken efter helt inden i kroppen. Selvom jeg er virkelig træt af hele tiden at mærke efter helt ind i kroppen…….
De sidste fysiske tegn på, at jeg har været syg er næsten væk. Jeg taber ikke længere håret – det er klippet så fint, og jeg nyder sådan at kunne have mit hår hængende ned. Mine negle er tilbage i god form – de gror pænt, lige og uden at smuldre. Jeg ligger mærke til de små ting og jeg sætter meget pris på det!!
Ja, jeg ved godt, at der igen har været stilhed. Jeg har været løbet tør for ord og inspiration til at skrive noget som helst, som ikke ville resultere i en omgang opkast af ord. Som jeg har skrevet tidligere, så har jeg ingen intentioner om at male skøn-billeder af mit liv eller færden, men nogle gange er det bare lidt for grimt til at beskrive…
Jeg har det fint nok – jeg synes bare, at det går ualmindeligt langsomt. Jeg har det som om, at jeg mangler at få den store åbenbaring, der gør, at jeg kan handle på mit liv og ændre de ting, der får mig til at miste ord, lyst og glæde. Jeg arbejder på det – og nu starter jeg til noget stresshåndtering i næste uge. Det bliver sikkert også grimt, men har efterhånden en idé om, at det skal blive rigtig grimt, før end det går rigtig godt… Stay tuned.
Til gengæld har jeg kastet mig ud i rabarberlavningen – og det har resulteret i de mest fantastiske drinks:
Den her er bare god og læskende med vand og rabarbersaft.
Den her er med rabarbersaft og vodka.
Fælles for dem begge er, at de har været en tur i blenderen med en masse isterninger. Af en eller anden grund så får rabarberen det til at skumme helt vildt, men det er nu bare ret lækkert og ser imponerende ud. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg synes bestemt, at der er nogle barer, der burde gøre det lidt mere i rabarber…
“Jeg synes ikke, at du har skrevet på din blog på det sidste?”
Sådan lød det lidt tidligere i dag fra en god veninde. Det mest ophidsende svar, jeg kunne gi’, lød i retning af: “Jeg er ikke rigtig inspireret de her dage”.
“Måske det ikke var ikke helt rigtig med den blog så?”
“Jo, jeg er stadig vil med bloggen – og jeg skal nok snart komme ind i kampen igen”
Imens jeg samler kræfter forsvinder siderne i Harry Potter and the Order of the Phoenix og fregnerne på næsen intensiveres.
