Worst case scenario

Der har været lidt stilhed her på bloggen – jeg har måtte erkende, at min krop åbenbart ikke synes, at den er helt klar til at komme i gang med at søge efter arbejde igen. Det er i hvert fald min nye erfaring, at der ikke skal presses særlig meget før, at det gør rigtig ondt igen. Jeg har ikke været påvirket af de fysiske stress-symptomer i over to måneder, og så kom de fluks tilbage igen. Jeg søgte endda ikke engang et rigtig job – jeg skrev kun nogle mails. Christ! Så nu er jeg tilbage til at lave ingenting, og det er helt klart bedre end at føle sig syg.

Jeg har også lige måtte igennem en angst for at gå fra at være sygemeldt til at være kontanthjælpsmodtager – og være der resten af mit liv. Det vil jeg ikke – og jeg er stadig meget opsat på, at jeg ikke skal ende der. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Kommer jeg aldrig til at kunne varetage et job, når jeg her efter næsten tre måneders pillen-i-min-egen-navle stadig får det rigtig skidt, når jeg sætter mig foran computeren for at skaffe mig et job? Det kan kun tiden vise, men jeg har altså ikke tænkt mig at give op uden kamp – basta.

Jeg drømmer om, at der er nogle, der har lyst til at give mig et højskoleophold – måske det ville være godt. Selvom jeg nok ville være alderspræsident.

Så nu er jeg tilbage hos Harry Potter – og det er sgu godt!! Kulturdage på onsdage – stay tuned. Jeg overvejer også at finde nogle forelæsninger, jeg kan gå til. Der er ingen grund til at parkere de små grå, vel? Samtidig sender jeg taknemmelighed mod årstiden, for hvor er livet bare noget sjovere og nemmere, når solen skinner.

Tøj som kanoner

Finanserne er små for tiden, men humøret er højt, så det betyder ikke så meget, og heldigvis vrimler den her by med gratis tilbud.

En af bedstevennerne har ferie i den her uge – og vi kan jo ikke have gratis museer, som vi ikke har været på. Derfor gik turen i første omgang til Tøjhusmuseet. Jeg fandt en liste over gratis onsdagsmuseer på aok.dk og læste derfor ikke mere om museet end, at det var gratis i dag.

Hvem havde troet, at et tøjhusmuseum ikke var med tøj, men kanoner????

Altså vi blev lidt overraskede, besluttede os for at tjekke det lidt ud nu vi var der – ingen af os har særlig stor maritim eller kanonførende interesse. Det resulterede i det her:

Bo gør sig klar

Så prøver han først den ene vej.

- og så den anden vej.

Jeg var nu heldig nok at få ham med ud i ét stykke, så vi kunne fortsætte turen. Bo ville rigtig gerne ind i det store bryghus, som ligger lidt længere nede ad gaden, så det var naturligt at spørge den søde ældre herre ved indgangen. Bryghuset kan man ikke komme ind i, men han var fuld af svar, da mine spørgsmål om bygningerne, havnen, kanalerne og Christiansborg trængte sig på. Derfor har jeg nu viden om:

1. Det tog Christian den 4. seks år at bygge hele området og øen, hvor Christiansborg nu ligger på. Sød ældre herre var selv meget imponeret over den hastighed.
2. Christian den 4. byggede et tårn, som er i baggården til Tøjhusmuseet, som han efter sigende gik op i hver dag for at besigtige byen og de igangværende byggerier. Men som manden sagde, så var kongen vældig stor, så han tvivlede på, hvor ofte han kom derop. Trappen er smal, og man skal gøre sig umage med ikke at få ondt i knæene, når man går derop.
3. Der var som en del af tøjhuset (våben, proviant og tøj) en havn, hvor skibene blev trukket ind i og fyldt op med nye forsyninger. Den er i dag fyldt op og huser det Kongelige Biblioteks Have.

Derfor var det naturligt at næste stop på turen netop blev bibliotekshaven. Den kendte jeg slet ikke til, men den er meget fin og meget stille. Der var et kæmpe træ (min botaniske evner er mangelfulde, men det kunne være noget med et kirsebærblomstertræ), som var lige ved at sprænge ud – virkelig smukt!! Jeg bliver stadig imponeret over, at der er små lommer i den her by, som jeg ikke kender til.

Vi var lige forbi det jødiske museum, men som Bo sagde, så kunne det naturligvis ikke være gratis – og vi fnes og gik igen. Det samme skete for Hofteatret, hvor vi gik op af den lange røde løber for at erkende, at det heller ikke var gratis. Det slog os ikke ud, men fortsatte til Kunsthallen Nikolaj.

Der havde jeg heller ikke været, men jeg tror jeg kommer igen næste onsdag. For det første er det en virkelig fed bygning, som tidligere fungerede som kirke. For det andet var der en virkelig virkelig fed udstilling af Gil og Moti. De er israelere, bosat i Holland, jøder og homoseksuelle. De vil gerne nedbryde barrierer mellem den arabiske verden og jøderne og opsøger derfor forskellige arabere i Holland og Danmark. Det er der kommet nogle meget meget fine portrætter ud af. Samtidig har de et stort kærlighedstema, hvor de har skrevet kærestebreve til en fiktiv Layla. Udstillingen varer til den 24. april, og jeg kan på det varmeste anbefale den. Det er gratis onsdag…

Et kulturelt indspark

I går gjorde jeg det. Jeg har længe gerne ville bruge byen og dens tilbud bedre. Hvad sker der for at bo i en by, der vælter rundt i kulturelle tilbud, og jeg ikke benytter mig af det?? Det er jo ikke fordi jeg ikke bruger byen, men det er bare meget sjældent, at jeg går på museum og gallerier – også selvom jeg altid elsker det, når jeg endelig gør det.

I går gik turen til Forårsudstillingen på Charlottenborg. Jeg var nede for at løbe i det der træningscenter, som de her tider nærmest er blevet mit andet hjem. Det gør altså noget virkelig godt for krop og sjæl, når jeg nu har ret meget kuk i kasketten.  Sidespring – tilbage til udstillingen, som var virkelig fantastisk.

Jeg har aldrig været på hverken Charlottenborg eller til forårsudstillingen før, men jeg blev ikke skuffet. Mange forskellige kunstnere fra hele verden og mange forskellige udtryksformer med foto, filminstallationer, skulpturer, malerier og andre kreative installationer. Jeg var især vild med duen, der hakker i jorden med medfølgende lyd af geværsalve (hedder det virkelig det?).